Spørg eksperterne

Hvordan beskærer jeg gamle blommetræer?

Jeg har en gammel frugtplantage. hvor træerne er omkring de 40–60 år gamle, vil jeg tro.Jeg har haft stedet i 8 år, og de har ikke rigtig båret noget frugt i den tid, men der har osse været et vildnis omkring dem.

Er der mulighed for at beskære dem, så de kan starte på en frisk? Eller er det bedst af plante nyt?

Jeg synes bare, det er synd at fælde de gamle træer, dem får man ikke lige sådan tilbage igen.

Kan de beskæres helt ned, så hovedstammen og en 3–4–5 grene stritter ud med en 1 meters penge? Eller vil træet bare danne en masse vanskud og ikke komme til at give noget frugt fremover?

Med venlig hilsen
Brian Andersen, februar 2015

Svar

Der er forskel på, om du skal have en indtægt på dine frugttræer eller det er for at nyde de gamle træer og tage det udbytte, som de nu engang kan give. Der er også forskel på om det er blommer eller æbler og pærer. Hvis det er for at få et udbytte til salg, vil jeg skifte blommetræer ud i fald de er 40–60 år gamle, medens jeg kommer på frugtplantager med æble- og pæretræer plantet i 1940erne, som stadig giver godt.

Træ beskåret

Her kan du se resultatet af en beskæring af en stor tyk gren på et gammelt frugttræ. Foto: Villy Mougaard

Som dit spørgsmål er udformet antager jeg det mest er for bevaringen af de gamle træer og så nøjes med et mindre udbytte. Den første betingelse for at der kommer frugt er, at det vildnis du taler om fjernes, så der kommer så meget lys og næring til frugttræerne som muligt. Er der tale om gamle
blommetræer, som overskriften antyder, så skal du beskære dem i august–september når frugten er plukket. Jeg vil skabe fornyelse i træerne ved i første omgang at fjerne nogle grene inde midt i træet, så der kan komme noget fornyelse i træet. Derefter vil jeg løbende over de næste 4–5 år fjerne den gamle krone lidt efter lidt, så der gradvist kan bygges en ny krone med de nye skud, der kommer hvor der er fjernet grene. Det er en proces, som er vanskelligt at beskrive, men som du nok bør se i praksis på et beskæringskursus. Du bør ikke fjerne grene der er mere end 5–8 cm tykke, da træet så får vanskelligt ved at reparere sårene.

Hvis det drejer sig om æbler og pæretræer, så kan du her i februar fjerne nogle grene inde i træet og på tilsvarende vis som nævnt ovenfor lidt efter lidt fjerne den gamle krone. Det er betydeligt nemmere at skære æble og pærertræer tilbage end stenfrugt (blommer og kirsebær). Også her gælder det at det er bedst ikke at fjerne for store grene (over 10 cm), da træet så har vanskelligt ved at hele såret.

Jeg har dog selv et træ stående som for 20–25 år siden fik savet en større gren af, men nu er træet også ved at være hult fra såret og et godt stykke ned i stammen, men jeg vurderer den holder en del år endnu.

Beskæringen af en større gren har resulteret i et hul ind i træet. Træet kunne ikke lukke det store sår effektivt nok. Foto: Villy Mougaard

Metoden med at skære dem helt tilbage, som du spørger om, har jeg set praktiseret. Der giver en masse vanskud. Efter første år vælger du vanskud ud, som du vil beholde og klipper resten af. Næste år fjernes vanskudene ved at de rives af hen over sommeren, når de er 5–6 cm lange. Efter min vurdering kræver det noget mere arbejde end hvis man gradvist reducerer kronen og laver en ny.

Det kan være du skal se det i praksis inden du går i gang.

Nu ved jeg ikke, hvor i landet du bor, men måske det var en ide at lave et beskæringskursus i august–september i dine gamle blommetræer. Jeg leder i øjeblikket efter steder, hvor jeg kan vise, hvordan gamle træer kanbeskæres, det kunne jo være hos dig.

Villy Mougaard, Blomstergården ved Viborg kan kontaktes på tlf 86 65 12 88.

Med venlig hilsen
Villy Mougaard
Planteskoleejer, Blomstergården

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

Gartneri Toftegaard

Gamle danske sorter

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gamlefrugtsorter.dk

Gamle sorter af frugttræer på vildstamme

Spiroggro

Udlejning af mosteri

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Hvordan beskærer jeg gamle blommetræer?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider