Tagetes

Af Anemette Olesen, forfatter og foredragsholder, Skarresøhus

Tagetes er en kurvblomst af astersfamilien, og der er ca. 60 forskellige arter, som kan blive 15 til 75 cm høje, afhængig af art og voksested. Men den er ikke kun en smuk sommerblomst, den er også en gode insektplante og spiselig. Den kan farve både stof og æggeblommer samt udrydde nematoder.

Her er en oversigt over de arter, som dyrkes i Danmark.

Afrikansk tagetes

Tagetes erecta

En frodig plante med frisk grønt løv og med fyldte blomster, der kan minde om nellikeblomster. Farverne varierer fra lysegul til orange. Der findes et utal af sorter f.eks. ‘Gold coin’ og ‘Crackerjack’, som bliver ca. 75 cm høj, sidstnævnte udskiller især stærke rodsekreter, som virker afskrækkende på nematoder og modvirker jordtræthed. Den vil derfor være anbefalelsesværdig til rotation i køkkenhaven, og er desuden god som afskæringsblomst. ‘Jubilee’, der er tidligt blomstrende, får ca. 60 cm høje planter med tætfyldte kurvblomster. Alle tagetesarter stammer egentlig fra Amerika, men når T. erecta hedder afrikansk tagetes skyldes det, at denne art er blevet særlig populær i Afrika, hvor den har naturaliseret sig. Tagetes erecta var. nana får tidligtblomstrende lave nellikeagtige blomster, og en række sorter af denne art bliver kun 20 til 25 cm høje.

Mexicansk tagetes

Tagetes minuta

Mexicansk tagetes bliver en op til 1 m høj plante med små blomster. Den skulle være god til at holde ukrudt nede bl.a. skvalderkål, kvikgræs og snerler. Hvis den sås for sent (maj) vil den ikke altid komme til blomstring herhjemme. Denne plante er kendt og dyrket af inkaerne gennem århundreder og har også en vis effekt overfor nematoder og insekter. Bladene af Tagetes minuta bruges i Sydamerika som krydderi i supper, kød og grønsager. Og olien, der udvindes af planten, bruges som smagsingrediens i iscreme, gelatinedesserter, i slik og sågar i cola.

Almindelig tagetes

Tagetes patula

Tagetes patula dufter stærkt. Dens rodsekreter virker afskrækkende på nematoder, og den stærke bladlugt kan afskrække mellus, og den skulle være god at plante mellem tomater for at holde dem fri for diverse skadedyr. Blomsterne er enten enkelte eller fyldte. De kan være ensfarvede eller i flere farver i forskellige mønstre. Farven kan variere fra orange til rødbrun.

Tagetes tenuifolia pumila

Tagetes tenuifolia pumila

Pumila betyder dværgagtig og lav og hybrider af denne giver både mørkorange, citrongule og rødbrune blomster. Disse sorter får små blomster. Sorterne T. tenuifolia ‘Tangerine gem’ og ‘Lemon Gem’ får mange enkelte orange blomster og det fine bladløv er citronduftende. Det er især disse blomster, der smager godt i mad, og de bruges i salater og til at drysse over pandekager, ost og sovse. Planterne har en lang blomstring. Fyldte blomster af denne tagetes skulle være mildere i smagen. Disse sorter er bl.a. brugt til at farve smør gult med, og de er brugt som erstatning for safran.

Mexicansk esdragon – lakridstagetes

Tagetes lucida

I tropiske lande er Tagetes lucida kendt som en erstatning for den franske esdragon, der ikke trives, hvor jorden er for tør og mager. I Mexico hedder den anisillo og hierba anis. Den kaldes også lakridstagetes, da den dufter stærkt lakridsagtigt. Planten kan blive ca. 80 cm høj og får glinsende aflange og frynsede blade. Den bliver træagtig ved grunden og får i sommerens løb stande af gyldengule små blomster der er 1 cm i diameter. Den blev oprindelig brugt i Aztekernes chokoladeopskrifter og bruges den dag i dag i religiøse ceremonier, hvor den afbrændes som røgelse. Tagetes lucida forkultiveres og kan gro på friland eller i drivhus, hvor den kan nå at sætte modne frø. Hvis den tages ind før første nattefrost, kan den overvintre inde i havestuen, hvor der kan klippes af de lakridssmagende blade til te og kødretter m.m.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Sommerblomster > Tagetes

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider