Spørg eksperterne

Vil avisdække ødelægge mine forårsløgblomster?

Jeg har en forhave, der næsten kun består af skvalderkål, dog med en del erantis, vintergæk og, så vidt jeg husker, også krokus, og enkelte hårdføre stauder, der holder ud endnu.

Jeg havde tænkt at bekæmpe skvalderkålen ved til foråret, når forårsblomsterne er visnet ned, at lægge et lag aviser og dække med flis eller lignende. Men nu kommer jeg i tvivl, om det vil skade forårsblomsternes løg/knolde?

Med venlig hilsen
Anne Marie Marckmann, november 2006

Svar

Jeg har ikke nogen endegyldig god løsning på dit problem med skvalderkålen i forhaven, men jeg vil gerne give dig mine erfaringer med dække for at fjerne skvalderkål på steder, hvor der er forårsblomster.

Jeg vil starte med at sige, at hvis man bruger aviser som dække mod flerårigt ukrudt, så skal man lægge flere lag ud, og de skal lægges, så de lapper over hinanden effektivt, for ellers kommer der skvalderkål op igennem. Det er helt nødvendigt at dække med noget ovenpå, og ikke kun for syns skyld, men også fordi havens solsorte på et tidspunkt finder ud af, at der er masser af dejlig føde nedenunder, og så går de ellers i gang med at splitte avisdækket ad. Resultatet bliver avispapirsstumper, der blæser ud over hele haven. Som man måske kan fornemme, så har jeg gjort erfaringen.

Når skvalderkålen ikke kan komme op gennem avisdækket, så kan forårsblomsterne heller ikke. Jeg har afprøvet det, og aviserne når ikke at formulde nok, til at forårsblomsterne kan trænge igennem. De vokser vandret hen under dækket med lange gule blade.

I øvrigt skal der dækkes minimum en hel vækstsæson for at få fjernet skvalderkålen fra et stykke jord. Jeg har afprøvet at dække, fra 1. juni og resten af sæsonen med den sorte fiberdug mod ukrudt, som man kan købe i ruller. Det fjernede ikke skvalderkålen, men svækkede den en hel del. Jeg måtte følge op med en del lugning med håndkraft, men det var blevet lettere, da dækket havde fået rødderne til at lægge sige mere øverligt. I øvrigt er skvalderkålen igen ved at være et problem samme sted, og netop fordi jeg ikke kan komme til at luge i foråret, da stedet er helt fyldt med de smukke skovtulipaner. Så jeg skal på den igen, og må nok indstille mig på, at jeg hvert år skal dække med fiberdug efter afblomstring. Ukrudtsdugen holder i flere år, men længst når den dækkes med noget, så den ikke nedbrydes af solen.

Jeg havde ikke lagt noget over fiberdugen, da det var bag i haven under et æbletræ, så det var let at fjerne den. Sort ukrudtsdug er også pænere end aviser. Det er mere besværligt med flis ovenpå, men det kan måske lade sig gøre at fjerne det nogenlunde let, hvis man er to til at tage i hvert sit hjørne af et ikke alt for stort stykke fiberdug, så flisen samles inde på midten. Flisdækket behøver jo kun at være ganske tyndt, det er jo kun kosmetisk dække. Husk at der også ved fiberdug skal være godt overlap (min. 15 cm) ved samlinger.

I øvrigt kom jeg forsent med at få fiberdugen fjernet i foråret – forårsblomsterne var begyndt at skyde, og uden lys var de blevet lange og gule, men rettede sig dog og blev selvfølgelig grønne. Men noget kønt syn var det ikke. Hvis man vil være sikker på at forårsløgblomsterne ikke skades, så tror jeg tror at dækket skal fjernes allerede i januar, og antagelig allerede sidst i december, hvis der er erantis og vintergækker i bedet. Dækket fremmer tidligheden, så vidt jeg kunne se, så det er ikke nok at holde øje med, hvornår den tilsvarende art spirer frem ude i bedene.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Duftende Georgin hentet hjem fra Canada.

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudemarken

Stauder i potter.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Prydhaven > Løg og knolde > Vil avisdække ødelægge mine forårsløgblomster?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider