Hvornår starter jeg med bekæmpelse af store mængder kvik i jordvold (300 meter).
Der er plantet med cotoneaster i efteråret og sprøjtet 1 gang med »Fusilade Extra« (uden nævneværdig effekt).
Hvilken dosering? Splitdosering? Tidspunkt?
Med venlig hilsen
Peter Kristensen, februar 2004
Der er gjort flere fejl i forbindelse med bekæmpelsen af kvik på jordvolden. Det gælder fuldstændigt generelt, at flerårigt ukrudt og herunder altså også kvik skal være fjernet fuldstændigt, før man planter
bunddækkeplanter. Ellers ender man med en fiasko. Desuden skal giftmidler som Fusilade bruges med fornuft og efter de forskrifter, der står på etiketten. Det er simpelthen lov. Når der ikke er set nogen
nævneværdig effekt på ukrudtet, skyldes det, at midlet er brugt forkert, og sandsynligvis at det er brugt for sent på sæsonen eller for tidligt. Ukrudtet skal være i kraftig vækst, hvis giften skal virke.
Når du spørger så indforstået til »splitdosering«, viser du, at du er endda særdeles godt inde i brugen af plantegifte, og så ved du sikkert også, at anvendelsesmåderne for midlet findes ganske nøje beskrevet i
firmaets brugervejledning. Jeg henviser her til den pågældende hjemmeside.
Angående giftfri bekæmpelse af kvikgræs, så skal det som sagt gøres, før man går i gang med at plante de blivende planter i jorden, og der er kun de gode, gammelkendte metoder: Enten må stykket graves igennem med greb og kvikrødderne samles meget omhygeligt af, eller jorden må kultiveres ca. hver 14. dag en hel sommer igennem – eller også skal jorden dækkes med lystæt plastik i en hel sæson (april–november).
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvordan bekæmper jeg store mængder kvik på en tilplantet jordvold?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…