Spørg eksperterne

Hvad kan gro under et stort egetræ?

Lige udenfor min have står der et kæmpestort gammelt egetræ på kommunal grund. Det er fredet, så hvad det angår, har jeg ingen indflydelse.

Mit problem er, at jorden i den halvdel af haven (væk fra hus og terrasse) er ganske udpint, lige meget, hvad jeg har plantet, trækker egetræet kraft og fugt fra jorden. Alt, som står der, bliver derfor småt og pivset.

Jeg har forsøgt med en del forskelligt, efeu går fint, en lav buksbomhæk gror utrolig langsomt, espalierroser bliver pjevsede (New Dawn), så hvad kan jeg evt. plante, både noget lavt og noget, der kan espalieres til at dække for en kedelig carport?

Med venlig hilsen
Klara Mortensen, marts 2012

Svar

Det er karakteristisk, at vedbend (efeu) trives på stedet. Den er nemlig tilpasset det liv, man må leve under store træer. Det siger også, at valget af andre planter må støtte sig til viden om de naturlige bundplanter under egeskov (se listen nedenfor).

Men det er sandsynligvis også vigtigt at forbedre jordbundsforholdene. Det kræver såmænd ikke den store indsats, for det kan gøres ved at lægge en topdressing ud under hele det areal, som træets krone kan dryppe ned på (»drypzonen«). Hvis jorden er lerholdig kan man bruge en blanding af lige rumfangsdele harpet kompost, filtergrus og havejord (ofte kaldet »muld«). Hvis den bestående jord derimod er sandet, kan man i stedet bruge en blanding af lige rumfangsdele harpet kompost og havejord. Læg denne blanding ud i et lag på 2–3 cm tykkelse, og begynd indefra, mens plantearbejdet foregår, sådan at man ikke er nødt til at træde den nye overjord sammen.

Med hensyn til planteforslag kan man bruge følgende som bund:

Engelsød (stedsegrøn bregne)
Stor Frytle (stedsegrønt halvgræs)
Skov-Star (stedsegrønt halvgræs)
Skovmærke (duftende staude med hvide blomster)
Hvid Anemone (den velkendte anemone)
Krans-Lilje (lilje med mørkrosa blomster)
Pinselilje (den velkendte)
Påskeklokke (»julerose« med mørkrøde blomster)
Himmelblå Lungeurt (staude med blå blomster)
Fladkravet Kodriver (staude med lysegule blomster)
Vår-Fladbælg (staude med røde/rosa blomster)
Tidlig Alpeviol (staude med rosa blomster)

Dette kan suppleres med:

Almindelig Taks (stedsegrønt nåletræ)
Almindelig Kristtorn (stedsegrøn bladplante)
Almindelig Hyld (busk med hvide blomster og sorte bær)
Rosen-Brombær (busk med lyserøde blomster)
Almindelig Benved (busk med lyserøde frugter)
Kaprifolie (slyngplante med duftende, gule blomster)
Almindelig Humle (slyngplante med duftende frugtstande)

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Blomstergården

Duftende Georgin hentet hjem fra Canada.

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Staudemarken

Stauder i potter.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Prydhaven > Hvad kan gro under et stort egetræ?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider