Hvem er eksperten?

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Hele mit liv har været præget af et skeptisk forhold til autoriteter. Jeg står ikke, som vores forhenværende statsminister, forrest i køen, der kritiserer smagsdommere og eksperter, men jeg ender ofte i en diskussion om, hvem der er eksperterne? Og hvorfor det, de påstår, er korrekt, hvis det ikke passer ind i mine iagttagelser og erfaringer?

Som kunstner ved jeg, hvor vigtigt det er at gå både til grænsen og over. Kreativitet indebærer jo, at man tør eksperimentere både med sig selv og materialerne.

Skriften på halmballer Foto: Kirsten Dietrich

Erfaringer indenfor snart sagt alle fag, viser, at vedtagne regler er til for at gradbøjes. Meget af det, vi lærte, da jeg gik i skole, er glemt viden, og slet ikke brugbart mere. (Hvilket godt kan give anledning til sørgmodighed over alle de år, vi har siddet på rækker og forsøgt at lære totalt ubrugeligt stof – jeg har netop i anden anledning gennemset et par historiebøger fra min skoletid, en skræmmende oplevelse). Så alting rykker sig, og heldigvis for det. Vi lever og lærer, både i videnskaben, i kunsten OG i haven.

Enhver, der er bageglad, har erfaret, at brød sjældent bliver det samme år ud og år ind, selvom man bruger den samme opskrift. Dejen hæver forskelligt, alt efter gær og meltype. Køber man en ny ovn, starter det forfra. Så er det varmt i vejret, så er det koldt og fugtigt. Halleluja. Ligesom læger tager sig til hovedet, når patienter med en dødelig sygdom pludselig bliver raske:

– Hvad skete der egentlig lige her?

Appelsinbrød Foto: Kirsten Dietrich

Haveejere kender til fænomenet, at have dyrket det samme i årevis, man bliver en anelse blæret, og så lige pludselig puf! Så kommer radiserne ikke, så udebliver en tomatsort, der altid har sikret familiens tomatbehov sommeren over, og salaten spirer kun i marts.

Når jeg får en azalea foræret, ved jeg, at, i mit hus holder den længe, hvis jeg altid sørger for at holde jorden fugtig, og aldrig lader den tørre ud. Så møder jeg et menneske, der siger, at hun er god til at have azalea i lang tid, fordi tricket er, at man skal lade planten tørre helt ud, før næste vanding. Hvabehar?

I mange år har det været en stående diskussion i vores hus, at, jeg, en kunstner, har giftet mig med en naturvidenskabelig uddannet mand. Der sjovt nok hele sit liv aldrig er gået af vejen for eksperimenter i haven, hvilket konen af og til er en anelse træt af. Især når der skal slås græs, og der står pinde hist og pist, fordi manden har opdaget en lille ukendt spire, der måske kan plantes et eller andet sted?

Det faktum glemmer han så, når jeg kommer rendende med en iagttagelse, der ikke passer helt ind i hans lærdom og viden – han har jo gået på Landbohøjskolen, mand!

Som for eksempel da han med let skjult arrogance påpegede, at tulipaners arveanlæg altså sidder i løget, og ikke som jeg begejstret påstod, at de tager farve fra hinanden, prøv og kom og se!

Røde og gule tulipaner i samme bed. Foto: Kirsten Dietrich

Hans øjne fejler ikke noget, så han kunne da sagtens se, at det var ret underligt, at et par af de rent gule tulipaner var blevet smittet med røde striber, angiveligt af bierne. Året efter var flere af de gule blevet »smittet«, men nu havde de røde også gule striber! SE selv! Det føltes som at forsøge at overbevise sin læge om, at healing faktisk virker.

Jeg lytter glad og gerne til haveeksperter, suger viden og ikke mindst erfaring til mig. Ligesom mange andre læser jeg masser af havebøger og kogebøger i løbet af vinteren, og der gives mange gode råd. Jeg studsede godt nok over at gense Claus Meyer stå og fortælle om syllabub i et madprogram. Hvordan har jeg dog i hele mit liv kunne undgå at vide, at man kan tilsætte friske bær/sukker sammen med piskefløde, imens den piskes? Når man har høns, får man mange æg. Jeg laver is i lange baner, så min jordbæris og hindbærsis har fået en helt ny struktur og smag. TAK, siger jeg bare. Et fif: Når jeg laver is af mine egne æg, skolder jeg dem først i kogende vand. Jeg har fået at vide, at bakterier fortrinsvis sidder på skallen.

Årets første hindbærhøst. Foto: Kirsten Dietrich

Sådan er det også i haven. Efter i mange år at have bakset med at tørre valnødder og miste alt for mange undervejs, fordi der uundgåeligt groede mug på en hel del af skallerne, læste jeg en dag, at Karna Maj rådede til kun at tørre mindre valnødder, for de store blev alt for ofte mugne! Gode råd i tråd med egne erfaringer er lige mig.

Valnødder til tørre foran brændeovnen Foto: Kirsten Dietrich

Jeg medlem af foreningen, Praktisk Økologi, og i denne sammenhæng lægger jeg vægten på ordet praktisk. Ude i det såkaldt virkelige liv stødte jeg på en påstand om, at roser normalt okuleres på en rod, og at det skulle gøre rosen levedygtig i mange år. Modsat stiklingeformering, som jeg er blevet grebet af. Mange år er jo et vidt begreb, men jeg er da tilfreds, hvis mine roser vokser og blomstrer i mere end ti år, hvilket mine stiklinger gør.

Jeg vil til enhver tid gerne have, at en faglært udfører de fleste håndværkeropgaver i mit hus. Men da jeg også er gift med en handy man, er grænsen lidt usynlig, for hvem er bedst til at sætte et vindue i? Husherren selv, eller en tømrer? Tja, det kommer an på. Jeg ved godt, hvem der skal lave vinduet, men mht. isætning og reparation, er jeg tit tilbøjelig til at pege på husets ufaglærte.

Nu er jeg ikke haveekspert, selvom der er nogle opgaver, jeg klarer med bravour, og så er der de andre. Jeg har stadig ikke fattet, hvorfor folk ikke bare stikker lavendelkviste direkte i jorden og sørger for rettidig vanding, for alle mine lavendler er lavet på denne vis. Helt fra begyndelsen med nogle nye kviste fra genboens. Men mine gulerødder! Trods mange års dyrkning af forskellige sorter, er det ikke en årlig tilbagevendende succeshistorie med mine gulerødder. De gror som vinden blæser, og selvom jeg har lært sædskifte, god plantejord og udtynding, så står der ikke noget i mine bøger om solsorte og gråspurve, der rykker i alle de små grønne spirer, imens de smager på varerne.

Det skal ikke komme an på mere øvelse. Hvert eneste år tror jeg, at nu virker det. Nu har jeg taget højde for alt, der kan gå galt, inklusive at sætte bure med trådhegn over de nye spirer. Men gulerødder er stadig ikke en sikkert succeskriterie i min have. De varierer i alt fra knappenålsstørrelse til roer, og lidt for tit får jeg dem ikke hevet op ad jorden, før de er lige ved at gå i stok. Og jeg som elsker gulerødder.

Gulerødder i 2013. Foto: Kirsten Dietrich

Gulerødderne i 2016. Foto: Kirsten Dietrich

For mig er haven en fuldkommen afspejling af livet. En hel del lykkes, og fryden er uden ende, og så er der det, der ikke rigtig ender i succes. For eksempel er det aldrig lykkedes for mig at få tilstrækkeligt med radiser, trods gode råd til alle nybegyndere om, at radiser er starten på en køkkenhave, der ikke kan gå galt. Det gør det så bare ikke hos mig. Derfor tror jeg, at al viden bare er ophobet erfaring, og at den ene ikke duer uden den anden.

Tænk hvor skønt det ville være, hvis det indenfor videnskab, kunst og politik var accepteret, at regler gælder, til de ikke er brugbare mere, og der ikke er forskel på erfaring, iagttagelser og viden. Eksperter er ikke folk, der ved alting, men faglighed er nu heller ikke af vejen.

Foto: Kirsten Dietrich

I foråret købte jeg et Discovery æbletræ – min ægtefælle sværger til, at man kan plante træer hele året rundt, bare man husker at vande. Efter at have gravet et fint stor hul i jorden, i nærheden af drivhuset og fuld sol, så jeg til det dagligt. Ikke længe efter fik mit lille nye træ blomster, bierne satte sig i dem og der kom små æbler. Glæden var uden ende. I august sad der eet æble tilbage, som jeg plukkede i andægtighed. Det var råddent indeni.

En af mine venner har for en del år siden plantet et æbletræ på nordsiden af sit hus. Det skortede ikke på advarsler fra min side, og selvom vi også diskuterede, hvad der var nord og syd, vidste jeg bare, at jeg havde ret. Jeg har opholdt mig i hendes hus både sommer og vinter. Set solen stå op og gå ned hele året rundt. Tjekket geodætiske kort for at se, om jeg muligvis tog fejl af husets placering i forhold til havet. Næ, det har jeg sådan set ret i. Ikke desto mindre bærer træet mange æbler, hvilket jeg jo kan se ved selvsyn. Så hvad kan man lære af det?

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Hvem er eksperten?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…