Mistbænke og varme bænke

Af Winnie Poulsen, væver

Mistbænke

Foto: Winnie Poulsen

I mange år har jeg syntes, at mistbænke var charmerende. Jeg har været glad for at se dem i andres haver, men selv havde jeg ingen. Drivhuse har jeg derimod levet med i mange år. Dette forår blev der et område tomt, som lige netop ville passe godt til et par mistbænke, så nu skulle det være.

Før spaden blev stukket i jorden, var det rart at høre lidt om, hvordan folk før mig havde grebet dette an. Som altid, når man finder ud af, hvad folk kunne før, bliver man mindet om, at det ikke kun er i vores tid, der har levet dygtige mennesker.

Ordet mistbænk er taget fra tysk, hvor Mist betyder møg. En mistbænk er altså et bed med møg i bunden – et bed med undervarme fra den omsætning, der sker i gødningen.

De mauriske mistbænke

De første skriftlige kilder om bede af møg findes i det mauriske Spanien, en fra 900-tallet og en fra 1000-tallet. Her fortælles om møgbede af enten heste-, æsel- eller muldyrmøg. Det var bede af en størrelse, som faktisk har være standard i århundreder: 50–60 cm i dybden og små 2 meter i bredden. Længden kunne variere efter pladsforholdene. Den halve meter er hvad der skal til, for at få en god varmeudvikling. De 2 meter er, hvad to mand kan håndtere fra hver sin side. Dengang brugtes ikke glasdække. Der blev dækket med kålblade, mens frøene spirede og senere også i kolde nætter. For at få et rart lag for planterne at vokse i, blev der lagt 20 cm muldjord over møget.

Drivbænke i romertiden

Går man tilbage til romerne, som var så gode til at dokumentere alt, hvad de lavede, ser det ud til, at de ikke lavede så dybe og varme underlag for drivbænkene som maurerne. Til gengæld var de mere opmærksomme på at dække siderne og overfladen. Siderne kunne flettes, og overfladen dækkes af marieglas eller andet gennemsigtigt stenmateriale. Plinius fortæller, at kejser Tiberius (1. århundrede) holdt meget af agurker og ønskede agurker hele året. Dertil var lavet store kurve, som var fyldt med en god næringsrig jord, og som kunne bæres af to mand. De blev så båret ud om dagen om vinteren og ind om natten. Når det var køligt, mens de var ude, blev der lagt marieglas over. Efter den 25. marts var det så varmt, at kurvene kunne blive stående ude hele tiden. Det foregik sandsynligvis på Capri, som var Tiberius‘ yndlingsopholdssted, og det er jo et noget andet klima end vores.

1200–1300 tallet

Da maurerne blev fordrevet fra Spanien i slutningen af 1200-tallet, kom nogle af gartnerne til Bologna, hvor der netop var startet et universitet, og hvor en vigtig del af universitetet var den botaniske have. Her ville man dyrke så mange forskellige planter som muligt, for at prøve dem af for medicinske virkninger eller som fødemidler. Hvis man dengang – og mange hundrede år efter – studerede økonomi, betød det, at man satte sig ind i dyrkningen af alle de planter, som kunne få økonomisk betydning i fremtiden, eller som allerede havde det. I et sådant forskningsmiljø var der brug for dygtige gartnere, ikke mindst nogle, der kunne dyrke planter, som egentlig hørte hjemme i et varmere klima.

Pietro de’ Crescenzi skrev i begyndelsen af 1300-årene en lærebog i landbrug, hvor han blandt meget andet også kort omtaler brugen af varme bede. Denne bog blev de næste par hundrede år oversat til mange forskellige sprog og spredt rundt i Europa. Det er nok herfra nordeuropæerne har hørt om varmbede.

Melonière

I Frankrig og England har det fra 1500-tallet været en del af ethvert større sted at have et område med varme bede. I begyndelsen var det fordybninger i jorden med en fladtoppet høj af staldgødning, senere holdt på plads af flytbare sider og ved kulde dækket med stråmåtter eller sejldug – endnu ikke glas.

Dengang var den absolut mest efterstræbte afgrøde melonen efterfulgt af agurken. I Frankrig kaldtes hele området med drivbænke for melonière, i England for melonry. Englænderne byggede ofte bedene op med et flettet læhegn mod nord og øst.

Glasklokker på mode

I 1600-tallet blev det moderne med store glasklokker (30 cm i diameter) til at starte meloner under. Det begyndte i Sydfrankrig og bredte sig til England, hvor man senere lavede klokkerne som små drivhuse, hvor glasstykkerne var sat i blyindfatning. Disse minidrivhuse kan den dag i dag ses i England, og de er yderst charmerende.

Min egen lille discountudgave af systemet er at gemme nogle store syltetøjsglas og sætte dem over de først udplantede salat- og kålplanter. Det virker fint.

Mistbænke som fornøjelse

Fra omkring år 1800 og helt op til vore dage har mistbænkene været en ramme af enten træ eller mur dækket med et skråtstillet eller vandret glastag. De har været en del af ethvert større havebrug eller gartneri til i hvert fald 50’erne, men de sidste 30 år er det blevet en sag for alle os, der ikke dyrker ud fra et ønske om højeffektivitet. Og vi kan få megen fornøjelse af systemet.

Erfaringer fra drivhuset

Tværsnit af mistbænk

Mistbænk set i snit fra den korte side.

Jeg har som sagt først fået mistbænke nu, så erfaringerne med varme bede er gjort i drivhus. Da vi ikke har heste, men køer, er mine bede bygget op af et 50 cm tykt lag frisk komøg i halmstrøelse dækket af 15 cm spagnum til at plante i. Hestemøg ville give mere varme.

Når jeg laver bedet i februar og samtidig sætter kartofler til forspiring, passer det at plante ud i marts, hvor temperaturen er faldet til nogle og tyve grader. Det giver kartofler først eller midt i maj. På kolde nætter lægger jeg aviser over bedet, resten af tiden, hvor der stadig kan ventes nattefrost i drivhuset, er der fiberdug over, også om dagen.

Efter kartoflerne kan der så plantes forkultiverede meloner eller agurker. Ved at dække med et 5 cm lag græsklip to til tre gange i løbet af sommeren og ved at vande med brændenældevand holdes næringsværdien oppe.

Brændenælder fyldes i en spand, så mange, som der kan være, hvorefter vand hældes på, og det trækker mindst tre dage. Ved fortynding 10 gange fås brændenældevand, der er en kvælstofholdig gødning. Med halvt brændenælde/halvt lægekulsukker fås en mere kaliholdig gødning, som er nok så god til tomater.

Bygning af mistbænke

Ved at bygge mistbænkene skrå mod syd eller vest opnås flere fordele. Solindfaldet bliver bedre med strålerne gående igennem i en ret vinkel, og regnvandet løber hurtigere af rammerne, hvad der forlænger træets levetid.

Udluftningen kan klares ved at trække en eller nogle af ruderne nedad, for den varme luft stiger jo til vejrs, og det er nemmere end at sætte en pind under et hævet vindue – og lidt sikrere i blæsevejr.

Før i tiden var bænkene bygget efter at to personer nemt kunne betjene dem. Da jeg arbejder alene, har jeg valgt en størrelse, hvor jeg nemt kan nå ind i bedet, og en rudestørrelse, der er til at bære. Ulempen ved et smallere bed er, at det er sværere at holde en høj jordtemperatur i et mindre volumen.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Birkegårdens Haver

Oplevelseshaver, dyr og legepark

Garden & Greenhouse

Eksklusive udestuer til mange formål.

Tagtomat.dk

Dyrk grønt og lad fællesskaber blomstre

Land Højbede

Land højbede, altankasser & plantekummer

Grønne Glimt

Få en KLIMAROBUST og BÆREDYGTIG have

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Anlæg og inspiration > Mistbænke og varme bænke

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…