Haveglæde i BørneHaven

Af Fanny Møller, redaktør, Havenyt.dk

Vi har modtaget denne fine artikel af Rikke Flintholm Vestergaard der har gennemført et projekt med at få børnehavebørn til at gå i haven og dyrke den. Måske kan du blive inspireret til dit eget barn eller barnebarns børnehave, ellers er du velkommen til at vise den til alle de børnehave ansatte der krydser din vej – så vi kan få lært en masse børn helt fra de er små – at det at dyrke jorden er magisk!

»Alle børnehavebørn kan lære at passe en lille have. Det behøver hverken være svært, kræve anlægsudgifter, indkøb af udstyr eller mere tid i hverdagen for pædagogerne i børnehaven.

Foto: Rikke Flintholm Vestergaard

Og tænker man forhindringer som at børnene ikke gider, eller de rykker det op eller ødelægger det osv. så tro om igen. Erfaringerne fra projekt BørneHaven tyder på, at børnene er vilde med det, pædagogerne synes det er det hele værd og får blod på tanden efter mere og forældrene bakker begejstrede op om, at deres børns børnehave skaber rum til det grønne liv både for øjnene og for hænder, tanker og mave, som de fleste der bor i byen drømmer om at få tid til og skabe plads til at give deres børn.

Projekt BørneHaven – Spiselige byhaver for børn

Børn og pædagoger i børnehaver rundt omkring i københavnske institutioner har igennem de seneste to havesæsoner fået mulighed for at vække haveglæden og dyrke deres egen lille køkkenhave i mobile højbede på institutionens legeplads. Mange institutioner vil gerne i gang med at dyrke små haver som en del af det pædagogisk faglige arbejde med børnene. Men barrierer som manglede viden og tid kan forhindre mange i at komme i gang og få taget hul på sådan et projekt.

Derfor blev projekt BørneHaven – spiselige byhaver for børn sat i gang. Med en vision om at få gang i havedyrkningen og dyrkeglæden i københavnske institutioner og vise, at det ikke kræver dyre udgifter og mange års erfaring med køkkenhavedyrkning, at give legepladsen et frodigt hjørne og børnene oplevelser med selv at dyrke og høste nemme spiselige afgrøder.

Foto: Rikke Flintholm Vestergaard

Helt enkelt går projektet ud på, at jeg som driver projektet, kører rundt til institutionerne i en ladcykel, som er lastet med alt det børnehaverne behøver for at komme i gang: højbede (på hjul for at imødekomme institutionernes pladsmangel på legepladsen), god jord, simple redskaber (træpinde til at grave med og gamle indsamlingsbøsser og beholdere til vaskemiddel tryllet om til vandkander) og et køkkenhave kom-i-gang-kit som består af en «havepose» med såvejledninger, baggrunds- og inspirationsmateriale, undervisningsmateriale med forslag til små haverelaterede aktiviteter pædagogerne kan lave med børnene i og udenfor sæsonen samt gødning og naturligvis et udvalg af frø.

Jord under neglene og i hovedet – stolthed, ansvar og intuition

Projektet har givet børnene jord under neglene og i hovedet – og de er gået til opgaven med stor appetit og stolthed. Haveprojekterne blev skudt i gang med en workshop hvor jeg introducerede børn og pædagoger til havens kredsløb og vi sammen etablerede bedet og såede de frø børnene valgte. Det var som om børnene bare skulle have hjælp til at «tænde» eller «vække» deres haveglæde, så tog de selv over og intuitivt passede på og forklarede de mindre og forældrene om det fantastiske de lavede – de fik frø til at spire, planter til at gro, og kunne tilmed høste de spiselige sager til stor stolthed, glæde og fornøjelse for alle i institutionen.

Foto: Rikke Flintholm Vestergaard

Pædagogerne der deltog i projektet har meldt tilbage at de oplever, at både det faglige arbejdsmiljø og «børnemiljøet» på legepladsen får et boost, fordi køkkenhaven rummer så mange pædagogiske muligheder for nære, praktiske og læringsmæssige, meningsfulde oplevelser med børnene. Pædagogerne oplevede at haverne blev det naturlige samlingspunkt for børn der lige skulle hen og kigge til det såede, smage på et blad eller undres over de nye insekter der pludselig dukkede op på legepladsen, og den frodighed der væltede op af deres bede. Haverne tiltrak opmærksomhed og åbnede op for uventet læring

Foto: Rikke Flintholm Vestergaard

Kompost skal fuldende kredsløbet og skabe kontinuitet i køkkenhavearbejdet

Projektet er i gang med at blive afrundet – og sidste skridt var at hjælpe tre af de deltagende institutioner i gang med at kompostere. Kompostering er et helt kapitel for sig – med muligheder der gør køkkenhavedyrkning til et helt kredsløb – men kompostering betyder også muligheder for at forankre havearbejdet og skabe kontinuitet i køkkenhavekredsløbet, og så er en kompost også i sig selv en guldgrube for det pædagogisk faglige arbejde, fordi det rummer en masse selvstændige emner til undersøgelse og begejstring. Og ikke mindst er det også meningsfuldt for institutionernes køkkenpersonale og forældrene.

Håbet er et permanent tilbud om køkkenhaveopstartshjælp

Der arbejdes lige nu på en model, der kan gøre tilbud om haveopstartshjælp til institutioner i København til en permanent del af Københavns naturskole. Næste skridt er at hjælpe endnu flere institutioner i gang med at kompostere, så køkkenhaveerfaringerne bliver bragt videre og forhåbentlig bliver til en fast integreret del af det pædagogiske arbejde i børnehaverne. Projektet BørneHaven bliver støttet af Friluftsrådets pulje »Tilskud til friluftsliv« og er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Kommunes Børne- og ungdomsforvaltning, Afdelingen for Bæredygtig Udvikling og Friluftsrådet samt de deltagende institutioner.

Foto: Rikke Flintholm Vestergaard

Projektet gennemføres af byhaveformidler og projektleder Rikke Flintholm Vestergaard og urban miljø- og naturvejleder Felix Becker fra naturværkstedet Træstubben. Du kan læse mere om projektet og se fotos på projektets hjemmeside hvor også de omtalte materialer børnehaverne fik udleveret til inspiration ligger til download «

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Køjeshop.dk

Motorikken styrkes i leg med hængekøjen.

Ailefo.dk

Sund leg med økologisk modellervoks.

Robinie.dk – SkovTrup

Robinie Træ – Miljørigtig træ til haven.

Her er du: Forsiden > Inspiration > Leg og aktiviteter > Haveglæde i BørneHaven

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…