Spørg eksperterne

Optræder myrer i drivhuset som skadedyr?

Jeg har mange myrer i mit drivhus. Er det et skadedyr som ødelægger afgrøder som vindruer, tomater, meloner og andet der vokser i drivhuset? Hvordan kommer jeg myrerne til livs?

Med venlig hilsen
Susanne, maj 2003

Svar

Myrerne i drivhuset vil sandsynligvis ikke umiddelbart tage for sig af planterne, men nøjes med olieholdige frø på jorden og smådyr. Fødevalget er forskelligt fra art til art. Myrer har generelt flere biologiske funktioner. Først og fremmest tager de en masse mider, æg og skadedyr, der ellers vil angribe dine planter, så på den led gør de stor nytte som biologisk forsvar mod skadevoldere. På den anden side elsker myrerne at holde bladlus og tilsvarende beskytte disse mod naturlige fjender som mariehønselarver, rovbiller og andre nyttedyr. Myredronningen vil herske alene i sit rige og udnytte bladlusenes sukkerholdige sekreter til føde for sit eget folk. Det minder i princippet lidt om vores egen adfærd. Men når sukkerholdige frugter begynder at modne, kan myrerne begynde at æde af dem, alt efter art, smag og behag.

Hvis der ikke er problemer med at myrerne bekytter bladlus, så planterne svines til i honningdug og skimmelsvampe og i kan leve med deres tilstedeværelse behøver problemet ikke være andet en psykologisk. Normalt gælder det om at forstyrre eller fjerne myrernes duftspor, så de ikke kan navigere på de gamle »ruter«. Det kan ske ved brug af stærkt lugtende stoffer (tea tree oil, karry, cayenne, rejnfan- og malurtudtræk) efter en solid afvaskning. En sådan afvaskning er vanskelig nu, hvor planterne er i gang og jorden placeret.

Du bør holde øje med bladlus og evt. spule planterne rene med en vandstråle, hvis de opformeres. Der er også mulighed for at samarbejde med myrerne og tilbyde dem mad ved at anbringe overskårne appelsiner og andre »sukkerfælder« uden for huset, samtidig med en grundig rengøring af fliserne. Men det vil aldrig virke 100% medmindre dronningen og boet går til grunde, idet spejdere konstant sendes ud i søgen efter gode fødeemner. Det vil også være effektivt at røre en klat vaseline godt ind i tea tree oil og klistre et bælte (tape) med dette rundt om planternes basis, så myrernes trafik forhindres og hæmmes. Vaselinen bør ikke sidde direkte på stænglerne, så de ikke kan respirere.

Her på Havenyt.dk får du ikke giftige råd, der slår i hjel i stor stil eller vejledning i kemiske myrelokkedåser. Det drastiske jeg kan anbefale dig, hvis problemet er utåleligt, er at finde frem til boet og enten fjerne dronningen eller skolde boet ihjel med kogende vand. Du kan også forsøge følgende, mere tiltalende strategi. Et par dværgvagtler på fri fod i drivhuset vil tage godt for sig af myrerne og andre skadedyr og skabe lykke blandt evt. børn og voksne i eller omkring haven. De er søde, populære og meget charmerende. Men det kræver modet til også at svinge øksen, når den tid kommer.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Robinie.dk – SkovTrup

Beskyt afgrøder med insektnet – bionet

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Revira – det usynlige hegn

Det usynlig hegn mod uønskede dyr.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Skadedyr > Optræder myrer i drivhuset som skadedyr?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider