Forum

Nyt drivhus – sokkel

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 22. januar 2013 kl. 15.48

Hejsa
Jeg har købt et nyt drivhus et Willab Euro Serre Maxi 4 mur 16,4kvm som jeg får leveret i næste uge, så vejret er jo perfekt til at grave ud til det... Men derfor kan man jo godt planlægge:-)

Jeg skal have en sokkel der går 43cm over niveau men hvorlangt er der nødvendigt at grave ned? frostfri dybde er vist 90cm men er det nødvendigt til et drivhus? Jeg har 215 i sidehøjre så jeg behøver ikke rigtig grave ud derinde! Jeg regner med at bygge sokklen op i 10cm lecablokke.

En anden ting, jeg forventer ikke at holde drivhuset frostfrit og har glas i både top og sider så det ville nok også være dyrt og besværligt, men vil jeg få noget ud af at isolere soklen?

Er det noget andet jeg skal være opmærksom på når jeg skal til at bygge soklen, tips er meget kærkomne:-)

Mvh Frederik
(Der meget gerne snart vil have tøvejr så man kan komme i jorden!!)

1 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren Lillelund, 23. januar 2013 kl. 22.45

Hej Frederik.

jeg har selv kig på samme drivhus men der er en i huset der mener køkkenet skal laves først :-(.

ang. sokkel så er jeg selv lidt forvirret, det ene sted læser man at folk bruger op til 100mm styropor (flamingo) udvendigt på en leca sokkel som du planlægger.

om det er nødvendigt at isolere er et godt spørgsmål, som du selv skriver har du glas i sider og top og imellem glasset er der aluminiumsprofiler som er en af de bedste varmeledere!
jeg hælder personligt mere og mere til at med et drivhus i glas og alu er det minimalt hvad der er vundet ved at isolere en sokkel der er muret i 100mm leca sålænge man ikke regner med at bruge tilskudsvarme, idet leca er en rimelig isolator i sig selv.

en helt anden ting er at lave sokkel i beton eller muret med mursten, sten/beton har en større masse og er derved bedre til at lagre varme om dagen og aflevere om natten = mere stabil temperatur i drivhuset og her vil isolering udvendigt på sokkel nok have en større effekt.

i mine øjne må den rigtige sokkel være støbt i beton og isoleret udvendigt (30-50mm styropor burde være nok)den kan selvfølgelig også mures i mursten.

man skal dog huske at styropor bliver nedbrudt af uv-lys så den skal beskyttes endten med skiffer, eternit, puds eller lign.

der er en tidligere tråd her på forumet hvor der måske er et par gode ideer
www.havenyt.dk/forum/drivhuset/9537.html

ang hvad der er frostfri dybde så prøv at spørge en erfaren entrepenør/anlægsgartner/kloarkmester/vvs instalatør.
men hellere 10cm for dybt end en revnet sokkel og et skævt drivhus.

hvad der er det rigtige kommer an på hvor meget man vil gøre ud af det, men en pudset leca sokkel er absolut ikke en dårlig sokkel.

når du har fundet de vise sten så må du meget gerne skrive hvad du gør :-)

held og lykke med det
MVH Søren

2 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 24. januar 2013 kl. 8.25

Hej Søren
Jeg kender det godt, men vores gamle styrtede jo sammen så skulle have et nyt, og det ville jo være dumt at købe et for lille for fortryde det senere!! Men det er et super lækkert hus og jeg glæder mig godtnok til det kommer op at stå:-)

Ja synes også det virker lidt spild at isolerer soklen når varmen bare fiser ud gennem huset...? selvfølgelig vil jorden måske være et par grader varmere, men nok ikke noget man kan mærke i praksis.

Jeg har valgt leca primært at den årsag at jeg selv skal lave det... efter at have brugt ca. kr. 25t på huset synes jeg ikke lige der er til en murer der skal støbe sokkel og så tænkte jeg at resultatet ville blive bedre med leca end mursten, selvom jeg egentlig helst ville have mursten! Jeg har dog overvejet at lave de første skifter af leca og så slutte af med mursten de sidste ca 50 cm, dvs det man kan se, men ved ikke helt om det er en god ide??

Tak for linket, jeg har dog læst den tråd mange gange, det er nogle rigtig flotte huse incl sokkel de har fået lavet!! men jeg har jo indbygget beskyttelsesrende i bundprofilen så hvis soklen bliver tykkere end 10 cm vil det koste plads inde i huset istedetfor udenpå og det vil jeg ikke.

Jeg skal nok vende tilbage når jeg er blevet klogere:-)

Men kom gerne med input! :-)

3 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mogens Madsen -Den Gamle Gartner, 24. januar 2013 kl. 8.56

- jeg ville bruge fundablokke - så slipper du for at pudse soklen -bruger du leca uden at pudse så løber vandet igennem eller de frost springer -

4 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren Lillelund, 24. januar 2013 kl. 9.07

hej Frederik.

du kan sagtens mure i leca under jordniveau og så bruge mursten over jorden, jeg er helt enig i at det er pænere i mursten men også lidt sværere.

som mogens skriver så skal leca pudses/rappes eller lign for at lukke overfladen.

kender du ikke en murer der kan hjælpe dig? det tager ikke lang tid for en professionel at stable mursten hvis du har lavet et fundament i Leca eller funda.

MVH Søren

5 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 24. januar 2013 kl. 9.23

Hej begge
Vil det sige at jeg også skal pudse lecaen under jorden for at forhindre at vandet løber igennem??

Jeg kender en murer, men han har lige fået barn og konen har vist beordret ham til ikke at bruge weekenderne på den slags;-)

6 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 24. januar 2013 kl. 9.33

Mht. til at isolere soklen, så er det jo ikke kun et spørgsmål om hvorvidt man ønsker at opvarme drivhuset. Det kan i et uopvarmet drivhus hindre, eller begrænse at jorden fryser i takt med at den omgivende jord fryser. Jeg har ikke selv varme i mit ganske almindelige drivhus. Jeg har til gengæld en temperaturføler 15 cm nede i jorden og ca 15 cm fra fundamentet. I de sidste 3 år har jorden ikke på noget tidspunkt været frosset inde i drivhuset. Selv om vinteren tilføres der jo ganske meget varme i dagtimerne hver gang solen skinner, hvad den da heldigvis også gør om vineren.
En anden ting vedr. frostfri fundamentsdybde er, at et mindre dybt fundament vil kunne påvirkes af "frosthævninger" og dermed risikere at glassene revner. Frosthævninger er når jorden ind under fundamentet fryser og udvider sig. Det samme som ofte ses på havefliser når det fryser meget.
Du kan roligt bruge f.eks. Leca-blokke til dit fundament. Du kan med fordel støbe og afrette et lille "klaplag" på 5-10 cm i bunden af udgravningen, og så mure Leca-blokke ovenpå. Leca-blokkene tåler fint at være opfugtet, og de frostsprænger ikke, men et fugtigt Leca-fundament har en noget lavere isolans, hvorfor det er en god ide at supplere med f.eks. polystyrenplader udenpå.
Hvis du så ønsker at den synlige del af fundamentet/soklen skal laves i teglsten (mursten), så vær opmærksom på, at de ikke må gå helt ned til terræn, de skal helst holdes 150mm over terræn (over jorden) ellers vil de suge masser af fugt med stor risiko for at de frostsprænges. Se på dit hus, og tænk lidt over hvorfor der er en pudset sokkel imellem jorden og dit murværk.
Der ligger da noget arbejde i, at gøre det rigtigt fra starten, men langt mere arbejde og mange ærgelser ved at "springe over hvor gærdet er lavest" og så skal reparere i resten af drivhusets levetid.
Held og lykke med dit projekt.

7 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 24. januar 2013 kl. 10.04

Hej Gert
Tak for dit indlæg:-) Jeg har også læst om dit og Houles projekter i den anden tråd, i har fået lavet nogle rigtig lækre huse:-) og ja det gælder om at gøre det rigtigt fra starten!! det er også derfor jeg prøver at suge fra jer andres erfaringer;-)

Ja kan selvfølgelig godt se det er med til at holde frosten ude! jeg ha overvejet en kartoffelkælder derinde, men burde lecaen ikke holde det meste væk? er det bare et alm termometer med ekstern måler du bruger til at måle jordtempraturen?

Ja du har ret selvfølgelig skal murstenene ikke have jordkontakt så de bliver fugtige... tror jeg holder mig til lecaen!

hvorlangt gravede i ned til jeres huse?

8 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 24. januar 2013 kl. 10.18

Lidt erfaringer herfra:

I 1996 etablerede vi et 12 m2 stort standard - Bilka - aluminiumsdrivhus på lecasokkel (pudset over jorden (ca. 25 cm) af kosmetiske årsager) og med terræn inde i drivhuset sænket ca 20 cm i f.t. udenfor. Vi etablerede også en lille "kælder under en flisegang midt i huset til diverse opbevaring. Soklen og kælderen gik ned i ca. 70 cm´s dybde.

Vi har ikke haft problemer med at lecaen frostsprængte, men har måttet reparere pudset...

Den konstruktion har vi været rigtig glade for. Jeg kan bekræfte at leca isolerer godt, - vi har enkelte gange (julen 2010!) haft overfladisk frost i jorden inde i drivhuset, men ellers har jordvarmen holdt det frostfrit.

Der har faktisk kun været ét stort problem med det drivhus. Det var alt for lille! Derfor er "vi" (vi har håndværkerhjælp) nu i gang med at bygge en "luksusversion" på 36 m2 på samme sted som det gamle lå. Det nye drivhus bliver etableret med sokkel i ca. 1 m´s dybde (ham vi kender der kunne grave var lidt energisk). Soklen er bygget af fundablokke og isoleret udvendig men 100 mm polystyrenplader. Sokkelmuren over jorden (kan bekræfte de 10-15 cm som nævnes ovenfor) er muret op i mursten som skal vandskures. Endegavlen er fuldmuret med et par gamle vinduer isat og der er etableret vand og strøm inde i huset. Gulvet i det nye drivhus bliver ca 20-25 cm under terræn - så der bliver højt til loftet - trempelhøjden bliver ca. 2.60, målt indvendig.

Der bliver etableret murede plantekummer på dele af 2 sider (rundt i et hjørne) i alt ca 7 m2 i 1,1 m´s bredde. Resten af gulvet bliver med fliser - en lille del forberedes med ekstra frostsikring i form af elkabler, men vi har nu ikke store forventninger om, at det er noget der skal bruges ret meget.

For hyggens skyld bygges en udvendig skorsten og vi sætter en lille renoveret brændeovn ind.

Vi glæder os naturligvis rigtig meget - osse til at haven ikke ligner en byggeplads! Selve huset - et Helios Gigant - er planlagt opsat af Pavillon Danmark - i uge 7....

det gamle drivhus er flyttet til et hjørne af haven, nu forankret med nedstøbninger, - og skal stadig bruges..

Har I spørgsmål beretter jeg gerne videre
Mange Hilsner fra Pia

9 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 24. januar 2013 kl. 10.50

Hej igen Frederik

Jeg har lige været i drivhuset for at fotografere vinterblomster.
Nåh men til dine spørgsmål -
Jo Lecaen kan godt "Holde det værste væk", men hvis jorden i en længere periode er frosset ned i ½ til 1 hel meter, så skal der meget solopvarmning inde i drivhuset til at holde jorden helt frostfri inde i huset også. (Leca-blokke isolerer noget, men jo slet ikke som egentlige isoleringsmaterialer).
Termometeret som jeg har i drivhuset, er et lille billigt inde/udetermometer med en udeføler i et par meter ledning. Føleren har jeg bare gravet ned i jorden inde i drivhuset. Og det snilde er jo, at termometeret har hukommelse med min. og max.-funktion. Og sidst men ikke mindst, så var det billigt, 30 kr. i Lidl !
Både Houles og mit drivhusfundament er 90 - 100cm. dybt.
Og så endelig det der med puds på Lecablokkene. Hvis det skal holde skal det nok være ren C-mørtel kastet ud på blokkene. Jeg pudsede mit indvendigt med en KC-mørtel for et syns skyld. Det er noget L . . . og kan ikke anbefales. Man kan jo vælge bare at kalke blokkene, det skal nok holde.

Over and out

10 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 24. januar 2013 kl. 13.38

Hej Pia
Det lyder godtnok som et lækkert hus i har gang i!! jeg håber der kommer billeder:-) også gerne af byggeprocessen.

Men det lyder som om 70-90cm må være fint til mit "lille" drivhus..

11 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 24. januar 2013 kl. 13.43

Hej Gert
Ja det er klart at længerevarende hård frost med tiden vil trænge ind, men det går nok:-) jeg regner ikke med at skulle bruge det til det vilde om vinteren udover min kartoffelkælder, men hvis der bliver koldt må jeg holde øje...

det puds du snakker om er over jorden ikke? hvad med under jorden skulle der ikke pudses eller lukkes på en måde der?

tak for tippet med bare at kalke:-) kan godt se det vil være irriterende at blive ved med at skulle reparere

12 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 25. januar 2013 kl. 21.46

Der er vist ikke meget grund til at pudse under jorden. Det gør man jo når man laver omfangsdræn for at holde vandtrykket væk fra en kælderydervæg. Men her i drivhuset vander vi jo også inde i drivhuset, og Leca-sten eller - blokke tager ikke skade af at være opfugtet og at stå direkte imod jord.
Sokkelpuds over jorden er jo mest for det pænere udseendes skyld.

13 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren Lillelund, 6. februar 2013 kl. 8.53

hej Frederik.

hvad blev beslutningen? med eller uden isolering.

MVH Søren

14 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 6. februar 2013 kl. 8.58

Hej Søren
Beslutningen blev/bliver at jeg ikke laver isolering, jeg har faktisk lånt en gravemaskine i weekenden og skal igang:-) Regner med at grave 80cm med og lave en sokkel af 4 lecasten under jorden og så 2 sten over jorden. Det eneste udenstående spørgsmål er pt hvormeget cement og grus jeg skal bruge, men det må de kunne hjælpe med på trælasten...

Jeg har også overvejet om jeg skulle droppe leca nederst og bare have en sten under jorden og støbe for resten, men prismæssigt er der ikke stor forskel og det er nemmere med leca;-)

15 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren Lillelund, 6. februar 2013 kl. 10.07

det lyder som en go plan du har, og ja trælasten skulle gerne hvide noget om hvor meget du skal bruge, husk at købe ekstra da der hurtigt bruges lidt mere end forventet. man kan altid levere tilbage sålænge det er opbevaret korrekt.

MVH Søren

16 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Frederik G, 14. maj 2013 kl. 9.48

Nå jeg må hellere lige binde en sløjfe på denne historie:-)

Himmelfartsferien blev brug i havens tegn! Forrige weekend fik jeg med hjælp fra min bror støbt fundament ned i ca 75 cm med 5cm isolering (mest for at gøre renden lidt mindre da den havde stået siden februar så den var blevet ret bred!!). Torsdag kom en kammerat som er murer sammen med en kollega og de fik lagt 3 skifter leca og det stod knivskarpt og der var præcis 43cm fra toppen af soklen til bunden hvor døren skulle være.

Fredag havde jeg allieret mig med min mor og bror og vi fik sat hele skellettet op, lørdag hjalp en anden bror med at sætte de 48 glas i. Søndag fik jeg købt 4 plantesække og plantet de første 8 tomater ud:-) Jeg mangler dog stadig at køre en del jord derind da bunde lige pt er tung lerjord og så at lave belægning, men det kommer.

Der kommer et par billeder i aften.

Tak for alle de gode tips

17 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 20. august 2013 kl. 18.57

Jeg fortalte tidligere i år lidt om drivhuserfaringer og nyt projekt. Huset blev færdigt i april efteren del strabadser med vintervejret. Vi har selvsagt ingen vintererfaringer, men sommeren har været en god oplevelse.. Jeg har ikke erfaringer med at uploade billeder i dette forum, men hvis det lykkes, så kommer der lige om lidt et par stykker. Så må jeg besvare spørgsmål senere.
Mange <hilsner fra en GLAD drivhusejer

18 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 20. august 2013 kl. 19.01

så for søren - det skulle osse kompeimeres - billeder! Det lykkes nok efter nogle forsøg

19 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 20. august 2013 kl. 19.03

Og her er et billede fra et senere tidspunkt...

20 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 20. august 2013 kl. 19.06

Og, - her skulle man kunne få et indtryk af vores dejlige drivhus, - nu med planter!

21 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 20. august 2013 kl. 19.09

Og til allersidst et billede udefra...
Vi er rigtig glade for huset og ser frem til et laaangt efterår.
Mange Hilsner fra Pia

22 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Henrik Mikael Kristensen, 5. september 2013 kl. 18.16

Hej

Det er et meget flot drivhus, Pia. Tillykke med det. :-)

Jeg er selv ved at bygge, og ville gerne lige høre, hvordan du har placeret polystyrenpladerne udenom soklen? Skal de sidde et stykke nede i jorden og derefter tildækkes?

Jeg kan ikke rigtigt regne ud hvordan det skal gøres, så der ikke bare render vand ned bag ved dem.

23 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 22. september 2013 kl. 11.18

Polystyren er kapillarbrydende og bruges "overalt" i byggerier til isolering.
Pladerne sidder udvendigt på soklen fra lige under jordoverfladen og ned i 1 m' s dybde

24 af 24 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Pia Bro Christensen, 22. september 2013 kl. 11.19

Henrik, du kan se pladerne på det første billede fra byggeriet

Nyt svar til emnet »Nyt drivhus – sokkel«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Drivhuset > Nyt drivhus – sokkel

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider