En have uden græs

Af Fanny Møller, redaktør, Havenyt.dk

Dejligt at blomsterne er smukke, men i Ediths have skal de også gerne kunne spises.

For snart 4 år siden kørte jeg mod Humlebæk for at hente planter. Det var et plante bytte faktisk, lige bortset fra at Edith jeg var på vej ud til, ikke ville have noget i bytte. Så jeg havde et glas mælkebøttesirup med.

Over telefonen havde jeg fået beskrevet, at jeg bare skulle blive ved at køre ned ad den lille villavej, indtil jeg nåede »Den have der ser vild ud«. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente, for det der med at noget er »vildt« er jo forskelligt fra menneske til menneske.

Der er så meget smukt at se og opdage i haven.

Alt kan bruges i haven hvis du har et godt øje for det. Her er det en retro lysestage der er god til at støtte en tomatplante.

Ediths have er vild
Vildt dejlig. Nu har jeg været her flere gange og hver gang bliver jeg mere og mere forelsket. Haven ligger på en ganske smal grund med et lille heksehus på, en forhave der er ca ¼ af havens længde og en baghave der støder op til et offentligt areal, med et par meget store bøgetræer i skellet. Allerede når du træder ind, kan du mærke at denne have er noget ganske særligt.Her er ikke noget græs, og på nær de nøgne jomfruer, kan alt i haven spises. Over alt står der stativer, holdere, krukker, kurve. Her er fade med vand og stabler med kviste. For Edith er mangeårigt medlem af Praktisk Økologi og gør meget for at have mange nyttedyr.

I haven har nu også denne smukke Amerikansk kartoffelbønne Apios americana, syn. Apios tuberosa Amerikansk kartoffelbønne hører til ærteblomstfamilien og er hjemmehørende i Nordamerika. Den er en flerårig 2–3 m. høj slyngende plante med finnede blade, rød-brune blomster, der efterfølges af spiselige bønner. Under jorden får den spiselige sprøde nærende knolde, der har et højt indhold af stivelse og protein. Knoldene indeholder 17% protein, hvilket er 3 × indholdet i kartofler. Man kan allerede fra det første år høste knolde, men den skal være 2–3 år for at give et større udbytte. Man kan da alt efter omstændighederne regne med op til 2 kg. pr. plante. Knoldene kan høstes på alle tider af året, men smagen er bedst om efteråret. Frøene lægges i blød i lunkent vand i 3 timer og sås ud i et koldt drivhus. Frøene spirer efter 1–3 måneder ved 15 gr. Planten bør dækkes godt den første vinter og ved streng frost.

Her er ingen gift, kun knofedt og sædskifte, fikse ideer, mange eksperimenter og en masse glæde.

De gamle krukker bliver renset og stablet, så der er altid en ved hånden til de mange hjemmelavede planter.

Edith samler, på smukke dimser og praktiske ting. Lige når du kommer ind, tænker du nok som jeg, at der er mange ting, men efter at have været i haven et par år, kan jeg se at alt kommer i brug, måske ikke i år- men så i næste. For Edith er nemlig meget ferm til genbrug, og det også på en meget smuk og poetisk måde. En gammel trappestige er blevet til græskarrenes stativ, et rullebord med 3 hjul bliver brugt til at lave et foranderligt lille landskab på. En løbegård der egentlig er lavet til hunde, bliver nu brugt til hønsene. Den bliver stillet op hvor der skal renses og graves igennem, så kommer der 2–3 høns i og vupti- er der ikke et strå eller en orm på de 2 m².

Denne gamle stige er det perfekte klatretårn for en græskarplante, på denne måde tager den ikke så meget plads op på jorden.

Blomstrende ukrudt
Edith kender sine planter, og ikke alt kan spises – fx akelejerne, så snart de er blomstret af, må de lade livet. Men der kommer altid flere næste år. En anden blomst der er mange af hos Edith er kæmpe valmuer, men her gør de god gavn, da de leverer vinterens birkes drys. En enkelt kl 8 blomst har fået lov at stå ellers er det mest de ca. 15 forskellige tomater, bønner og ærter der lægger blomsterpragt til. Jeg var her første gang for at hente høstanemoner (de kan ikke spises og breder sig) en del sankthansurt blev det også til – men der spiser Edith de tidlige tykke blade om foråret. For hun er selvforsynende, næsten helt og næsten hele året. Hun er ikke gammel, men heller ikke ung, min haveveninde Edith. Hun er af en generation der ved, at ved hårdt arbejde og interesse for at lærer noget nyt, kan du ernærer dig selv – og en masse vilde dyr og fugle i en villahave uden græs.

Kunsten at tage frø
For at holde sine omkostninger nede og være selvforsynende i mere end en forstand, bruger Edith en del tid på at tage frø. Noget hun gerne bytter med andre, der som hun selv, har en forkærlighed for haven. Siden 1974 har hun boet i huset. De sidste mange år har Edith svunget spaden selv med lidt hjælp fra sin voksne søn, når der skal mere end 2 hænder til. Hvis der er for meget jord et sted, kommer det ind at hygge sig i hønsegården, for så er det både ormefrit og gødet når det skal bruges igen. På den måde kommer der meget lidt ind og ud af haven her, bag den lave bøgehæk.

Rattlesnake bønnen er meget smuk, og kun en af mange bønner i haven.

Hvad ved naboen om have?
Det er ikke alle der her på den pæne villavej, forstår det smukke i denne have, der sprudler af liv og virkelyst. Det er ikke alle der kan se det smarte i at have høns til husholdningen, ja der er sågar en del, der hverken kan se eller høre forskel på en høne og en hane.

Jeg ville ønske at der var flere haver som Ediths, hvor stierne imellem bedene er så smalle, at jeg ikke kan få plads til begge fødder. Hvor der står fade der naturligt fyldes med vand når det regner og kan bruges af fuglene både til at bade i, men også til at drikke af. En have hvor gamle frugtkasser får liv, ikke som en del af et smart opsat dameblads billede – men til det de blev brugt til originalt: frugt. Denne have er et sted, hvor der ikke er nogle dumme spørgsmål, hvor der kan høstes året rundt og der er en smuk orden, på sin helt egen måde. For hvem er det der siger at der skal være græs i en have eller granit sten i en indkørsel? Det er op til os selv, hvad end naboerne siger.

Græskar kan vi aldrig få for mange af.

Lidt tørkost skal der også til
Katten er kun delvist selvforsynende og får derfor lidt tørkost. Jeg er på vej mod bilen, ad de smalle havegange. Jeg balancere en posefuld gavefrø, i en genbrugspose fra havregryn, for den har Edith stadig ikke knækket, den med hvordan hun bliver selvforsynende med korn. Hun smiler og siger at det vel er hendes tørkost.

Efter et par timer i denne perle af en have, er jeg helt opstemt. Det er efterår, så der er kasser og kurve fyldt med frugt. Det er første gang i 10 år at det store pæretræ har givet frugt, men det gør det så med eftertryk. Som Edith siger, så tager tingene tid, det gør god frugt også. Hun har en slags pigeon æble i haven, og de smager tilmed godt.

Man skal ikke tro at disse smukke æbler kunne blive mere røde.

Hun lægger dem i lave frugtkasser og efteråret igennem kommer de ud i solen, bliver langsomt vendt og drejet, så de bliver smukt røde over det hele. Jeg ser på de lange rækker af kurve der bugner med frugt, der skal blive til grød, saft, frugt læder, tørret til slik og en masse andet. Edith har mange hundrede kg, hun skal have igennem det lille køkken, med udsigt over baghaven, bedene, drivhuset og hønsegården. Hun er noget af en selvforsyningskvinde, hende min haveveninde Edith.

Kommentarer

Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Havegartneren

Ny have til gode priser.

Robinie.dk – SkovTrup

Robinie Træ – Miljørigtig træ til haven.

Land Højbede

Land højbede, altankasser & plantekummer

Grønne Glimt

Få en KLIMAROBUST og BÆREDYGTIG have

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Anlæg og inspiration > En have uden græs

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…