Hulkravet kodriver

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Solen varmer den sydvendte skråning. I det åbne krat ser der lidt vinterrodet ud, gråligt græs som er faldet sammen, døde grene og blade som næsten er klæbet sammen. Men enkelte steder er der små grønne pletter, og kommer man nærmere, dukker der enkelte gule blomster op. En gruppe kodrivere trives godt på den varme skråning og har allerede vist sig i marts trods en kold vinter. Det er hulkravet kodriver, Primula veris, som ikke kan vente med at komme op i det nye forår.

Hulkravet kodriver vokser i den danske natur

kodriver blomsterstand

Blomsterne er gule med små orange pletter i svælget og sidder samlet i den hængende blomsterstand. Foto: Karna Maj

Hulkravet kodriver er en dansk flerårig urt, som vokser flere steder i landet. Bedst hvor der er en kalkrig lerjord. Den trives godt i lyse skove, skovbryn og i åbne krat og på tørre enge.

Hulkravet kodriver er en art i Primulaslægten. En stor slægt med mange arter og sorter. Kendt er etageprimula og gode gammeldags aurikler, og om foråret sælges et hav af Primula i mange farver. De er alle i primulafamilien som bl.a. også omfatter gudeblomst, fredløs, alpeklokke, skovstjerne og alpeviol

Det botaniske navn er Primula veris som betyder den forårsblomstrende Primula. Det danske navn hulkravet kodriver er lidt mere rodet, kodriver har ikke noget at gøre med at drive med kvæg, det kommer af kodrevler, som betyder kopatter. Det passer også bedre, da blomsterstanden godt kan ligne et yver.

Hulkravet kodriver bliver ikke mere end 10–25 cm høj med blomst. De grønne rynkede ægformede blade sidder i en roset. Blomsterne dukker normalt op i begyndelsen af april og blomstrer en måneds tid, men ind imellem blomster de også en smule i eftersommeren. De er gule med små orange pletter i svælget og sidder samlet i den hængende blomsterstand. De dufter mild og sødt.

Den passer fint ind i den naturnære have

De lette gule blomster passer ind i de fleste forårshaver. De lyser op uden at være dominerende. Men særlig gode er i de i den naturnære, lidt vilde have. Her går de godt under birketræerne under gamle æbletræer og buske. Det passer fint med, at de er godt i gang med blomstringen, inden der bliver for skygget på grund af blade. De gør sig også i blomsterengen, hvor de virkelig kan lyse op. Inden græsset er blevet grønt, og inden mange af de andre urter dukker op, står den der gul og fin og oven i købet ofte i flok.

Hulkravet kodriver er en fin plante i den naturlige have. Her i et bed i Botanisk Have. Foto: Karna Maj

Anvendelse i folkemedicin og mad

Men hulkravet kodriver er ikke kun til pynt, den er blevet brugt i folkemedicin i mange år. Den tørrede rod er blevet brugt mod vejrtrækningsproblemer. Og blomsterne er brugt til mange forskellige ting, men særligt som beroligende, og selv mod rynker har man forsøgt sig.

I dag er det særligt i maden, at man kan have glæde af den. De C-vitaminholdige blade kan bruges til meget forskelligt, de kan f.eks. dampes, blandes i salaten, i fars og madpandekager. De duftende blomster kan bruges til urtete, til snaps og i marmelade.

Man skal dog aldrig overdrive brugen af blomster. Drogelisten har en vurdering med daglig dosis på 100 mg blomster. Hulkravet kodriver bør ikke bruges ved graviditet, aspirinallergi (indeholder salicylsyrer) eller sammen med blodfortyndende medicin.

Andre kodrivere

Der findes en del andre kodrivere, men ingen dufter så fint, og ingen andre er så gode i maden. Fladkravet kodriver, Primula elatior ligner meget, men dufter ikke. Den vokser i skovmiljøer, som storblomstret kodriver, Primula vulgaris. Melet kodriver, Primula farinosa, er meget mindre og har lysviolette blomster. Den vokser primært på våde enge. Ingen af disse er velegnet i madlavningen, men er ganske kønne.

Storblomstret kodriver vokser i skovmiljøer og klarer fint konkurrencen. Den er også fin i havens bede. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Frøtorvet

Frø – blomsterløg til farverige blomster

Solsikken

Alt til den økologiske have

Landsforeningen Praktisk Økologi

Dyrk med naturen og ikke mod

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Den naturlige have > Hulkravet kodriver

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…