Arrangementer

Åben Vild Have 2022 – hos Mona i Stenstrup

Kom inden for i en villahave, hvor der er plads til både natur og selvforsyning.

I haven er der et totalt vildt og fredet stenomkranset bed. Her bliver der aldrig luget og det bugner af krydderurter, digitalis, skvalderkål, sankthansurt, aftenstjerne, kæmpestenbræk, lavendler og clematis. En tør og solrig pigstensbelægning under en balkon giver levesteder til jordhumler. Her er rådne træstammer, skyggebed med bregner og granitfuglebad. I græsset er der øer med hvidkløver, som får lov til at stå urørt i 4-ugersintervaller. Græsafklippet er blevet fjernet i 14 år, så der vokser røllike, vorterod, bellis, storkenæb, forglemmigej, mælkebøtter, hornvioler, smørblomster og en masse andre. De blomstrer, når der er tørke, og græsset ikke slås.

Der er 7 vandsteder til fugle, insekter, tudser og pindsvin samt 6 fuglekasser. 26 små træer til opbyggelse og lagring af kulstof i stammerne, til skjul, skygge og reder. Og ikke mindst til insekter i blomstringsperioden og til fugle i bærsæsonen (røn, mispel, paradisæble m.v.) Et trekantareal med træer og stedsegrønne til skjul samt enkle (altså gode at komme til) blomster/stauder/roser over sæsonen til insekter. Det er helt tæt. Hanekamscryptomeria, Nordens Oliven (prydpære), penselfyr (klippet med japansk inspiration) og thuja – alle er mega interessante for fugle, der bygger reder og både skjuler sig og sover i dem. De stedsegrønne er supergode om vinteren for fuglelivet.

I baghaven findes en køkkengårdhave, der dyrkes med kompost, hønsepillegødning og basalt. Græsafklip og luget ukrudt bruges til at dække køkkenbedene med.

Haven er kun ca. 450 m², men har alligevel 7 frugttræer, ribs og 21 (små)træer. Udnyttelsen af de 3 stk. 6m lange højbede (no dig), som dyrkes meget intensiv med flere afgrøder og grøngødning pr. år. F.eks. med 34 tomat- og 28 peberfrugtplanter.

Haven er åben 20. og 21. august kl. 13–16

Dato: Lørdag den 20. august kl. 13 – søndag den 21. august 2022 kl. 16
Sted: Skolevej 11, 5771 Stenstrup
Arrangør: Mona
Pris: Gratis

Her er du: Forsiden > Arrangementer > Åben Vild Have 2022 – hos Mona i Stenstrup

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider