Tyrkisk hassel – et godt klatretræ

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

At sidde højt oppe i et træ, være skjult fra omverden­en, mærke bevægelsen, fornemme det farlige og lade tankerne flyve, det er den gode barndomsoplevelse. Og mange forældres frygt.

Et godt klatretræ er noget af det, som kan fuldende en have. Desværre forsvinder flere og flere rigtige træer fra haverne. De gode gamle frugttræer på vildstamme erstattes af små skravl, og at klatre i de små træer giver kun ballade og knækkede grene.

Haverne bliver imidlertid mindre og mindre, så det kniber med plads til rigtig store træer, men man kan fælde dem, inden de bliver 20 meter høje, og plante et nyt.

Et rigtigt godt klatretræ, ja måske verdens bedste klatretræ, er tyrkisk hassel, Corylus colurna. Det har den fineste grensætning, så man næsten ikke kan lade være med at bevæge sig op i det. At det så samtidigt er et smukt træ, som giver dejlige velsmagende nødder, gør det jo endnu mere interessant.

Tyrkisk hassel er verdens bedsteklatretræ

Træets grensætning gør, at det virkelig er en fryd at klatre i for store og små. Foto: Jens Thejsen

Natur og oprindelse

Selv om det danske navn er tyrkisk hassel, er det ikke kun hjemmehørende i Tyrkiet, men har en noget bredere oprindelse. Derfor er der også en del variation indenfor arten. Naturligt vokser træet i en stribe syd for Sortehavet og Det kaspiske Hav og til Afghanistan.

Tyrkisk hassel vokser i lyse blandede løvskove, bl.a. sammen med ungarsk eg, Quercus frainetto, pontisk eg, Quercus pontica, humleavnbørg, Ostrya carpinifolia, bøg, Fagus sylvatica, ægte kastanje, Castanea sativa, kirsebærkornel, Cornus mas, tarmvridrøn, Sorbus torminalis, blærenød, Staphylea colchica og balkananemone, Anemone blanda, og andre skovbundsstauder.

Jorden er som regel en kalkholdig sandblandet lerjord, men træet kan trives i forskellige jordtyper, bare det ikke står og sopper i vand.

Et regelmæssigt træ

Bladene på tyrkisk hassel kan minde om almindelig hasselblade.

Bladene på tyrkisk hassel kan minde om almindelig hasselblade, men er ikke så uregel­mæssige og grove. Foto: Jens Thejsen

Tyrkisk hassel har en regelmæssig kegleformet vækst. Det holder den gennemgående stamme i mange år og udvikler efterhånden meget vandrette grene. Grensætningen er som nævnt helt speciel, da de vandrette grene fordeler sig jævnt og harmonisk rundt om stammen. Selv et træ, som ved beskæring har fået ødelagt sin naturlige vækstform, vil hele tiden arbejde hen imod at sætte vandrette grene.

Træet står stabilt, da det har dybtgående hovedrødder og efterhånden danner kraftige siderødder.

Tyrkisk hassel bliver omkring 25–30 meter højt i sit naturlige miljø. Her i landet findes der eksemplarer, som er godt 20 meter høje.

Træet har løvspring fra april til begyndelsen af maj. De langstilkede, fint behårede blade er næsten lige så lange som brede. Fra oktober begynder det at få fine, gullige høstfarver.

Når man mærker på de unge skud, føles barken lidt svampet. Den er rynket og korkagtig. De modne træers bark er grålig med sprækker. På de gamle træer bliver barken skorpet og skaller af i store flager, som kan sidde på i årevis og være skjulested for meget småkravl og et fint spisekammer for mange fugle.

Velsmagende nødder

Nødderne fra tyrkisk hassel er ikke så store, men meget ­velsma

Nødderne fra tyrkisk hassel er ikke så store, men meget ­velsmagende. Foto: Jens Thejsen

Hunblomsterne kommer i det tidlige forår og er små og røde som hos skovhassel, Corylus avellana. Hanraklerne er 3–8 cm lange og er synlige fra efteråret og vinteren igennem, og de strækker sig omkring marts.

Hasselnødderne er samlet i tætte klumper. De er tykskallede, men meget velsmagende. Haserne er trebladede med lange smalle flige, og når de hænger på træerne, kan det ligne små pindsvin.

Når der først begynder at komme godt med nødder, er der god mulighed for at få besøg af egern, da de holder rigtig meget af friske nødder.

Hasselnødderne er samlet i dekorative stande. Foto: Jens Thejsen

Hvor kan det bruges?

Tyrkisk hassel er selvfølgelig andet end et klatre- og et frugttræ. Det er så elegant, at det kan bruges i mange sammenhænge.

Det er oplagt med træet i en stor have, fordi det kommer til at fylde en del. Men har man temperament til at fælde, inden det bliver for voldsomt, så er det også udmærket i en noget mindre have.

Som parktræ gør det sig flot både i grupper og solitært. Det er et velegnet allétræ og vil mange steder være et godt alternativ til lind, som næsten plantes på samlebånd.

Som bytræ og vejtræ er det rigtig godt, bl.a. fordi grensætningen og vækstformen gør, at det med tiden kan stammes op til over 4 meter, så busser og last­biler kan køre under.

Tyrkisk hassel bliver desuden brugt som stamme til højstammede hasseltræer, f.eks. troldhassel Corylus avellana ‘Contorta’.

Enkelte steder bruges det som frugttræ, og der arbejdes på at finde kloner, som giver mange nødder. Man forsøger at krydse med andre Corylus-arter for at få udviklet større og flere nødder.

Gamle træer

I Tyrkiet er der træer, som er over 300 år gamle. Det er virkelig hasler med karakter, men også i Danmark findes der træer med alderdommens skønhed. I Forstbotanisk Have i Århus står et godt 20 meter højt eksemplar, og der er flotte træer på Vestre Kirkegård i København. Det fineste eksemplar står i en have i Horsens, et over 100 år gammelt træ, som tidligt har mistet kronen, og derfor er blevet flerstammet. Det har over 10 meter lange vandrette grene som stabiliserer sig med kraftigt reaktionsved på undersiden af grenene.

En gammel tyrkisk hassel

I en have i Horsens står en gammel tyrkisk hassel, som er blevet skåret ned for ca. 75 år siden. Det er derfor et flerstammet træ med en meget bred krone. Foto: Jens Thejsen

Træet har en god evne til at danne reaktionsved på de steder, hvor tryk- og trækkræfter belaster dets stabilitet. Bag hver bule af reaktionsved sidder et problem med samme placering og omfang som bulen. – stammebillede Foto: Jens Thejsen

Plantning og pleje

For at få et godt resultat med tyrkisk hassel er det vigtigt, at man planter på den bedst mulige måde. Det er vigtigt ikke at plante for dybt. Man skal plante, så rodhalsen lige er synlig. Hvis man planter for dybt, vil det ofte betyde, at der kommer råd ind gennem stammebarken, og at træet vil blive svækket og derefter dø en langsom død.

Efter plantningen betyder det meget for træets udvikling, at der vandes godt. Der skal vandes, så jorden er fuldstændig mættet omkring rødderne. Jo bedre man følger vandingen op de første måneder, jo bedre etablerer træet sig på længere sigt.

Senere pleje handler om at holde jorden ukrudtsfri omkring stammen. Især græsukrudt kan give problemer for et ungt træ. Man kan eventuelt dække omkring stammen med et 10 cm tykt lag barkflis. På den måde hindrer man udtørring og ukrudt. Senere er det oplagt at plante skovbundsurter som anemoner, skovmærke, vårfladbælg og bregner som mangeløv.

Bunddække med stauder.

Et bunddække af ­danske skovbundsstauder kan være smukt og skaber et mangfoldigt liv i jorden. Foto: Jens Thejsen

Formering

De fleste træer, som man kan købe i planteskolerne, er frøformerede, og det er meget let selv at lave sin tyrkiske hassel, hvis man er tålmodig. Til såning skal manl skaffe nødder fra gode, sunde træer. Det er oplagt at så om efteråret, men man kan også så om foråret. Beskyt altid med net, for flere fugle synes virkelig godt om hasselnødder. Man kan også lave tyrkisk hassel ved aflægning; enten ved nedkrogning eller ved kinesisk aflægning: luftaflægning.

Sygdomme

Tyrkisk hassel er næsten fri for sygdomme og insektangreb. Der kan naturligvis være snudebiller og svampe, som går på nødderne, men planten som sådan er ikke udsat.

Skønhed og oplevelse

Tyrkisk hassel giver en have og landskabet karakter. Det er smukt og elegant, men først og fremmest giver det muligheder for naturoplevelser med både fugle, insekter og egern, og så er der altså mulighed for at gemme sig i toppen.

Kommentarer

Der er 8 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Rhododendron-Haven

En verden med rhododendron

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Primabolig

Se hvor billigt det kan gøres

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Gamlefrugtsorter.dk

Vi opformerer gerne frugttræer.

Blomstergården

Prydtræer og prydbuske.

Bjarne’s frø og planter

ikke bare æbler men også de sjovere ting

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Træer og buske > Tyrkisk hassel – et godt klatretræ

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider