Året rundt i haven

Sommerens herlige høst

Af Ida og Finn Johannessen, søndag, 24. juni 2007

I vor fortravlede teknologiske tidsalder er det balsam for en stresset sjæl, når rundturen med indkøbsvognen i supermarkedet kan erstattes med en tur rundt i haven.

Hyld

Normalt plejer hylden at blomstre til Sct. Hans – det har også været den tid, hvor børnene plejer at få sommerferie, så vi har i mange år kun lige akkurat nået at lave hyldeblomstdrik, inden vi fór af sted på sommerferie. Nu er sommeren kommet tidligere og børnene får senere sommerferie, så i år er der ingen problemer med at nå det hele.

Hyldeblomster

Hyldeblomster Foto: Finn Johannessen

I sidste uge plukkede vi hyldeblomster og lavede hyldeblomstdrik. Vores hyldebusk bliver enorm, hvis ikke den beskæres drastisk hvert år. Den nemmeste måde at foretage såvel beskæring som høst er ved at klippe alle de overflødige grene af, når hylden blomstrer – så er det nemt at høste blomsterskærmene nede på græsplænen. Skærmene overhældes med vand, sukker og citronsaft og står og trækker et par dage, hvorefter saften hældes på flasker. Pulpen har vi i år prøvet at bruge til kryddersnaps – den smager godt, men vores favorit er nok stadig bukkarsnaps.

Kirsebær

I vores havestue gror et 20 år gammelt Kelleris syltekirsebær, som tidligere beskrevet. Det bærer overdådigt hvert år, og solsortene kan ikke komme til at spise bærrene – når altså bare vi husker at lukke døren ud til haven og kun åbner de vinduer, der har fuglenet. Træet, der er knap 3 m højt, bærer hvert år ca. 10 kg bær. Det blomstrer allerede i april, næsten en måned før det ville have blomstret på friland, og her sidst i juni er bærrene modne og klar til høst. Helt modne kan Kelleris også spises friske – der er godt nok mere syrlige end moreller, men de smager stærkt og godt!

Kirsebærrene plukkes

Kirsebærrene plukkes. Foto: Ida Johannessen

Vi udstener bærrene inden vi fryser eller sylter dem. En effektiv kirsebærudstener af fornuftig kvalitet kan fås til ca. 300 kr. og den gør unægtelig arbejdet med at udstene bærrene meget nemmere. Meget udstyr til hjemmeproduktion blev tidligere fremstillet i Østtyskland, men forsvandt fra markedet ved murens fald. Nu er det imidlertid ved at kunne fås igen – måske er det blevet trendy at gøre ting der tager tid!

Kirsebærrene udstenes

Det ser blodigt ud, når bærrene udstenes! Foto: Finn Johannessen

Sommerkartoffelsalat

Der findes ikke noget så dejligt som nye kartofler – hos os er især kartoffelsalat med alt grønt fra haven populær. Vi kan godt anbefale en salat bestående af kogte kartofler blandet med friske grønne asparges, forårsløg, portulak, hvidløgstoppe, salvie og blade af bronzefennikel, og overhældt med en hjemmelavet olie/eddike/sennepsdressing. Det er bare dejligt til en grillpølse, kyllingelår eller hvad man nu har. Vores »grillkul« er også af egen avl: Vi tænder op med en bunke tørre pinde – når de er brændt ned, gløder de længe nok til, at kødet kan blive stegt.

Grillaften

Grillaften med dejlig sommermad fra haven. Foto: Finn Johannessen

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Ida og Finns have > 2007 > Juni > Sommerens herlige høst

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider