Havenyt uge 50, 2010

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Haven er i vinterens vold i denne uge, dagene er korte, og frosten slipper ikke sit tag selv midt på dagen. Planterne kan vi ikke gøre så meget andet for end at beskytte de sarte med endnu et par grangrene. Derimod er fuglefodringen vigtig, hvis der ikke er flere frø og æbler tilgængelige ude i haven. Er du begyndt at fodre fuglene, så husk dem selv her midt i juletravlheden.

Pigeonæbler i sne

Weekendens tøvejr var lige tilpas til solsortene, som nu igen kan finde de mange nedfaldsæbler. Måske er pigeonæbler ikke solsortenes livret – de foretrækker andre sorter. Foto: Karna Maj

I de kommende dage vil kulden blive hård med frost døgnet rundt, forudsiger meterologerne. Eneste undtagelse er et kort tøvejr torsdag ledsaget af sne, slud eller regn. Det er en ringe trøst, når temperaturen i følge meterologerne når helt ned til en halv snes graders frost om natten i denne uge. Barfrost er en barsk omgang for havens planter, så det er en fordel at få et lag sne – for planternes skyld.

Det var ellers dejligt med et par dage med tøvejr, hvor vi lige nåede at se lidt grøn have, inden frost og sne kom tilbage. Tøvejret gav også mulighed for at hente lidt grønsager ude i køkkenhaven – måske det igen kan lade sig gøre på torsdag.

Det var lidt livsbekræftende at se forårsløg som vintergæk og påskeliljer stå med hvidligt grønne spidser over jorden. Det behøver måske ikke absolut at blive hvid jul i år.

Vintergækker titter op af jorden

Vintergækker er ligeglade med vinterkulde – allerede nu er de oppe over jorden og venter kun på forår. Foto: Karna Maj

Røde bær på kristtorn

Kristtorn er en utrolig smuk busk/træ, og man lægger især mærke til den her i vintertiden. Det kan næsten ikke blive mere juleagtigt derude, end når sneen lægger sig på kristtornens blade og røde bær. Og de er smukke at bruge i julens dekorationer, både med og uden røde bær. Står de med røde bær nu, skal man måske sikre sig dem i tide, for i denne kulde er det fugls føde, og de kan være væk i løbet af få dage eller timer.

Desværre – til mange haveejeres fortrydelse – så er der ikke røde bær på netop deres kristtorn. Derimod kan man i andres haver se buske, som er næsten røde af bær.

Hvis man har en stor kristtorn uden bær, er det antagelig en plante, som kun sætter hanblomster. Man kan selvfølgelig også have en hunplante, som mangler bestøvning fra en hanplante. Enkelte planter kan være tvekønnede. For at afgøre det, skal man se på blomsterne i maj. Normalt skal man således have mindst en hunlig plante i egen have og i nærheden en hanlig til bestøvning. Hvis man skal ud og købe kristtorn, kan man i planteskolen få råd og vejledning omkring hun- og hanplanter. Der findes sorter, som er hunlige, og man kan købe gode DAFO sorter der er hun- og hankloner.

Hvis man gerne vil have en kristtorn med røde bær, er det sikrest at lave en aflægning af en, som allerede har bær. Hvis man kan bøje en gren ned og lægge lidt jord og en sten eller mursten over, vil grenen slå rod i løbet af et års tid. Kristtorn kan også formeres ved stiklinger.

Kristtorn sår sig villigt. Måske kan man finde nye små planter under store gamle kristtorn. Men med hensyn til røde bær, så er man jo her lige vidt, da man ikke kan se, om det er hun- eller hanplanter før senere. Man kan dog plante flere og så håbe, at nogle af dem er hunplanter og så fjerne nogle af hanplanterne senere. Men husk, at der også skal være en hanplante – der skal normalt være to for at give røde bær.

Kristtorn

En kristtorn med masser af bær – her har der ikke været problemer med bestøvningen. Foto: Karna Maj

Juleroser til jul

Juleroser kan man ofte grave op ude i haven med store knopper her før jul og drive dem indenfor. Men i år er vinteren kommet så tidligt, at knopperne slet ikke har nået at komme i gang med at udvikles.

Hører det med til juletraditionerne, at der er en blomstrende julerose i vindueskarmen eller midt på bordet, så er man i år nødt til at købe den. Antagelig er det ikke så svært at finde en, da juleroser, både de hvide og lyserøde, i de senere år er blevet en almindelig potteplante i mange butikker i vintermånederne. Når den er afblomstret kan man i en mild periode flytte den ud i drivhuset, så den gradvis vænnes til vintertemperaturer. Til forår kan den udplantes i haven. Måske går der et til to år, før den blomstrer igen, men det er normalt efter en drivning.

Julerose i frostvejr

I år er der vinteren kommet så tidligt, at juleroserenes knopper ikke er begyndt at røre på sig. I milde vintre er der ofte store knopper fremme før jul. Foto: Karna Maj

Vintergrønsager i december

Her i december er det en god ide med nogle solide hverdagsmåltider med masser af vintergrønsager som modvægt til julefrokoster, julekager og slik, som der er masser af på programmet i hele december.

Mange haveejere har stadig en del dejlige grønsager i køkkenhaven og æbler i kasser. I køkkenhaven er der grønkål og rosenkål, som fint kan plukkes selv i frostvejr. Det er en fordel at tø dem langsomt op, inden brug. Porrer kan man også hente, hvis ellers man har jorddækket, så jorden ikke er frossen i dybden. Måske er torsdag dagen, hvor der skal tages nye forsyninger ind af både porrer og rodfrugter, hvis man har dem under vinterdække ude i haven.

Porrer og vintergulerodsbed.

Køkkenhaven er stivfrossen, og det er ikke muligt at grave porrer op – det må vente til en tøvejrsdag. Bagved et gulerodsbed med vinterdække, som isolerer godt, så jordvarmen bliver under dækket. Beviset på at det virker, er sneen som bliver liggende på bedet. Foto: Karna Maj

Har man grønsagerne i kasser i udhus eller garage, så husk at holde øje med dem, for frosten er svær at holde ude. Måske skal de flyttes til lunere sted, eller der skal etableres nok varme til at holde det frostfrit. Det er dyrt, men forhåbentlig får vi snart lunere vintervejr.

Har man ikke selv grønsager i haven, så er der masser af gode danske produkter at købe. På trods af at de mest velsmagende æbler er de danske, så er der næsten ingen til salg i de store supermarkeder. Det udenlandske er billigere, men der er dokumentation for, at det, der importeres, bl.a. fra Sydeuropa, indeholder væsentlig flere rester af sprøjtemidler.

Støtter vi ikke vore danske producenter, så drejer de nøglen om, og ud over sund, dansk frugt og grønt, mister vi også arbejdspladser og får mere forurening i transportsektoren globalt set. Når man køber økologisk dansk frugt og grønt, støtter man både sin egen sundhed, miljøet og vore arbejdspladser, og her er man sikker på, at der ikke er sprøjterester i frugterne.

Gårdbutikker og levering af frugt og grønt til døren

Måske er julens luksus i virkeligheden at købe de velsmagende danske råvarer lige fra rødkål til røde pigeoner. Der er stadig mange små plantager, hvor man kan købe en kasse danske æbler ved vejen, og der er spredt ud over landet gårdbutikker med både frugt, grønt, ænder og flæskesteg til salg. På Ecowebs markedsplads kan du finde oversigter over økologiske gårdbutikker, stalddørssalg, abonnementskaser, torvesalg m.m. En anderledes juleindkøbstur kunne måske være en god ide midt i julemånedens stress.

Hvis man ikke har tid, så er der næsten overalt i landet mulighed for at bestille ugekasser med frugt og grønt leveret til køkkendøren, men her er der ikke garanti for, at det er dansk frugt og grønt – men man kan jo spørge, inden man bestiller sit abonnement. De fleste steder i landet kan man endda få leveret en abonnementskasse med økologisk frugt og grønt lige til døren.

Husk føde til fuglene trods juletravlhed

Vore standfugle har kun ganske få lyse timer til at finde føde lige nu, og når jorden er stivfrossen, bliver det ekstra svært. Så husk at fylde fuglenes fodringsautomater op – selv om tiden er knap i øjeblikket. Hvis man fodrer havens fugle fast, så er de afhængige af de steder, hvor de plejer at finde føde. Tager man på ferie i længere tid, end foderautomaten rækker til, så overtal en nabo til at fylde op.

Solsortene elsker helt eller halvrådne æbler, men tager da også til takke med helt intakte æbler. Måske er du så heldig at have en af de sorter, som holder længe på æblerne til glæde for fuglene. Det ser næsten overnaturligt ud med et æbletræ, som står i sne og frost med skinnende gule eller røde æbler. I mange haver ligger der stadig masser af nedfaldæbler, som fuglene kan finde, hvis snedækket ikke er for tykt.

Det er også vigtigt at sørge for, at havens dyr og fugle har tilgængeligt vand hver dag, når vandpytterne frysser til.

Her er du: Forsiden > 2010 > Havenyt uge 50, 2010

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider