Den Økologiske Have i Odder er Skandinaviens største økologiske besøgshave. Her kan man hente inspiration til at dyrke sin have økologisk fra i alt 14 emnehaver. Der er urtehave, frugthave, stor køkkenhave og væksthuse, hvor man kan se mange arter og sorter. Der er grøngødningsbede, pilebede, kompostbeholdere, mange stauder, en parcelhushave og meget mere. Alene i urtehaven vokser 150 arter og sorter af urter til madlavning, medicin, farvning osv. Der vokser over 1000 arter i Den Økologiske Have i dag.
Den Økologiske Have blev startet af Landsforeningen Praktisk Økologi på en 7 ha stor bar pløjemark i 1991 med det formål at skabe en demonstrationshave for økologiske dyrkningsmetoder. Haven er blevet opbygget og drevet gennem en enorm indsats fra medlemmer af Landsforeningen Praktisk Økologi, frivillige, folk i aktivering samt projektansatte. Haven er i dag en selvejende institution – og den er under stadig udvikling.
Landskabsarkitekt Niels Junggreen Have har tegnet Haven og står for de store linjer så som stianlæg og emnehavernes placering og form. Formidlingen og den praktiske pleje i Den Økologiske Have sker på et naturvidenskabeligt grundlag. Professionelle og uddannede gartnere samt faglærere står for anlæggelse af emnehaver samt for tilrettelæggelse af plejen.
Haven udfører afprøvninger og græsrodsforskningsforsøg med det mål at finde frem til praktiske løsninger og bedre måder at gøre tingene på. Men Haven er i dag først og fremmest en åben demonstrationshave, som hvert år besøges af mange tusinder, som her finder inspiration i praktisk økologisk dyrkning og dyrehold.
Den Økologiske Have, som nu er på 10 ha, indeholder en lang række emnehaver, hvor man kan se økologisk dyrkning i praksis:
Køkkenhaven er meget stor og her vises så mange forskellige grønsagssorter og arter som muligt. Her er både almindelige og ualmindelige urter. De ualmindelige som purpurkål, rød sølvbede, jordbærspinat, kardon m.fl. Køkkenhaven dyrkes i en meter brede bede, der så vidt muligt ikke betrædes. Det giver, sammen med tilførsel af kompost og dyrkning af grøngødning en god løs jordstruktur. Her kan man se, hvordan dyrkningsmetoden har forvandlet en tung lerjord til god dyrkningsjord. I mange bede blandes blomster med grønsager, og denne mangfoldighed af blomster og urter er medvirkende til at holde skadedyrene i skak.
Her præsenteres ca.150 forskellige planter, som gennem tiderne har været brugt til f.eks. lægeurter, krydderurter, troldomsurter. Der er urter som bruges til te og til at sætte på snaps og til at lave øl af. Urtehaven er fyldt med historier fra folkekulturen. Urtehaven giver et mangfoldigt miljø med masser af gode insektplanter, som tiltrækker sommerfugle, svirrefluer, humlebier osv. Urtehavens blomsterflor giver farver og dufte, som er er en oplevelse i sig selv.
I parcelhushaven er der drivhus og frodige grønsagsbede. Foto: Karna Maj
Dette er en model af en parcelhushave, som har det hele. Der er køkkenhave, plæne, prydbede, krydderurter, drivhus, hæk, fuglebad, frugtbuske, et lille hønsehold, kompostbeholder, bålplads m.m. Frugtbuskene er placeret, som var de almindelige prydbuske. Køkkenhaven er lagt midt i haven, så den får masser af sol, hækken er i en bræmme af træer og buske, som er udvalgt efter, at de skal give gode redesteder og bær til fuglene.
Staudehaven er ikke en traditionel staudehave, det er derimod et forsøg på at skabe biotoper, som tager udgangspunkt i den natur hvor planterne oprindelig kommer fra. Det er en have som er beregnet til at være under udvikling over mange år, og den vil hele tiden byde på små nye oplevelser. Her er en steppehave, hvor jorden er tør og næringsfattig, og hvor der gror planter som steppesalvie, pragtrøllike, timian, lavendel m.m. Der er en sumphave med sumpplanter, der er er en skyggehave og en halvskyggehave undervejs. Der er præriehaven med præriens planter som solhat, solbrud, lampepudser m.m.
I samarbejde med Foreningen af Danske Vinavlere er der nyligt anlagt en »vingård«. Den Økologiske Have har en placering, som er meget velegnet til vindyrkning: En lerjord, som holder på fugten og giver smag til druerne, og de solskinstimer, der skal til, for at dyrke druer til vinfremstilling. Der findes idag en del forskellige druesorter, som bruges i fremstillingen af dansk vin. Den dominerende drue er »Rondo«, som er en god drue til dansk rødvin. Vinplanterne er bundet op på 3 forskellige espaliersystemer med dobbelttråde. Pælene er robinietræ, som holder 35 år i jordkontakt uden at rådne.
Frugthaven er en samling af forskellige frugtbuske og frugttræer. Der er forskellige sorter af almindelige frugttræer, som æbler, pærer, kirsebær, men derudover er der mere specielle frugter som: morbær, mispel, valnød, kvæde, surbær m.m.
Hegn af hasselbuske mod vest og mod øst er et mere varieret hegn er et gode gemmesteder for fuglene, som er med til at sikre den økologiske balance i haven. Der er desuden plantet et stauder og sommerblomster, som tiltrækker insekter, for på den måde at sikre et mangfoldigt insektliv og dermed en naturlig biologisk bekæmpelse af skadedyr.
I Den Økologiske Have er der bygget 2 store domer, på tilsammen 60 m². Den ene er til udstilling, her dyrkes mange forskellige sorter af peber, tomater, chili, agurker, basilikum m.m. Der dyrkes uden spagnum, og i stedet benyttes en kompost, der er produceret af Farmergødning.
I den anden dome fremstilles stiklinger til salg eller udplantning i Haven.
Domerne er en solid konstruktion i træ beklædt med plastik, som kan modstå solens ultraviolette stråler i cirka 5 år, hvorefter det må udskiftes. De er ikke praktiske til kommercielt drivhus, men dejlige at være i.
Bede med demonstration af grøngødningsarter og -blandinger. Foto: Karna Maj
I en række bede vokser forskellige grøngødningsplanter. Der er enkeltarter og blandinger. De samme arter og blandinger kan købes i Havens butik. Nogle arter er gode til at løsne jorden, fordi de har et dybtgående rodsystem, andre binder luftens kvælstof i bakterieknolde på rødderne og gøder på den måde jorden.
Desuden er der en skovhave under opbygning, en skolebigård og en udstilling af kompostbeholdere m.m.
Der er café og butik i et lille hyggeligt træhus. Cafeen byder på boller, kage, is, slik, kaffe, te og andre drikkevarer. I butikken kan du købe bøger, pjecer, fiberdug, videoer, frø, honning, sæsonens grønsager og forskellige urter, m.m. En del af sortimentet sælges også via Den Økologiske Haves hjemmeside. Have, café og butik er åben næsten hele året.
Der er puslerum, handicaptoilet og P-plads (obs. stierne er ikke gode for rolatorer).
Til børnene er der æsler, der må klappes, høns, frilandsgrise og får. Der er en legeplads med kæmpesandkasse med køkkengrej i, pilehytter med tunneller imellem og et telt med halmballer, hvor man kan boltre sig.
Året igennem er der aktiviteter i Haven, der er søndagsrundvisninger, kurser og store arrangementer. Se oversigt over arrangementer og øvrige tilbud på www.ecogarden.dk.
Haven tilbyder hver søndag i sæsonen en gratis rundvisning, derudover udføres ca. 70 bestilte rundvisninger om året. Det er for kokkeskoler, AMU kurser, pedelmedhjælpere fra boligforeninger, elever fra Dansk Center for Jordbrug, produktionsskoler, daghøjskoler, kommuner, busselskaber, foreninger af alle slags, osv.
Anden søndag i august afholdes der hvert år et miljømarked, hvor en lang række virksomheder udstille og demonstrerer deres miljøvenlige produkter.
Den store køkkenhave med en af væksthusdomerne i baggrunden. Foto: Karna Maj
Liatris i staudehaven med biotoper. Foto: Karna Maj
Alle arter i urtehaven har skilte med artsnavn og information om planten. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Små anlæg med granit, krukker og stauder
Fyns største Humlehave.
Vestlollands botaniske have
Krydderurtehave med 1400 arter/sorter
Her er du: Forsiden > Inspiration > Besøg i haver > Den Økologiske Have i Odder
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…