Ugen, der gik i ged

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Det var mandag

–efter en lang, skøn weekend i haven. Dagen startede med, at fibernet folkene gravede TDC kablerne over. PUF! Tre døgn uden Internet og fastnettelefon fulgte. Den teknologi, jeg elsker at hade, forsvandt. Jeg får stærke hjernesmerter af trådløse forbindelser, og har derfor ikke mobiltelefon. Nul hul igennem betød så, at jeg atter kunne begive mig ud i haven, og tage mig af oversete hjørner.

Det første, jeg fik øje på, da jeg kiggede tomater og agurker efter i sømmene, var, at alle tomatplanterne var stærkt angrebet af bladlus. Basilikum i plantekasserne, for at holde bladlus væk, tykke striber af kanel for at holde myrerne væk fra agurkekasserne, og kaffegrums i stride stænger (snegle), får i forvejen mit drivhus til at lugte af julekage, nu skulle der tilføjes lugten af sæbespåner. Dog først efter, at have fjernet al den bladlus inficerede citronmelisse, der havde invaderet drivhuset. Både udenfor og indenfor glasset. Kravle, kravle, av min ryg. Derpå måtte jeg klippe alle de nederste tomatstængler væk, så nu ligner planterne et humoristisk forsøg på at skabe tomattræer.

Der burde jo ligge bare 4 kartofler? Foto: Kirsten Dietrich

Så blev det tirsdag

–da mine kartofler er lagt for mere end to måneder siden, og flere forgæves forsøg ikke har givet resultat, begyndte jeg at undre mig. Jeg kunne ikke kontakte omverden for gode råd, men pludselig spurgte manden, hvorfor jeg havde smidt en lilla kartoffel – Blå Congo – over ved døren til skuret?

Efter 3 dages forgæves forsøg med at grave jorden forsigtigt igennem, måtte jeg have hjælp til at SE de s… kartofler. De var der, men jeg kunne ikke se dem. Derfor lå de hist og pist og strittede godt indsmurt i jord.

Onsdagen blev tilbragt i køkkenet

–i højt humør med nedfrysning, tilberedning af alskens herligheder fra haven, samt syltning af flere rare sager. Samt starten på mit nye urteapotek.

Foto: Kirsten Dietrich

Tidligt torsdag morgen

–kom træmændene. Vi har to markante 120 år gamle træer på grunden. Mændene skulle fælde det ene, fordi naboen for et par uger siden stod i blæsevejret, og nær var blevet et hoved kortere. En af asketræets store grene ramte jorden ved siden af hende med et brag.

Vi måtte sige farvel til vores udsigt fra køkkenvinduet, og indgangen til baghaven. Opgaven klarede de to klatremænd på en god times tid, bagefter traskede jeg rundt imellem grene og løv, mens jeg funderede over, hvor mange arbejdstimer, der ligger i at save sådan et træ op, når man nu ikke kan betale sig fra det. I mit hoved lød sangen fra Porgy and Bess »I’ve got plenty of nothing, and nothing’s plenty for me«.

Foto: Kirsten Dietrich

Samme dag vi fik vores forbindelser igen, fordi TDC gutterne tålmodigt sad i grøftekanten på to fliser med 200 spindelvævstynde ledninger, der skulle forbindes. Håndens arbejde anerkendes alt for lidt, siger jeg bare.

Slut på ugen, der gik

–en hel del mere tumult senere, (der sker jo andre ting i vores liv end det, der foregår ude i haven, hvilket ikke haveejere tvivler på) sad vi bænket om spisebordet med det ene barnebarn, og skulle nyde en hakkebøf med de nu indsamlede første kartofler.

Der er intet så godt som en mad med Blå Congo Foto: Kirsten Dietrich

Men knægten nægtede at spise lilla kartofler. Så sprang der en sikring – mere om det senere – og jeg hørte mig selv sige »Luk røven!« til en 4årig. Jeg blev selv lidt forbløffet, men med pædagogisk snilde tilsat lidt kærlighed, fik jeg dog listet en smagsprøve ind i munden på ungen, og han spiste dem alle med velbehag – med portvinssovs til. Han klappede sig glad på maven. Ugens sejr! Årsagen til min meget lave irritationstærskel var fredagens overraskelse.

Fredag morgen

–var jeg havemør. Glad over at have fået min pc tilbage, (der i sagens natur ikke er trådløs), besluttede jeg at bruge dagen til at arbejde en smule, og ellers flade ud. Klokken syv morgen sad jeg i min seng med dagens første kop kaffe, da der lød en eksplosion af glas nedenunder. Stilhed. Jeg holdt vejret, indtil råbet gjaldede »Kom lige herned!«

En flaske hyldesaft, der stod på det lille bord henne ved vinduet, var eksploderet.

Min mand var netop kommet ind fra haven, og et projektil af en patentprop plus en halv flaskehals, var lige landet 30 cm bag ham. Hele køkkenalrummet og stuen inde ved siden af sejlede i glasskår og hyldeblomst¬saft. Gulvtæppet, møblerne, hynderne, bordene og reolerne silede af sukkervand, ingen kunne bevæge sig henover gulvet for glassplinter. Ægtefællen havde, efter tre dage uden Internetforbindelse, ikke flere muligheder, arbejdet i storbyen kaldte, så jeg fik tjansen. Det tog en hel dag at gøre rent og rydde op. Trods omhyggelig finkæmning fandt jeg samme aften en glassplint midt på gulvet.

Foto: Kirsten Dietrich

Derfor røg ordene ud af min mund, da morfar samme aften vendte hjem med et styk barnebarn, der ikke ville spise lilla kartofler. Jeg mente hvert et ord, og ville sandsynligvis gentage dem, hvis jeg nogensinde igen kommer til at sidde dødtræt og hænge på en spisestuestol efter en lignende uge.

Trods et lang livs erfaring med syltning havde jeg glemt(!), at når hyldeblomstsaften er siet igennem et kaffefilter – hvilket tager en krig – (hvorfor har man dog smidt den gamle stofpose med stativ ud, bare fordi man køber en saftkoger?) er den så tilpas afkølet, at den aldrig nogensinde må hældes på flasker uden at koge op igen. Den står og gærer, og på et tidspunkt eksploderer den.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Ugen, der gik i ged

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…