Hvad skaber en have?

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

I slutningen af juli måned forlod jeg min køkkenhave. Hedebølgen havde vundet, jeg lavede om på min årsrytme, gik op i mit atelier og arbejdede mig ud af havekrisen med viften kørende for fuld skrue. Jeg holdt op med at vande og luge. På ganske kort tid fik hele haven et Klondikeagtig præg, og mistede værdien for mig, undtaget når jeg i vildnisset kunne skimte gulerodstoppe, og salaten der bare voksede videre. Jeg opgav ovenikøbet at vande tomater og agurker i drivhuset, måneder før, at de selv opgav ævred. I år kunne jeg have høstet tomater langt ind i november.

Livsglæden vendte tilbage, bare et andet sted, end jeg er vant til. Det føltes en anelse underligt at stå og lave billeder i næsten 40 grader, at sidde formummet foran sin pc i husets eneste hjørne, hvor der aldrig kommer sol, med alle vinduer og døre åbne, oppe og nede, for at give mulighed for gennemtræk.

Fra billedserien »Is the world ready to turn upside down?« 2014 Foto: Kirsten Dietrich

Vores fire børnebørn er flintrende ligeglade med upassede haver og ukrudt. Hver for sig har de deres egen måde at indtage verden på, og hvis man kan finde gulerødder imellem ukrudtet, smager de jo lige godt for det.

En weekend i starten af oktober, havde vi den 4 årige pige på besøg. Det lærte mig noget om haver og små piger, jeg ikke vidste.

Alle tre dage gik hun udenfor i mange timer, helt alene. Hun tullede rundt i sin egen verden, tog fat i samtlige glæder, hun lige nu og her faldt over. Pigen trak sin nye cykel, morfar havde fået fra en venlig nabo, henover græsset. Parkerede cyklen, bøjede sig ned og tog et æble. Det var et madæble på størrelse med hendes eget hoved, lidt småsurt efter min smag, men hun gnaskede på det et stykke tid, mens hun stod og så sig omkring. Så smed hun det fra sig, vandrede hen i køkkenhaven, hvor hun fandt småbitte gulerødder, som blev vasket under vandhanen og spist. Igen denne stille væren, inden næste projekt, som var at plukke græs til hønsene, lægge det i en plasticspand, hun fandt frem. Ud igennem havelågen om til hønsene, som fik besøg i hønsegården af en lille fireårig, der stod tavst og smed græs i hovedet på dem.

pige og høne

Fra billedserien Purple Dreams. Foto: Kirsten Dietrich

Vel inde bag haveindhegningen fandt hun en pære, der skulle smages, en gynge, der skulle afprøves, og sådan fortsatte hun i timevis 3 dage i træk.

Jeg havde iagttaget hende indefra huset, og kæmpet en brav kamp med kunstneren i mig, der kunne have optaget alle tiders film, og lavet en lang serie fotos af den stille 4 årige, der bevægede sig rundt udenfor, uden ønske om indblanding fra andre. Jeg afstod, og mormoren vandt. Jeg fik aldrig nogle billeder af hendes glæde ved at være uforstyrret og alene i dagevis i en have, der må forekomme hende at have parkstørrelse, selvom den kun er omkring 2.200 kvadratmeter, og mere end rigelig, når man skal slå græs.

Hun er for længst tilbage i skovbørnehaven med et mylder af støjende legekammerater i en presset hverdag. Hvor hun trives, men ikke selv kan få lov til at holde styr på tiden. Det har vi ikke kunne give vores børnebørn, trods gode omsorgsfulde forældre, et trygt hjem og søskende.

Gaven at kunne bestemme over sin egen tid, følelsen af tryghed og uendelighed. Alt det, jeg kunne se og fornemme igennem vinduerne, mens kunstneren sloges med mormoren, og følelsen af savn fra mit egen barndom tittede frem. Det blev min gave til hende, at holde nallerne væk, og lade hende være i fred.

pige og hindbær

Fra billedserien Purple Dreams. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg er ikke typen, der sidder i min have længe ad gangen og nyder alt det, vi har skabt. Enten arbejder jeg derude, drikker en kop kaffe i skyggen, eller snupper en lur under valnøddetræet. Det er meget sjældent, jeg bare sidder og laver ingenting. Det var hendes gave til mig. For jeg har glemt værdien af at være alene i haven og lave ingenting. Nyde stilheden, når den er der(!), og føle tryghed ved at bo et sted, hvor det egentlig er mig, der bestemmer, hvorvidt jeg vil luge og vande eller ej.

Hvilket var lige præcis årsagen til, at vi for mange år siden flyttede herned og købte huset. Jeg var ved at få pip af at skulle leve op til at holde en fremmed have i den stand, vi havde fået overladt den. Vi lejede hus, og ejerne var haveentusiaster om en hals, hvilket man sandelig også kunne se. Men det forpligtede jo, og det var ganske uhørt at lade græsset gro, fælde et træ, der skyggede forkert, grave de buske op, der var plantet rundt om hele ejendommen, som skulle klippes årligt og stak som en i helvede. Kors hvor var jeg dog træt af den selvpåførte pine, det er at skulle leve op til andres forventninger. Om hvordan en have burde se ud, og hvordan den burde passes.

Nu vil jeg træne, at jeg ikke behøver grave og ordne køkkenhave næste år, ej heller udnytte drivhuset. Hvis jeg dropper at grave, så og plante i år, behøver det ikke betyde, at jeg aldrig mere skal gøre det. Det betyder, at det faktisk er mig, der bestemmer, hvor rodet haven må være, og mig, der definerer rod. Jeg har 3 måneder endnu til at øve mig. Af gode grunde er billederne af den lille 4årige pige kun i min hjertehukommelse. Der er andre besøg, hvor jeg har fotograferet glade unger, der springer badut i haven. Men de er sådan set også totalt ligeglade med, om jeg har luget eller ej.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Hvad skaber en have?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…