Beskæring af roser

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Roser i krukker i det tidlige forår. Foto: Inge A. Futtrup

En gammel tommelfingerregel siger, at roserne skal beskæres, når forsythiaen blomstrer. Hvis du planter en af de smukke buske i nærheden af dit rosenbed, behøver du altså aldrig mere spekulere på, hvornår beskærersaksen skal frem. Stam eventuelt busken op, så den ligner et lille træ. Så har du en fin, grøn parasol, du kan sidde under på varme sommerdage, mens du nyder synet og duften af de skønne roser.

Forsythia blomstrer i april, og på det tidspunkt vil roserne som regel være dækket af livsglade skud og blade. Bare tanken om, at selvsamme friske skud skal falde for saksen, gør ondt langt ind i sjælen, og derfor har mange rosenglade haveejere ladet sig friste til at svinge beskærersaksen allerede i marts, da de første små skud viste sig på rosengrenene.

Men jo tidligere du beskærer dine roser, jo større er risikoen for en periode med nattefrost, som i værste fald kan få de tilbageværende grene og skud til at fryse kraftigt ned. Det har rosen absolut ikke godt af. Så kan den langt bedre klare, at du skærer en masse friske blade og skud væk, når foråret og det lune vejr for alvor sætter ind. Husk blot at give rosen et godt drys gødning, når du er færdig med beskæringen. Så varer det ikke længe, før den atter står grøn, tæt og frodig.

Roser og forsythia. Foto: Inge A. Futtrup

Skal roser beskæres?

Spørgsmålet er dog, om roser overhovedet behøver at blive beskåret. Personligt foretrækker jeg at pusle lidt nænsomt om dem. Fjerne døde, tørre og udgåede grene og måske snuppe et par sideskud, som sidder uhensigtsmæssigt. Rosen skal jo helst formes, så den bliver bred og lysåben, så derfor klipper jeg gerne nogle af de grene af, der vokser ind mod midten.

Hansestadt Rostock buketrose. Foto: Inge A. Futtrup

Efter en lang og hård vinter vil de fleste roser stå med mange frostramte og døde grene, og så kan det undertiden være hensigtsmæssigt at klippe planterne hårdt ned for at få dem til at blive fine og harmoniske. Andre år har vinteren været så lun og mild, at rosensaksen kan blive på sin plads i haveskuret. Grundlæggende er rosenbeskæring jo en mulighed, men ikke en nødvendighed. Faktisk har jeg oplevet flere roser, der er gået ud af for hård beskæring end af ingen beskæring!

Et af argumenterne for at beskære er, at især storblomstrede roser sætter færre, men større blomster, hvis de beskæres grundigt. Det logiske spørgsmål forekommer mig så at være, om du virkelig ønsker færre blomster i dit rosenbed?

Queen Elizabeth er og bliver min yndlingsrose. Foto: Inge A. Futtrup

Beskæring af roser kan udvikles til en hel kunstart, men mindre kan heldigvis gøre det. Vor folkekære Søren Ryge har med vanlig sans for provokationens muntre kunst ligefrem demonstreret, hvordan roser snildt kan klippes med en hækkesaks. Han får i øvrigt fuld opbakning fra Det Kongelige Engelske Rosenselskab, som anbefaler brug af elektrisk hækkeklipper. Blot roserne får godt med sol og gødning, skal de nok fryde os med de skønneste blomster sommeren igennem.

Frodige roser i krukker Foto: Inge A. Futtrup

Men hvis du hører til typen, der foretrækker at gøre tingene på den gode gammeldags og såkaldt korrekte måde, så er her en lille vejledning, du kan følge, når du beskærer dine roser.

Sådan beskærer du dine roser

  • Brug altid en skarp rosensaks. Snittet skal være rent og barken må ikke splintre/flosse.
  • Læg snittet cirka 6 mm over en udadvendt knop i et let skråt snit væk fra knoppen.
  • Start med at fjerne døde og beskadigede grene.
  • Skær altid over en udadvendt knop. Og undgå, at grene krydser hinanden.

Beskæring af roser går i princippet ud på at afkorte eksisterende grene mere eller mindre, afhængig af hvor mange og hvor store blomster, du ønsker. Man skelner mellem følgende beskæringsprincipper:

Eden Willestrup klatrerose skal kun beskæres let. Foto: Inge A. Futtrup

Hård beskæring: Grenene skæres tilbage, så der kun er 3–4 øjne på hver gren. Rosen vil give færre men større blomster.

Moderat beskæring: Grenene afkortes til cirka halvdelen af den eksisterende længde. Denne beskæring vil give flere men lidt mindre blomster.

Let beskæring: Cirka en tredjedel af grenenes længde fjernes. Herved får du en stor blomstring men de enkelte blomsterhoveder vil blive forholdsvis små.

Sidst men absolut vigtigst: Husk altid at vande og gøde dine roser godt. Vand og gødning er og bliver vigtigere end beskæring.

I nedenstående skema kan du se, hvilken beskæringsform, der traditionelt passer bedst til de enkelte rosengrupper.

Beskæring af de forskellige rosengrupper

RosengruppeHårdModeratLetLet udtynding
Storblomstrede roserxx
Buketroser xxx
Engelske roserxx
Buskroserx
Klatreroserx
Historiske antikke roser x

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Roser > Beskæring af roser

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider