Spørg eksperterne

Kan jeg bruge Roundup mod senegræs i liljekonvaller?

Mine elskede liljekonvaller er ved at blive kvalt i senegræs.

Selv om jeg godt ved, at de gerne vil have lov til at stå i fred og ro i mange år, plejer jeg at håndluge i det tidlige forår.

Men denne gang er jeg kommet bagud på grund af andre opgaver, der havde højere prioritet. Og nu er løbet kørt.

Spørgsmålet er, om jeg kan kvæle senegræsset med Roundup, uden at liljekonvallerne også går til, hvilket jeg ville være meget ked af.

Eller er løsningen den, at jeg til næste forår, mens jorden er blød, og inden liljekonvallerne kommer op, laver en grundig håndlugning og får alle rødderne med?

Med venlig hilsen
Birgit Ørskov, juni 2012

Svar

Lad for alt i verden være med at bruge »Roundup«! Dels er det upassende at bruge giftmidler, der som glyphosat (det aktive stof i handelsvaren) beviseligt trænger ned til grundvandet og forurener det for fremtidige generationer, og dels vil midlet ikke kunne skelne mellem nyttige planter – her liljekonvaller – og unyttigt senegræs.

Når du har afstået fra at luge, fordi liljekonvallerne skal have »fred og ro«, så har du misforstået noget: De tager ingen skade af, at du trækker senegræsset op med rode. Tværtimod vil det nedsætte konkurrencetrykket fra senegræsset, og det giver mere vækst til liljekonvallerne.

I øvrigt kan du vælge at grave hele bedet op, når liljekonvallerne har afblomstret og fået slappe, visne blade. På den måde kan du i ro og mag skille senegræsrødderne fra. Det er et møjsommeligt arbejde, men også den mest effektive metode til bekæmpelse af senegræs i alle slags staudekulturer.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Kan jeg bruge Roundup mod senegræs i liljekonvaller?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider