Vand

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Mit nyplantede Discovery æbletræ – udenfor rådyrenes rækkevidde Foto: Kirsten Dietrich

Alle haveejere kender glæden i april og maj ved alt det, der vokser på vores helt egen matrikel. Det, vi har overtaget fra de forrige beboere, og det vi selv har skabt – med en smule hjælp »oppefra«. Ingen af os har rigtig tid til familiesammenkomster i forårsmånederne, fordi det altid går ud over det, vi har planlagt i de weekends, solen skinner, og der er så meget, vi skal nå.

Hvert eneste år sidder jeg med morgenkaffen og fryder mig over alt det mylder, og alle mine planer. I år er der gået en anelse skår i glæden. Jeg sprang ud af sengen og kørte på planteskolen meget tidligt, for langt om længe at købe det Discovery æbletræ, jeg har ønsket mig så længe. Og ignorerede fuldstændig den ven, der for år tilbage sagde, at han synes, det var meget optimistisk af os at plante frugttræer i vores alder. Det er heldigvis et perspektiv, jeg slet ikke deler. Tænk på den gamle kone, der har plantet mit enorme valnøddetræ, vores hindbær, solbær og rabarber. At plante træer handler ikke kun om drømmen om den gavn, man får af dem, men også om glæden ved at stikke noget i jorden, der vokser helt af sig selv.

Som min mand, der er søn af en haveglad øbo, altid siger, man kan plante træer hele året rundt, det gælder bare om at vande. På vej ud med spade og det lille æbletræ, stødte vi på endnu en optimist i form af en solsort, der har bygget rede lige over vores cykler under et åbent halvtag i en have, der vrimler med skader og krager.

Solsorten på reden. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg bor i et land, hvor vi er så vant til, at haven plus vand og omhu absolut giver bonus. Oveni et lille drivhus kan stort set alt lade sig gøre her til lands. Hvis man orker at bruge sin tid og energi – plus lige at huske at vande – er det stort set umuligt at undgå gode resultater med ret meget af det, vi putter i jorden. Samme eftermiddag så jeg en film om klimaændringer og et helhjertet (?) forsøg på endnu et projekt, der skulle omdanne et ørkenområde til en frugtbar plet, hvor man kunne høste grøntsager.

Køer i baghaven. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg har altid undret mig over, hvordan det kan være, at danskere skulle lære et urgammelt folk i Afrika at dyrke grøntsager? Ja, de mennesker, der bor langs Nilen, kan. Men hvad med de andre?

Små landbrug i en oase Foto: Kirsten Dietrich

Når man ser, at unge grækere fra storbyen flytter ud på en ø, hvor befolkningen i århundreder har været glade og tilfredse med en sparsommelig tilværelse og intakt bevidsthed om, at selvforsyning kræver energi, tålmodig og vand, er det ufatteligt, at der findes mennesker tilbage på kloden, der ikke ved, at dyrkning af mad kræver sol og vand. I Danmark, hvor en stor del af befolkningen brokker sig, hvis sommeren ikke byder på hedebølger 3 måneder i træk, er det ikke til at forstå, hvorfor vi ikke ligger på knæ og takker forsynet for at bo et sted på jorden, hvor vand ikke er en mangelvare.

En kilde frit tilgængelig ude i en ørken, hvor alle kan drikke eller bade, og ingen – endnu – har spærret området af, og gjort krav på ejerskab til vandet. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg har rejst en del i ørkenen, altid med en oppakning af mad og vand i rigelige mængder. Passet i begge ender af lokale beduiner, der ved, hvad mennesket ikke kan klare sig uden ret længe af gangen. Vi har passeret kilder, hvor vandet bragede ud af »ingenting«, og slet ikke fattet, at vand er noget, andre kan eje. At viden og erfaring om dyrkning af grønt kan bruges til intet, hvis man ikke bor i nærheden af vand – man vel at mærke har lov til at bruge. På en ekstra lang og meget varm tur, kom vi engang til en lille rislende kilde, hvor vi alle prompte forsøgte at vaske os uden alt for åbenlyst at vise stykker med bart, mens en af de lokale fyldte en tom plasticflaske og skyndte sig at vande en lille vissen pind, der var sat i sandet, sidst de var forbi. Det syn sidder fast på min nethinde for evigt. Sådan skaber man oaser.

Håbet, der vandes. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg bor ikke langt fra et fællesejet lille vandværk. Af og til slukkes der for vandet, når et filter skal skiftes eller en reparation er nødvendig. Det får os til at huske, hvor skrøbelig balancen er. At rindende vand til mad og bad, samt sparsommelig vanding af køkkenhave og drivhus ikke er en selvfølge, samt hvor lidt der skal til for at skabe ubalance. Vi havde tørke i foråret 2015 i en lang periode, hvor haver og marker stod i jord, der sprækkede. Hvor jeg kørte forbi en løgmark i august måned med en vandspreder, der postede vand udover marken midt på dagen i fuld sol, og alle løgene hang sådan med ørerne, at det lignede en kuldsejler fra dag et.

De myldrende tanker, der dukkede op ved filmen om klimaændringer og vandmangel, har svært ved at forsvinde. De griber ind i min glæde over årstiden og mine spirekartofler, der sammen med stikløg ligger og råber på at komme i jorden. Tomatplanter og agurkeplanter, der står i vindueskarmene på vej over i store potter og ud til klimatisering i drivhuset. Alt, hvad vi har i haven, er vandkrævende, noget mere end andet.

Der går lige nogle dage, før jeg igen kan sidde og hoppe indvendigt over morgenkaffen, og al det vidunderlige, der står i kø udenfor. Det, jeg har arvet fra forrige generationer, og al det, jeg selv putter i jorden. En aldrig svigtende fryd over dels at have lært at dyrke det, og alle de mirakler, der dukker op år ud og år ind, uden jeg har den store andel i fænomenerne. Æbletræer, pæretræer og blommetræer. Citronmelisse, mynte og timian. Tillige med det jeg selv sætter gang i af tomater, agurker, kartofler, løg, gulerødder og salat. Intet af det, kan man dyrke i Afrika uden vand, som vi altså har arvet kvit og frit.

Fofatteren ved bilen på en af hendes over 10 rejser i ørkenen. Foto: Tom J.

Og nej, jeg har ikke haft vand i kælderen eller stormflod i haven. Jeg har heller ikke boet i områder med tørke, sult eller skovbrande. Bare i en helt almindelig have i Danmark, hvor det stadigvæk er en stor glæde at dyrke grøntsager, have gokkende høns og udsigt til nogle køer på marken. Så nu vil jeg fokusere på en anden film, der godt nok viste de mange steder på kloden, hvor forværrede klimatilstande har overtaget magten, men også de mange tusinde mennesker der knokler for at redde jorden. Og ikke bare deres egen, men hele kloden. Det er jeg meget taknemlig over.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Vand

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…