Plant en fuglevenlig have

Af Erik Hørning, landskabsarkitekt

Gennem det rette valg af planter kan man skabe forudsætningen for et rigt fugleliv i sin have. Det gælder om at sørge dels for gode redemuligheder, dels for en stor årstidsvariation, som giver et konstant fødeudbud. Desuden for vand, mulighed for sandbad og ikke mindst en pleje af haven uden brug af kemiske midler.

En god haveplan

I en god haveplan er der taget højde for følgende:

  • Stor variation i artsvalg (farver, højde og drøjde)
  • Jævn aldersfordeling (planter på alle udviklingstrin)
  • Plantning i både grupper og solitært
  • Planter der producerer frugter og bær
  • Planter der tiltrækker insekter
  • Både tætte og åbne planter

Plantevalget

Der kan nævnes en meget lang række planter, der er egnede, men jeg har i nedenstående planteliste udvalgt nogle gode vedplanter (træer og buske), der er naturligt hjemmehørende i Danmark. Det er gjort ud fra betragtningen om at forsøge at øge bevidstheden om en dansk naturidentitet, også i haverne. De nævnte planter kan bruges til at danne skelettet/den grove ramme i havens opbygning. Udfyldning af rammen kan så ske med indførte planter, hvor der i videre udstrækning kan tages hensyn til det, der også er vigtigt i en have, nemlig æstetikken.

I listen er først nævnt plantens danske og latinske navn, dernæst hvilken bevoksningstype den enkelte art er velegnet til, samt til sidst hvilke fødemuligheder planten tilbyder fuglene, samt om planten er egnet til redeplacering.

De fugle, der især vil blive tiltrukket af de nævnte planter er: drosler, sangere, mejser, finker, irisker og siskener, altså et bredt udvalg af de i Danmark almindeligt forekommende småfugle.

Redemuligheder

Visse fugle foretrækker ofte en eller få bestemte træer/buske til placering af reden, men der er nogle generelle krav, der som regel skal være opfyldt for, at der er tale om et egnet redested:

  • Egnet grenbygning (bedst er vandret forgrening med tveger)
  • Udsyn (redetræet udnyttes ofte også som sangpost)
  • Skjul (reden er skjult udefra, læ for regn og vind)
  • Tilgængelighed (plads til ind- og udflyvning)
  • Tæt på fourageringsområde (jo kortere afstand til føde, jo mindre energi bruges)
  • Forgreningens højde over jorden (mange arter har reden i bestemte højder)

De hulrugende arter har trange kår i en dansk normalhave, hvis ikke der opsættes redekasser. Dimensionerne på kassen tilpasses den enkelte art/artsgruppe, og kassen bør udføres i ubehandlet træ. Hulrugere i haven er bl.a. mejser, stær, rødstjert og skovspurv.

Kvasbunke/uplejede hjørner

Mange småfugle søger føde i kvasbunker, der desuden er et egnet redested for bl.a. gærdesmutte. Sangere som gransanger og løvsanger placerer deres rede på jorden, gerne i ly af en kvasbunke.

Havens »naturlige« hjørne, bevokset med græsser og høje, flerårige urter tiltrækker insekter og er derfor et godt område til fødesøgning.

Vand og sandbad

De fleste fugle har behov for at drikke og bade. En flad skål med vand er som regel nok, men husk, er man begyndt at stille vand ud, må skålen aldrig være tom.

Mange fugle har behov for at bade i sand eller støv (for at pleje fjerdragten), så hvis der ikke er muligheder for dette i havens etablerede bede eller køkkenhaven, bør der anlægges et lille særskilt område, og her vil ½–1 m² være tilstrækkeligt.

Vinterfodring:

Kan til en vis grad opretholde en bestand. Er man begyndt at fodre, skal man blive ved hele vintersæsonen. Fodring har først og fremmest nytte som en sjov ornitologisk disciplin.

Pleje af haven

Havens pleje er selvfølgelig meget afhængig af de individuelle krav til havens funktion og æstetik, men at en have (ligesom et stykke natur) er en dynamisk og levende størrelse bør tages med i overvejelserne om plejens karakter, ligesom det må kræves, at jorden i haven er levende og i økologisk balance.

Bekæmpelse af uønsket plantevækst og dyreliv må selvfølgelig ikke foregå med kemiske midler. Når en have først er anlagt, bliver der fremover tale om udvikling af beplantningerne, dvs. at planterne skal plejes og udvikles på en sådan måde, at de danner en sund, funktionel og smuk have, der vrimler af liv.

Fuglevenlige træer og buske

Herunder en oversigt over træer og buske, som er til gavn for fuglene i form af forskellig slags føde eller til redebygning. Desuden de enkelte arters anvendelse i haven enten som hæk, i gruppe eller solitært.

PlanteAnvendelseFødeRede
Taks (Taxus baccata)Hæk, Solitært, gruppeFrugtJa
Skovfyr (Pinus silvestris)SolitærtFrugtJa
Ene (Juniperus communis)Solitært, gruppeFrugtJa
Seljepil (Salix caprea)SolitærtInsekter
Vortebirk (Betula verrucosa)Solitært, gruppeFrugt, insekterJa
Hassel (Corylus avellana)GruppeFrugtJa
Bøg (Fagus sylvatica)Hæk, solitærtFrugtJa
Stilkeg (Querqus robur)Hæk, solitært, gruppeFrugt, insekterJa
Fjeldribs (Ribes alpinum)GruppeFrugtJa
Hvidtjørn (Crataegus monogyna)Hæk, solitært, gruppeFrugt, insekterJa
Alm. røn (Sorbus aucuparia)Solitært, gruppeFrugt
Brombær (Rubus fruticosa)Solitært, gruppeFrugtJa
Fuglekirsebær (Prunus avium)SolitærtFrugt
Naur (Acer campestre)Hæk, solitærtJa
Lind (Tilia cordata)Hæk, solitærtJa
Havtorn (Hippophae rhamnoides)GruppeFrugtJa
Vedbend (Hedera helix)Espalier, bunddækkeFrugtJa
Ask (Fraxinus excelsior)SolitærtJa
Hyld (Sambucus nigra)Solitært, gruppeFrugt, insekterJa

Kommentarer

Der er 7 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Rosenbud

Rugemaskine til udrugning af kyllinger

Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Fugle > Plant en fuglevenlig have

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider