Havenyt uge 1, 2010

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Frosten bider derude, og det er vigtigt at huske at fodre havens fugle og sørge for frisk vand til dem. Planterne kan vi ikke gøre ret meget for – de hårdføre klarer sig, og de mere sarte gør normalt også, hvis man har beskyttet dem. Og hvis man har glemt det, så har sneen stort set alle steder igen lagt sig med et beskyttende lag.

Det er hvidt og smukt – men også koldt og besværligt.

Sne på sankthansurt

Visne staudetoppe er flotte, når sneen har lagt sig på toppen. Her på sankthansurt. Foto: Karna Maj

En stivfrossen have

Der er ikke så meget at foretage sig derude i den hvide have. Det er mest det over jorden, man kan gøre noget ved, f.eks. kan man fjerne frugtmumier. Men vinterbeskæring af træer og buske bør man ikke foretage i frostvejr. Og de rodfrugter, som man har dækket og ladet stå i jorden, kan man bare håbe på klarer frostgraderne. Forhåbentlig fik man gravet en god forsyning op, inden frosten satte ind igen. Et godt snelag modvirker at frosten trænger ned i jorden.

Til gengæld er megen sne en trussel mod vore træer og buske, så her gælder det om at være på vagt og fjerne sne og snetryk. Tykke lag sne på stedsegrønne og vintergrønne buske kan få grene til at knække, så det kan være nødvendigt at tage en kost og feje sne ned, selv om det ødelægger det snepudrede havelandskab. Hvis træer og buske ender i store snedriver skal man være opmærksom på, at grene kan fryse fast i sneen og blive trukket med ned, når sneen smelter. Og den smelter ikke altid kun ovenfra. Den kan også smelte nedefra. Her kan det være nødvendigt at grave grene fri – der er så stor kraft på spil, at grene kan trækkes ud af en stamme.

Ikke alle drivhuse kan holde til trykket fra et tykt lag sne, så fej det ned og lad være med at tage chancer på det her punkt. Det er dog altid en god ide at efterlade et mindre lag, som kan isolere lidt, hvis man har planter derinde. I øvrigt kan det være en god ide i frostvejr at dække planterne i drivhuset med et par lag fiberdug.

Hvordan det går på sigt, er ikke godt at vide – det ser ud til at den hårde frost og perioder med sne fortsætter i den kommende uge, måske uger. En lille trøst til alle – det er ikke første gang at de danske haver udsættes for langvarig og hård frost, det meste overlever. Men vi har været forkælede med milde vintre i en efterhånden lang årrække og har måske troet på, at klimaet kun gik en vej, og derfor er mange af os kommet lidt i uføre med et plantevalg, som måske ikke klarer en god kold dansk vinter uden mén.

Vinterdyrkning – i lænestolen

Det er dejligt med en frisk tur i rundt i haven eller en længere motionstur, ikke mindst når landskabet er dækket med sne og det er højt og klart vejr med sol. Men havedyrkning som sådan er der ikke de store muligheder for derude i øjeblikket.

Derimod kan man dyrke haven inde i den varme stue. Det er bestemt dejligt at synke ned i lænestolen med en god havebog, et frøkatalog eller med den bærbare, så man kan tage en tur rundt og se på alle de mange blomster- og grønsagssorter, man kan overveje at købe. Der er jo ikke så mange uger, til vi kan begynde at så det allerførste, f.eks. chili.

Find de nye sorter på nettet

Hvis man i år vil satse på nye sorter af blomster, grønsager og krydderurter, så er det nu, man skal til at overveje, hvilke man vil prøve.

I butikker og havecentre er frøposerne endnu ikke på hylderne, men man kan jo starte på frøfirmaernes hjemmesider. I forhandlerguiden her på Havenyt.dk kan du finde de fleste danske frøfirmaer og et svensk, og de fleste steder er 2010 sortimentet ved at være på plads. Nogle frøfirmaer har stadig kataloger, som man kan bestille gratis, eller man kan downloade dem som en pdf filer. Vi skal spare på papir og tryk, men frøkataloger med masser af farvebilleder af grønsager, krydderurter og blomster er nu ikke til at stå for. De kan studeres i timevis på en kold vinterdag og gemmes.

Vinterkål i haven

Hvis man har grønkål og rosenkål i køkkenhaven, så er det et flot syn her midt på vinteren, både når solen skinner og får planterne til at se grønne og indbydende ud, og når de står med et lag sne, som også beskytter dem mod kulden.

Men det bedste er, at man lige kan liste ud i skumringen og hente en favnfuld sunde grønne blade eller en skålfuld friske rosenkål. Grønkålsblade kan man høste selv i frostvejr uden problemer, men rosenkål skal helst plukkes dagen før og tø langsomt op inden brug. Det tager ikke så lang tid at skylle og koge grønkålsbladene, og når man selv hakker sin kål med en kniv, kan vælge at hakke så groft eller fint, som man synes. Den købte frosne er næsten altid meget finthakket. Både blade af rosenkål og grønkål kan også bruges friske i salatskålen.

Rosenkål med sne

Et herligt bed med masser af rosenkål – lige til at plukke selv i frostvejr. Sneen beskytter blade og rosenkål. Foto: Karna Maj

Hold øje med den frostfri opbevaring

Hvis man stadig har kartofler, rodfrugter og æbler på lager her midt på vinteren, er man heldig, men det er også svært at opbevare det køligt og frostfrit, hvis man ikke har gode opbevaringsforhold. Lige nu kravler kulden ind, og opbevaringsforhold, som de tidligere år har været frostfri i en uges tid, er det måske ikke i hård frost i flere uger. Hold øje med det.

Gamle tæpper, vattæpper, dyner og isoleringsmåtter lagt over kasserne kan forsinke at frosten når ind. Man kan evt. give et varmetilskud ved at lægge dunke med varmt vand ned under overdækningen lige inden nat.

Hvis temperaturen er på vej mod frysepunktet, må kasserne flyttes til varmere omgivelser, eller der må etableres opvarmning. Kartofler skal helst opbevares ved min. 5° C, mens æbler tåler komme lige under frysepunktet i korte perioder. Man kan få elektriske blæsere, som har en frostindstilling, så de holder rummet frostfrit. De virker ikke alle lige godt – mange giver for høj en temperatur. Det er en god ide at minimere rumfanget af opbevaringsrummet, som skal opvarmes, og at isolere det.

Hvis man flytter æbler, kartofler og rodfrugter ind i for varme og tørre omgivelser, mister de hurtigt saftspændingen og æblerne bliver runkne. Det bør man så vidt muligt undgå, men er det eneste mulighed er det bedre, end at de går til. De skal selvfølgelig flyttes ud igen, så snart det bliver tøvejr.

Harer, mus og rådyr på rov i haven

De fleste af de små nytte- og skadedyr i haverne ser man ikke så meget til på den her årstid. De har puttet sig på lune overvintringssteder i jorden eller under organiske planteaffald. Mange håber på at frosten tager livet af skadedyrene – men desværre også gør den det også af med en del nyttedyr. Balancen mellem de nyttige og skadelige er nok ca. den samme til foråret.

Derimod lægger vi lige nu mærke til sporene efter de sultne harer, mus og rådyr i haverne. Det kan være gnav i frugttræernes bark, grene som spises på træer og buske eller grønne planter, som afgræsses. Det er flot at se rådyrene ude på marken, men ikke så sjovt, når det går ud over historiske roser, frugtræer og -buske, når spinat og bladbeder ædes ned til jordoverfladen, og grønkålsbladene forsvinder. Rådyrene finder selvfølgelig alle de bedste fødeemner i området, og her er haver gode steder.

Hvis man ikke kan leve med det, så må man opsætte et 2 m højt hegn hele vejen rundt, så der er lukket effektivt af. De professionelle bruger et 1,65 m højt dyrehegn, som er haresikkert forneden, og supplerer med 3 rækker pigtråd foroven. Man kan også forsøge at dyrke planter, som de godt kan lide og gerne må æde, og så håbe at de bliver mætte her. F.eks. græsser de gerne på sneglebælg, som man kan underså majs og kål med først i juni, og som overvintrer grøn.

Frugttræernes bark kan man på forskellig vis forsøge at beskytte mod gnaverne, hvis de er et problem. Desværre er der ingen sikre metoder. Nogle steder virker det at ophænge friske uldtotter fra får, andre steder er det mindre virkningsfuldt, og man må i stedet for etablere en fysisk beskyttelse. Smøring med hjortetaksolie afskrækker med lugten, men regner efterhånden af. Ifølge bogen Frugt og bær, som er rettet mod de økologiske avlere, kan man lægge en skovlfuld muslingeskaller rundt om frugttræets stamme som værn mod musegnav.

Pas på æblerne

Hvis man stadig er selvforsynede med æbler, så er det en god ide ikke kun at holde øje med, at de ikke fryser, men også at fjerne eventuelt rådne æbler, da de kan smitte dem, de rører ved. Desuden udskiller de rådne æbler ethylen i en sådan mængde, at andre frugter og grønsager får kortere holdbarhed. Og så er der musene, som også tit er et problem i æblekasserne.

Fuglene foretrækker æbler, hvor rådprocessen er i gang, så alle rådne æbler skal ud i haven til fuglene. Solsortene er på pletten, så snart der er synlige æbler i sneen eller på foderbrættet. Ligger der nedfaldsfrugt på jorden under æbletræerne, er det en god ide at skovle eller feje sneen væk, så fuglene kan få adgang til dem.

Æbler på træ i januar

Golden Delicious er en af de æblesorter, som kan have æbler siddende på træet langt ind i januar til glæde for fuglene. Foto: Karna Maj

Frugtmumierne skal pilles af frugttræerne

Hvis der sidste år var æbler, som hang på træerne og i løbet af få dage rådnede med karakteristiske hvide cirkler på det rådne område, så var det forårsaget af svampen gul monilia. Hvis ikke du omhyggeligt fjernede alle rådne æbler efterhånden, så sidder der helt sikkert et større eller mindre antal meget små indskrumpede æbler ude på træet. Nogle er måske stadig nogle centimeter i diameter, andre er helt sorte og tørre og kun en halv til nogle få centimeter store. Det er en rigtig god ide at fjerne alle, som man kan få fat i uden at knække grene og sporepartier af, da svampen overvintrer i mumierne som mycelium. Hermed kan man begræsne smitten, så der bliver færre rådne æbler næste år. Hvis ikke fuglene har spist nedfaldsæblerne på jorden, så kan der ligge æbler inficeret med gul monilia, bl.a. de helt sorte, rådne æbler. Læs mere i artiklen Gul monilia

Løgblomster efter drivning

Måske har man allerede haft en del løgblomster i blomst hen over julen. Det kan være hyacinter, juletulipaner, tarzetter og amaryllis. Hvis de nu er afblomstrede og kun står tilbage med bladene, så skal man træffe valget mellem at smide dem i skraldespanden eller forsøge at genbruge dem. Mange af dem kan genbruges ude i haven, og for amaryllis vedkommende kan man dyrke løgene frem til ny blomstring næste år. Læs mere i artiklen Løgblomster efter drivning

Dæk med juletræets grene

Hvis man følger den gamle tradition med, at juletræet skal stå til efter Hellig Tre kongers aften den 6. januar, så er juletræet lige ved at være ikke klar til at vinterdække med. Og der er lige nu virkelig brug for dække af de sartere planter mod frost.

Som regel er det først i det tidlige forår, hvor frost veksler med klart solskin, at grangrene yder deres største beskyttelse og gør mest gavn. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide at lægge grenene hen over de mere sarte af havens planter. Lange grangrene kan stikkes ned i sneen eller jorden, hvis den ikke er frossen, så de arrangeres eller bindes rundt om sarte buske.

Hvis man ikke har nok fra juletræet, kan man ofte få lov til at hente nogle af de grene, som ligger i områderne i skovene, hvor der er klippet pyntegrønt inden jul. Måske ligger der stadig en stak usolgte juletræer nogle steder – de må være billige her efter nytår.

Man kan dog også drapere fiberdug rundt om sarte planter for at beskytte mod vinterklima og forårssolen, men det skæmmer havens udseende mere end grangrene.

Beskær ikke i hård frostvejr

Der skal være en helt klar og vigtig grund til at beskære træer og buske, for når man beskærer, fjerner man dele af plantens produktionsapparat. Der bliver færre blade til at forsyne træet med energi, og man skaber mulige indfaldsveje for svampeangreb.

Frugttræer kan beskæres her i vintermånederne, men den bedste sårheling får man ved sommerbeskæring.

Man kan godt beskære i frostvejr, men ikke når det fryser meget. Kraftig frost kan betyde, at grene på flere træer bliver som glas og springer, det gælder f.eks. ask. Kraftig frost kan også betyde, at der kan komme efterfølgende frostsprængninger ved de friske beskæringssår. Så det er bedre at vente, til vejret bliver mildere igen – hvis man vil beskære om vinteren.

Hvis man vil skære egne podekviste til at pode med i det tidlige forår, skal man vente til en frostfri periode.

Også styning af træer bør udsættes til lidt mildere vejr indfinder sig. Styning af træer skal foregå i januar, da man har brug for at træet sætter vanris.

Beskæring af birk, ahorn og vin må vente

Hvis man har et birketræ eller en ahorn, som man har planer om at beskære her i vinter, så må man nok indse, at det ikke kan blive i denne vinter. Vi har for hård frost til at beskære, og det ved at være allersidste chance, da de har tidlig saftstigning og vil bløde ved såring (miste masser af saft og dermed energi). Valnød har saftstigning allerede fra december. Selve blødningen er dog ikke så alvorlig for træet, det er det derimod, at træer i vinterperioden i dvale ikke har mulighed for at »reparere« på den skade, vi påfører dem ved at beskære. Det har de derimod i vækstsæsonen, så det er bedst at vente med med beskæringen til juli–august. Om sommeren er der desuden bedre mulighed for at vurdere virkningen, når man kan se træet med løv på.

I alle havebøger står der, at vin skal beskæres inden starten af det ny år. Men det kan ifølge vores vinekspert Michael Gundersen gøres helt hen i starten af marts, når vinterens frost er ovre. Det skulle være af mindre betydning, at vinplanten kommer til at bløde lidt. Til gengæld kan man bedre vurdere evt. skader fra vinteren, inden man beskærer. Michael Brat, Landbohøjskolen, er enig heri, og har i artikel i tidsskiftet Praktisk Økologi 6/2005 skrevet, at man kan vente helt frem til 1. maj med at beskære vinplanter på friland.

Afskedsreception for Elin Svendsen i Den Økologiske Have

Den Økologiske Have er i gang med et lederskifte her i januar. I den forbindelse inviterer Den Økologiske Have til afskedsreception for Elin Svendsen, som har været leder siden 1994.

Den Økologiske Have blev oprindelig startet som en del af Landsforeningen Praktisk Økologi i 1991. Og Elin Svendsen har siden 1992 været med til at udvikle Den Økologiske Have fra en næsten bar mark til en flot økologisk demonstrationshave på 20 td. land, som hvert år har ca. 21.000 besøgende, og der har i årenes løb været mange interessante projekter, kurser og markeder med økologi som omdrejningspunkt. Den Økologiske Have har siden 1998 været en selvejende institution.

Elin Svendsen vil i en overgangsperiode fungere som konsulent for den ny leder Laila Marie Christensen.

Afskedsreceptionen finder sted fredag den 15. januar kl. 15–17 i Pakhuset, Banegårdsgade 5 i Odder.

Januarnummer om selleri, auberginer, kålroer og dagliljer

I det det ny nummer af Praktisk Økologi er der sat fokus på selleri. Det er en grønsag, som kræver lidt af sin gartner, men selleri kan dyrkes med succes, hvis man gør en indsats. I bladet er der mange dejlige opskrifter med netop selleri, og det giver lyst til at dyrke selv. Der er også en interessant artikel om at dyrke auberginer på friland, og der fortælles om forsøg med kålroer, som ser ud til at blive en ny populær rodfrugt til haven. På blomsterfronten er der en artikel om dagliljer blandt stauder og græsser. I en interessant artikel fortæller Per Kølster om at lave malt til husbehov. Se oversigten over artiklerne i januarnummeret

Nyhedsbrev om økologi

Som noget nyt vil Landsforeningen Praktisk Økologi fremover udsende et gratis nyhedsbrev til alle interesserede.

Nyhedsbrevet vil indeholde informationer om aktuelle begivenheder inden for det økologiske område, og det skal være med til at skabe debat på det økologiske og miljøpolitiske område.

Du kan allerede nu tilmelde dig nyhedsbrevet, så du modtager det fra start af: Tilmelding til Nyhedsbrevet

Blomster i kornmark

Valmuer og kornblomster i kanten af en kornmark – et dejligt syn, når der dyrkes med plads til lidt natur. Foto: Karna Maj

Her er du: Forsiden > 2010 > Havenyt uge 1, 2010

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider