Forum

Hvilket bunddække i skråning?

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Marianne L., 19. marts 2017 kl. 12.36

Vi har købt hus, hvor der allerede er lavet en del i haven. For eksempel er en stor del af havens yderkanter dækket med ukrudtsdug, hvor der så ligger en masse bark ovenpå. Det fungerer ret dårligt, fordi flere steder er skråninger, og der er store hul, hvor man kan se dugen.

Et bestemt sted i en af disse skråninger står der 5 rhododendron. Vi flyttede ind i maj 2016, og de har ikke haft blomster mens vi var her, så måske står de i noget dårligt jord - jeg ved det ikke.

Nu vil jeg gerne plante noget bunddække på den skråning hvor de står, og er blevet anbefalet vinca minor på et plantecenter. Den skulle kunne vokse i en skråning. Men jeg har to spørgsmål: 1) Kan de trives sammen med rhododendron? Når nu rhododendroerne ikke trives, skal jeg nok til at gøre noget med jorden der (gødede dem i går), så bunddækket skulle gerne kunne trives i samme slags forhold. 2) Kan jeg plante dem ned i hul i ukrudtsdugen, eller ødelægger det for, at de kan brede sig og dække jorden?

Hvis man ikke kan plante dem med ukrudtsdugen, finder der så bunddække-planter, der kan vokse sådan? Eller er jeg bare nødt til at fjerne den?

På forhånd tak for svar.
Vh Marianne

1 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 19. marts 2017 kl. 21.14

Hej M. Laflor

Væk med ukrudtsdugen - om nogen år vil den på trods af at den er produceret med stort indhold af antioxiderende stoffer nedbrydes. Den får revner og brud - og bliver vanskelig at fjerne til den tid.
Der er ikke nogen akut giftvirkning ved at have ukrudtsdug liggende i haven, men EU's REACH-program har undersøgelser igang af hormonforstyrrende effekter af de kemikalier, der anvendes til imprægnering af ukrudtsdugen.

Ukrudtsdug skal bortskaffes som farligt kemiaffald (den skal afbrændes under høj temperatur og kontrolleret ilttilgang).

Både mikrolivet, ormene og planterødderne hæmmes under ukrudtsdug - og det er i direkte modstrid med de økologiske principper at skabe dårlige vilkår for denne vigtige biodiverse aktivitet i muldlaget.
Det vil være vanskeligt for Vinca Minor at etablere sig ved udløbere ovenpå ukrudtsdugen - så der skal plantes meget tæt, hvis målet er et sammenhængende grønt jorddække.

Du spørger ind til om Vinca minor kan trives i samme jordbund som Rhododendron. Svaret er, at det kan den nok godt - Vinca er tolerant overfor jordbundsforholdene. Men den kan med tiden blive en plage (hvis den kommer til at trives godt). Den er i stand til at overvokse halvstore, lysåbne buske....

Mit forslag er - ud over at fjerne ukrudtsdugen inden I starter plantning - at I gentænker, om de beslutninger Jeres forgænger i haven tog nu også passer for Jer.
Eksempelvis er Rhododendron ikke vanskelige at flytte !
Der kan være grund til at indskrænke det barkdækkede område, sådan at den ukrudtshæmmende virkning af barklaget bliver effektiv. Det sker først, når barkdækket er ca 10 cm tykt over hele den flade, der skal dækkes.
Måske giver en gentænkning af planen for haven helt nye ideer om, hvad haven også kan bruges til ?

Flere ideer til en sammenhængende haveplan kan hentes i en klassiker, som biblioteket kan skaffe:
39 haveplaner - Utypiske haver til et typehus - C. Th. Sørensen - udgivet i samarbejde med De danske Haveselskaber.

Held og lykke med at I finder Jer tilrette i Jeres nye omgivelser !

Venlig hilsen fra
Lone

2 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Marianne L., 20. marts 2017 kl. 9.21

Hej Lone

Tusind tak for langt og grundigt svar! Jeg har slet ikke overvejet at flytte rhododendroerne, men det burde jeg selvfølgelig tænke over. Måske skal jeg flytte dem til husets sydvendte indgangsparti, hvor der nu står nogle lidt kedelige små buksbom.

Jeg har virkelig mange tanker om den her have - det kan være lidt overvældende at overtage andres påbegyndte projekter, når man er så ny i haveverdenen, at man ikke ved hvilke muligheder der findes.

Vh Marianne

3 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: H. Christensen, 20. marts 2017 kl. 16.55

Lav en over ordnet plan og tag lidt af gangen.
Ellers går man død og det bliver lidt uoverskueligt.
Man kan også få anden smag og ideer under vejs.
Der findes så mange spænde og flotte planter.
Jeg troer aldrig man bliver færdig med haven. Den lever.
Og min kæreste er fuld af ideer.
Mvh

4 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Claus K Madsen, 20. marts 2017 kl. 20.00

Har du nogen fornemmelse af hvor længe ukrudtsdugen har ligget der?
Har den allerede ligget en hel sæson eller to så har den nok kvalt evt. flerårigt ukrudt. Ellers ville jeg nok lade den være et år mere. Det kan jo være der gemmer skvalderkål eller lign. neden under. Det skal du af med inden du planter nyt bunddække.
Har du regnet på hvor mange planter der skal til at etablere bunddækket? måske er det en god ide at lade noget af ukrudtsdugen ligge mens bunddække planterne tager tilløb, hvis du forstår hvad jeg mener.

Nyt svar til emnet »Hvilket bunddække i skråning?«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Prydhaven > Hvilket bunddække i skråning?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider