Sporebaldrian

Sporebaldrian, Centranthus ruber. Urtehaven i Den Økologiske Have. Foto: Jens Thejsen

Sporebaldrian er en plante, som virkelig kan klare tørke, man kan møde den stor og frodig i sprækkerne på en gammel ruin, hvor man må spørge sig selv, hvor den henter vand og næringssalte. Naturligt vokser den på varme tørre, stenede steder i Sydeuropa.

Sporebaldrian

Det botaniske navn er Centranthus ruber, og den er i baldrianfamilien, en lille familie hvor den eneste kendte slægt udover sporebaldrian er lægebaldrian Valeriana officinalis, som er en sumpplante.

Både lægebaldrian og sporebaldrian bliver brugt til naturmedicin, hvor de indgår i beroligende midler, men her er det haveplanten, vi fokuserer på.

En sporebaldrian bliver omring 50–70 cm høj, alt afhængig af jordbundsforholdene. I en tør jord bliver den lav, i en næringsrig jord høj. Den bliver dog mest harmonisk i en tør jord med godt dræn. Når den er veletableret, er den stor, kraftig og buskagtig. Den har blågrønne kødede, ægformede, tilspidsede blade.

Sporebaldrian har en meget lang blomstringsperiode, den kan blomstre fra maj til september. Blomsterne er små og røde, samlet i endestillede stande.

I haven

I de fleste haver er der plads til en sporebaldrian, for selv om den fortrækker en let sandet jord, trives den i de fleste havejorde, bare det ikke er en våd jord. Den kræver ikke nogen synderlig pleje, men hvis man efter første blomstring klipper tilbage til en sidegren, vil der komme en ny blomstring, som dog ikke er så kraftig. Man kan let lave sine egne sporebaldrian, da den meget let selvsår sig, uden dog at blive ukrudtsagtig.

Der findes flere sorter af sporebaldrian bl.a. Centranthus ruber ‘Coccineus’, som er mere rød end arten, og en hvidblomstret sort Centranthus ruber ‘Albus’.