Spørg eksperterne

Må naboen bruge Roundup i skellet?

Må man gerne sprøjte i skellet med Roundup, når naboer er uenige om brugen af det. Den anden part bruger det til alt.

Med venlig hilsen
Andersen, maj 2008

Svar

Du får hele to svar, da der er flere måder at anskue problemet på:

Svar fra Hanne Søgaard

Den Økologiske Have:

Naboen må godt sprøjte med Roundup på sin side af skellet. Naboen må ikke sprøjte på dine planter på din side af skellet. Så kort kan det siges. Men jeg synes da at du skal prøve at snakke din nabo fra at bruge sprøjten. Der er andre måder at bekæmpe ukrudtet på og det kan du jo vise i din egen have – inviter på havebesøg og få en havesnak.

Du kan også invitere naboen med til en rundvisning om ukrudt i Den Økologiske Have. Se programmet på www.ecogarden.dk eller ring 86545400 for at få yderligere oplysninger, hvis du selv vil arrangere en rundvisning. Naboen er også velkommen til at ringe til Den Økologiske Haves hotline 86545400, mandag-tirsdag-onsdag kl 10–13, hvor vi gerne rådgiver og svarer på spørgsmål. Det er selvfølgelig gratis.

Når det er sagt, vil jeg også sige at der er forskellige måder at forholde sig til sin have på. Og det må vi respektere, også selv om vi ikke billiger måden. Jeg tror på eksemplets magt og oplysning, men ville da ønske at det blev helt forbudt for private haveejere at bruge pesticider. Skal der absolut sprøjtes bør det overlades til de professionelle der har uddannelsen i det.

Svar fra Karna Maj

Landsforeningen Praktisk Økologi:

Skel er jo en linje, så man kan ikke sprøjte i skellet. Men det er lovligt at sprøjte op til skel, men ikke at sprøjte på din side af skellet. Dvs. at hvis i har fælleshegn, så står halvdelen af hækken på din grund. Hvis naboen sprøjter inde på din side, er han på ulovlig grund. Det svære er, at der ikke er nogen instans, hvor du let kan få behandlet »sagen«. Man kan rekvirere hegnssyn, men ikke sprøjtesyn. Så hvis du vil gøre noget, skal du have klare beviser, helst en sprøjteskade, og så skal du anmelde din nabo til politiet, og det hele ender med et civilt søgsmål. Du kan kun få en pengeerstatning ud af det i bedste fald og et endnu dårligere naboskab. Og hvis du taber sagen, så kan han sprøjte med god samvittighed – hvis han ejer en sådan.

Hvis naboen skader et levende hegn med Roundup, kan man måske få hegnssynet til at gå ind i sagen, da det i §19 står:

§ 19. Den til hegnet stødende jord må ikke behandles eller benyttes således, at hegnet derved beskadiges.

Men hvis du taber sagen koster det ca. 1200 kr og en sur nabo. Inden du klager til Hegnsynet, så sørg for, at der ikke er et stykke ukrudt i hegnet, for ellers kan naboen bruge § 26 mod dig:

§ 26. Beskadiger en grundejer hegnet mod nabogrunden eller undlader at udføre et ham påhvilende vedligeholdelsesarbejde, derunder nødvendig renholdelse, eller at træffe de i § 19, stk. 8, påbudte beskyttelsesforanstaltninger, kan hegnsynet efter naboens begæring ved kendelse pålægge den pågældende inden en nærmere fastsat frist at udbedre skaden eller udføre det manglende arbejde.

Mit råd er at forsøge at bevare et bare nogenlunde tåleligt naboskab, så du stadig har mulighed for at påvirke ham/hende og måske få taget så meget hensyn, at der ikke sprøjtes, så der driver sprøjtegift ind på din grund. Også selv om det er meget, meget frustrerende, at man skal finde sig i sprøjtning op til skel.

Du kan læse mere om sprøjtning op til skel og sprøjteskader i en række artikler her på Havenyt.dk. De omhandler landmænds sprøjtning op til haver, men der gælder for så vidt de samme regler mellem haver. Eller rettere, der er ikke rigtig nogle regler, som beskytter haveejere mod sprøjtning fra naboer – eneste ret, man har er erstatning for sket skade. Og det er ikke godt nok, men politikerne vil ikke gå ind med regulerende regler på området. I Landsforeningen Praktisk Økologi har vi siden 1998 arbejdet for at få sprøjtefri zoner op til haver. Men hidtil forgæves.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Må naboen bruge Roundup i skellet?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider