Spørg eksperterne

Hvorfor falder kimplanter sammen og dør?

Kimplanterne trives ikke. Foto: Joshua Gabriel

Her i det tidlige forår såede vi knoldselleri og bladselleri. Desværre for knoldsellerien døde mange af kimplanterne. Først faldt de sammen og så visnede de hen. Det samme var gældende for flere af vores sommerblomster. Nu sker det også for vores timian.

Vi har brugt så- og priklejord og sat planterne i sydvendt vindue. Se billede af timian potten.

Med venlig hilsen
Joshua Gabriel, maj 2015

Svar

Det er altid svært at se på billeder af spiringsproblemer og finde årsagen, da man ikke kan få fingrene ned og mærke jordens struktur og fugtighed og ikke ved, hvordan der er blevet vandet.

Vi må gå ud fra, at jorden er ok – for ellers skal du købe ny jord – eller bare prøve at så i en hjemmelavet såjord, men her får du fremspiring af ukrudt (et problem, hvis du ikke kender kimplanterne på den såede art). Se artikel om hjemmelavet såjord. Jorden skal føles dejlig porøs, og en købt jord kan evt. tilsættes lidt fint grus.

Både knoldselleri, bladselleri og timian er frø, som skal have lys for at spire. De skal næsten ikke dækkes efter såning, men frøene trykkes fast til såjorden. Under spiringen anbringer man potten/såbakken i tætsluttende luft, f.eks. i en plastpose. Den stilles lyst, men ikke i sol, indtil kimplanterne kommer frem. Det er tit en god ide at sætte potte med helt nyspirede kimplanter i et øst- eller vestvendt vindue de første dage. Især hvis man har meget store sydvendte vinduer, hvor der er bagende varmt, når solen skinner.

Umiddelbart ser jorden i din potte for våd ud – og det er oftest det, der tager livet af kimplanter. De angribes af svampe – der er flere muligheder, men resultatet er det samme: planterne dør. Alle har prøvet det. Og når kimplanterne begynder at se dårlige ud, vander man for at være sikker på, at de har vand nok. Man tror det er vandmangel, og så dør de af for meget vand. Prøv at se om du kan genkende det mønster.

Kimplanter behøver næsten ingen vanding i starten, og det kan være en fordel at bruge en forstøver, da det gør det lettere at dosere vandingen. Man sørger nærmest bare for at holde ligevægt med fordampningen fra jordoverfladen. Fordampningen i kimbladstadiet er meget større fra jordoverfladen end fra bladene.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvorfor falder kimplanter sammen og dør?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider