Spørg eksperterne

Hvordan forbedrer jeg en sandet jord og hvad kan jeg dyrke i den?

Vi ville gerne dyrke lidt grønsager på vores sommerhusgrund, jorden er meget sandet. Hvordan forbedrer vi jorden? Kan det overhovedet lade sig gøre at holde på fugten, når underjorden er sand?

Jeg læste et svar på et lignende spørgsmål i en anden brevkasse, hvor der blev foreslået et afgrænset bed med plast i bunden, skulle det være nødvendigt?

Hvilke grønsager er bedst til den sandede jord?

Jeg læste Winnie Poulsens artikel om den frodige sandhave, hvor der også blev dyrket grøntsager.

Med venlig hilsen
Birte Winther Jensen, oktober 2003

Svar

Jorden forbedres gennem tilførsel af organisk materiale: efterafgrøde, jorddække mellem rækkerne og overvintrende dækafgrøde, der indmuldes i marts. Det organiske matriale vil, når det nedbrydes, opbygge jordens indhold af humus, og derigennem fastholde vand og næringstoffer. Krummestrukturen vil således forbedres, forudsat at der stadig tilføres organisk matriale. Jorddække mellem rækkerne mindsker samtidig overfladefordampningen, omend sandede jorde generelt har lavere vandkapacitet end humus- og lerholdige jorder.

At indrette et bed med plast i bunden vil jeg ikke anbefale. Hellere sørge for en løs og dybt bearbejdet jord (løsnet med greb), godt suppleret med tilført organisk matriale.

Blandt de afgrøder, der umiddelbart trives bedst på sandjord er ært, kartoffel, gulerod, asparges, grønkål, løg og krydderurter (mynte, estragon undtaget). Vandmangel vil dog kunne reducere udbyttet i flere afgrøder, bl.a. kartoffel. Men er der næring og vand nok til rådighed vil en række andre afgrøder dog også kunne lykkes, herunder rød- og sølvbede. Knoldselleri, porre, blomkål, rosen- og hovedkål derimod, vil komme i næringsunderskud på magre sandjorde.

Dyrkningsforholdene forbedres, efterhånden som den organiske fraktion i jorden opbygges. Her vil f.eksx salat og majs så trives bedre.

Hvis ikke det er sket, vil det gavne at tilføre jorden kalk og således hæve pH-værdien.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ormeposten

Bestil kompostorme fragtfrit

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Jord > Hvordan forbedrer jeg en sandet jord og hvad kan jeg dyrke i den?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider