Spørg eksperterne

Skal jordbær i potter gødes i 2. dyrkningsår?

Jeg har plantet jordbær i gødet sphagnum i 2 liters potter. Jeg går ud fra, at planterne efter nogen tid (1 år?) har brugt næringen.

Vil det derfor være tilrådeligt næste år at tilføre kali eller PK-gødning? Jeg vil ikke bruge NPK for ikke at tilføre kvælstof.

Med venlig hilsen
Ole Møller, januar 2016

Svar

Da jeg ikke kan vide, om vi snakker om 4 potter på en altan, 400 potter til dyrkning i drivhus eller på friland, bliver jeg nødt til at give et generelt svar på, hvordan du kan gøde dine jordbærplanter. Jeg forudsætter, at dine planter fortsat skal stå i en potte, og ikke plantes ud i haven eller en større plantekasse.

Jordbærplanter må ikke gødes for kraftigt, især ikke med kvælstof, N, da dette kun giver mange blade og få bær.

Står de under tag (hele tiden), styrer du selv vandmængden, men står de under åben himmel, kan der ske en betydelig udvaskning af næringsstoffer. Dette betyder også noget for behovet for gødskning; altså om der er et behov og i så fald, hvor store mængder, der skal bruges.

Jeg ville give dem en god kompost, lavet af en god del hestegødning eller komøg inklusive masser af halm. Halmen leverer kalium, K, og resten sørger for en alsidig næringsstoftilførsel. Nu er det altid svært at give præcise mål for, hvor meget kompost, der skal tilsættes. Mængden afhænger af komposteringsprocessen; kold eller varm, om komposten har været dækket under vejs (ellers vil der være et betydeligt tab af næringsstoffer) og selvfølgelig, hvad der er komposteret.

Men jeg vover mig ud i at anbefale en lille håndfuld, i hver potte, umiddelbart efter høst. Er det remonterende jordbær, kan der gives halv mængde efter høst, dog senest midt i september, og resten i det tidlige forår, april.

Hvis jeg skulle dyrke jordbær i potter, ville jeg gribe det en smule anderledes an.

Jeg ville plante om til en større potte af hensyn til vandforsyningen. Mit valg ville være en 5 liters. Som jord ville jeg ikke vælge en spagnum, da der er stor risiko for, at planterne får det for vådt, hvis de står ude i regnfulde perioder. Jeg ville lave min egen jordblandning, med 50% leret havejord, 25% velomsat, grov, relativt næringsfattig, kompost og 25% grus. Dette kan være svært at praktisere, hvis det er på en altan i storbyen. Da kan der blandes groft grus, små lecaklinker, eller lignende »luftgivende« materiale i »købejorden«.

Øverst i potten, som jorddække ville jeg bruge et lag tang, halm eller andet organisk materiale som jorddække. Jorddækket bidrager til en langsom næringstilførsel, holder på vandet i potten, holder plantens blade tørre og sørger, for at mine bær ikke bliver snavsede af jordsprøjt. Kan der ikke skaffes organisk materiale til jorddækket, kan der dækkes med et lag groft grus, fx knust granit. Dette bidrager så ikke nævneværdigt til næringsstoftilførslen, men resten af fordelene med jorddækket tilgodeses.

Jeg bruger gerne tang i haven. Det hentes i juleferien og lægges på terrassen, i et tyndt lag, til afsaltning. Nedbøren udvasker saltet i løbet af de næste par måneder. På den måde har jeg et fortrinligt produkt til jorddække fra maj.

Det helt overordnede råd er: hold øje med dine planter. Ser de sunde og frodige ud, med jævnt grønne blade, er der næppe grund til gødskning.

Du kan hente mere viden om jordbærdyrkning i artiklen: Sådan dyrker du jordbær

Med venlig hilsen
Hanne Søgård
Jordbrugsteknolog Landskab og Anlæg, anlægsgartner og konsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gartneri Toftegaard

Anderledes øko grøntsager

Staudemarken

Lægebaldrian,duftende,selvsående

Frøsnapperen

Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven

Solsikken

Alt til den økologiske have

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Hvidløg og Vin

SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine

Økologiens Have

Økologisk besøgshave

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Skal jordbær i potter gødes i 2. dyrkningsår?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider