Vegetativ formering af mynter

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Myntearter og -sorter er der mange af. Faktisk rigtig mange, hvis man begynder at interessere sig for mynter: Agermynte, bowles mynte, Eau de Colognemynten, grøn mynte, grå mynte, kiwimynte, krusemynte, loppemynte, pebermynte, polejmynte (giftig – må ikke spises), vandmynte, æblemynte plus mange flere.

De mere sjældne, må man købe, mens det ofte er muligt at få de mere almindelige arter fra andre haveejere.

Mynter krydser meget let

Mynter krydser meget let, så derfor er den eneste måde at opformere arter og sorter på, at man »nøjes« med at opformere dem vegetativt i stedet for at så frø. Fra frø er man næsten sikker på, at afkommet er krydsninger. Og dette er ofte ikke så interessant, med mindre man vil eksperimentere med krydsninger. Mange af myntesorterne er faktisk vellykkede krydsninger.

Vegetativ formering

Til gengæld er det meget let at få flere mynteplanter ved vegetativ formering, hvis man har adgang til at tage udløbere af en »moderplante«, hvor man er sikker på art/sort, eller som man bare synes smager rigtig godt. Der er masser af mynter rundt om i haverne, som ejerne ikke kender navnet på, men som har en fremragende smag. Så derfor smag på alle mynter, du kommer forbi. Det er næsten altid muligt at få et stykke udløber med hjem. I august er der som regel gode udløbere med smårødder og ansats til blade på rodstængelen. Og det er alt, hvad der skal til.

Hvis man har fået smag for myntete eller bruger mynter i stor stil i maden, kan man også hurtigt lave rigtig mange planter ved at »ribbe« en plante for udløbere. Når det er mynter, er sådan en behandling næsten en fordel, da det forhindrer, at mynten breder sig uhæmmet.

Hvis man har et stort stykke med den pågældende mynte er det selvfølgelig lettere bare at dele den og grave et stort stykke op med gode rødder.

Hvis man har købt mynte, som man synes smager godt, kan tage nogle stilke og sætte dem i vand. De sætter rødder i løbet af en måneds tid. Man kan godt bruge de øverste fine blade til mad og nøjes med at sætte de nederste lidt grovere stilke i vand.

Sådan formerer du let mynte

Nedenfor kan du se, hvordan du meget enkelt og hurtigt laver mange mynteplanter.

Pebermynte

En mynteplante sender masser af udløbere ud, og det er let at hive eller grave en udløber op med rødder. Foto: Karna Maj

Pebermynte

Nogle få udløbere kan give mange planter. Her kan man se, hvor aggressivt mynte breder sig. Den ene udløber er allerede ved at danne side udløbere. Foto: Karna Maj

Pebermynte

På udløberne er der rødder ud for hver par bladskud. Foto: Karna Maj

Pebermynte

Udløberne klippes i passende stykker. De kan plantes enten enkeltvis i potter eller i f.eks. en kasse, hvis man ønsker at opformere i stor stil. Det er en god ide at lade hvert stykke have 3 skudpar med rødder, så fylder planterne hurtigt mere, og på et stykke udløber er ikke alle rødder udviklet lige godt endnu. Foto: Karna Maj

Pebermynte

De enkelte stykker lægges vandret og øverligt i jorden – som de ligger naturligt, når planten sender rodskud ud. Jorden holdes fugtig. Efter 1–2 uger kommer der fine skud op. Foto: Karna Maj

Plant mynter i spande

Mynter vokser godt, og de sender masser af udløbere ud i alle retninger. Et bed med mange slags mynter kan faktisk hurtigt blive uoverskueligt, så det kan være en god ide at plante mynter i hver sin spand uden bund.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Formering > Vegetativ formering af mynter

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider