Det første af alting

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Der er en særlig følelse omkring, det første af alting. Det første kys, den første forelskelse, det første barn og det første barnebarn. Ikke at glæden over de næste formindskes, men detaljerne ved det første sætter dybe spor i cellehukommelsen.

Det er svært at sige noget sjovt om det, at ældes. Rygtet siger, at da Helle Ryslinge i 1994 lavede filmen Carlo og Ester, måtte hun bagefter rejse væk en periode for at slikke sine sår efter den sønderlemmende kritik, der heglede nedover hendes valgte tema: de gamles kærlighedsliv. At samme avis 15 år senere gav hovedrolleindehaveren, Gerda Gilboe, disse ord med på vejen »ydede hun en rørende præstation i Helle Ryslinges ‘Carlo & Ester’ om kærligheden mellem to ældre mennesker«, viser bare, hvor sandt, det er, at al kritik skal tages med et gran salt, og aviser dagen efter kan bruges til at pakke fisk ind i.

En engel i haven

En engel i haven Foto: Kirsten Dietrich

Der er én ting, der, for langt de fleste af os, øges med alderen, det er hverdagsglæden. Den er proportional med lægebesøgene og pillerne. Hverdagens lykkestunder er støt stigende, jo ældre, vi bliver. Barnebarnet, der kaster sig i armene på en, ægtefællen, der knuger en ind til sig og hvisker: »Hvor er det godt at have dig hjemme igen«. De voksne børn, der griner i telefonen, aftenturen på havnen med en smeltende isvaffel, og vinden på kinderne i aprilsolen. Lykken, som har været der hele tiden, men skjult under lagene af stress og bekymring om tiden, der aldrig slog til, arbejdet, børnene, ambitionerne, det evige tempo, der blæste igennem livet, holder pludselig pause.

Der, lige midtimellem vindstille og moderat tempo, sætter haveglæden ind for mange mennesker. Under anden verdenskrig fik England et haveboom, for hvad kan skabe glæde, når alt andet synes at være frataget en? Have og mad. Sjovt nok, udkommer der under denne økonomiske krise så mange bøger om netop have og mad, at man kan undre sig over, hvordan de kan sælges i en tid, hvor bogmarkedet har det utrolig svært i forvejen? Have og køkken er åbenbart evige omdrejningspunkter for dagligdagens hyggestunder.

Udendørs vender livet tilbage år efter år. De første af alting, gentager sig i et tilbagevendende mønster, der modsat vore erindringer, bliver ved med at føles som nye førstegangsoplevelser, og det er netop magien ved at være haveelsker. Hvert eneste år bringer samme uformindskede glæder som forrige sæsoner. Som min ene datter, der er bybo, siger:

– Man kan godt høre, du er havemenneske, jeg kender ikke så mange, der bliver glade af at opdage nye brændenældeskud til morgenteen.

Man skulle tro, man efterhånden havde vænnet sig til det. Julen gentager sig også hvert år i december, men den kan man faktisk godt blive rigtig træt af. Både før, under og efter – hvorimod haven!

De første purløg til de første orangegule æg, magnolia træet, der startede sin tid i haven som en lodret pind på knap 1 meter, står i april med en krone af pink og hvide åkandelignende hoveder, der nu rager langt op i himlen, og er ved at passere husets første sal.

Magnoliatræ nye knopper

Magnoliatræets nye knopper Foto: Kirsten Dietrich

Det næste halve år går det slag i slag. Udover møje og besvær, omsorg og kærlighed giver haven mulighed for mange happy hours, når man på morgenrunden opdager knopperne på kirsebærtræet er sprunget ud om natten, de orange tulipaner folder kronbladene ud i solstriberne, købt på Gavnø Slot, dengang Richard stadig var ansat som gartner og altid stod til rådighed for en lalleglad haveamatør, der stillede et utal af spørgsmål. Hvis man gør sig umage, og deler løgene, hvilket jeg nåede sidste forår, så fordobler de sig. Dem bliver jeg heller aldrig træt af, i alle stadier er de skønne, ikke ulig mange kvinder.

Sidste stadie af en tulipan

Sidste stadie af en tulipan Foto: Kirsten Dietrich

Så bliver salaten klar til at plukke, den første agurk kan nydes til frokost i begyndelsen af juni, og bestyrker min selvopfundne akklimatiserings metode, som består i gåture med tomat og agurkeplanter dagligt i 14 dage, før de sættes endeligt ud i drivhuset hvert år den 15. maj. Vennerne griner højlydt, når jeg i begyndelsen af maj, taler i telefon, og køkkenuret ringer i baggrunden.

– Jeg bliver nødt til at afbryde nu. Mine tomater og agurker skal hentes i børnehaven. De har stået ude i fire timer i dag. Farvel.

Agurker på vej tilbage fra drivhusophold. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg er stolt over mine rosenstiklinger

Jeg er stolt over mine rosenstiklinger Foto: Kirsten Dietrich

Man skal være dedikeret haveejer for ikke at mene, jeg har totalt knald i kasketten, men de accepterer, at det virker. Omsorgen og besværet ryster de på hovedet af, tomater og agurker, altså helt ærligt! Men vi haveejere, vi står sammen. Vi ved, at det netop er pleje og omhu, der giver de bedste resultater. Og hvem gider mose rundt med hestemøg, vandslange, greb, spader, lugejern og trillebøre uden at se, smage og dufte til det hele? I seks – lange – måneder høster man glæder, som var det første gang, man smagte sine egne hindbær, duftede til roser, man selv har lavet fra stiklinger, satte tænderne i en pære, knækkede en valnød, eller sågar pludselig opdager, at den lille dims på 2 cm, man samlede op på skovstien for et par år siden, nu er blevet til en stor busk fuld af hasselnødder, lige til at putte i kager.

De eneste blomster, jeg ikke kan snuppe, er mælkebøtterne, der som årene går, breder sig overalt på matriklen. Trods ihærdige anstrengelser er det stadig ikke lykkedes, bare at holde dem nede. En måneds tid løber jeg konstant rundt efter plæneklipperen, i forsøg på at undgå de spreder frø, men det kapløb har jeg tabt for længe siden. Forrige år forsøgte jeg at forlige mig med dem, og lavede saft.

Den smagte overraskende godt, men i en have, der bugner af jordbær, hindbær, solbær, hyldebær, rabarber og brombær, er det ikke nødvendigt med flere flasker sukkervand. Børnebørnene har heldigvis fornuftige forældre, der har lært dem ikke at tylle litervis af farvede sukkerprodukter i sig, så enhver ven, der møder mig hjemme eller ude, får fyldte saftevandsflasker stukket under armen. Måske drikker de saften, måske giver de dem til deres egne børnebørn, jeg spørger dem ikke.

Mælkebøttesaft i maj

Mælkebøttesaft i maj Foto: Kirsten Dietrich

Men det holder aldrig op med at undre mig, at det kan opleves mirakuløst, at naturen hvert eneste år gentager sine stunts, og se det hele folde sig ud igen. At opleve det som første gang i modsætning til så mange andre ting, er lidt ubegribeligt. Hvordan kan hjernen kende forskel?

Jeg er vild med årstider, og det er ikke en hemmelighed, at jeg, modsat den danske digter, gerne så en udskiftning i kalenderen. Hvis det kunne det lade sig gøre, helt individuelt naturligvis, at flytte juli måned hen til november, ville det vække jubel hos mig. En måned mere med mørke, stearinlys, brændeild, hyacinter, kaffe og indendørs sysler, ville passe fint til mit temperament. I modsætning til langt de fleste andre, skulle man tro DMI, der bruger ord som risiko og trussel om regnvejr og temperaturer under 15 grader, så synes jeg vinteren bliver kortere og kortere. Og sommerperioden længere og længere.

Hvilket måske er grunden til, at jeg med årene taber havegejsten midt i det hele. Så synes jeg, vandslangen har været hevet lidt for ofte igennem køkkenhaven og hen til drivhuset, lugejernet er igen blevet sløvt af brug, ligesom jeg selv. For at imødekomme den træghed, spæner jeg ud ved første solstrejf og vindstille i marts måned, iført polartøj for at kompensere for den mangel på lyst, jeg ved indfinder sig sammen med hedebølgen.

Jackmani

Min gamle smukke jackmani – sidste år. Foto: Kirsten Dietrich

I vores have må vi regne med en vis spildprocent. Det gælder ikke kun dræbersnegle, bladlus, mosegrise eller rådyr, men om den ihærdighed, jeg synes er på sin plads, nu jeg ved, at, i løbet af juni forsvinder arbejdsglæden.

I år er det lykkedes for mig, spørg ikke hvordan, at klippe min elskede klematis så langt ned i hælehøjde, ovenikøbet to gange, at den er gået ud. Jeg var tidligt ude for at træne mine havemuskler, så i slutningen af marts, klippede jeg alle lavendlerne helt ned, og glemte(!), at min gamle smukke jackmanii klematis allerede var klippet i februar, og derfor skulle have lov til at skyde i fred. Ikke nok så mange hestepærer og vandinger har lokket bare et enkelt lille grønt skud frem, den ser stadigvæk stendød ud.

Nedskåret klematis.

Nedskåret klematis. Foto: Kirsten Dietrich

Her i slutningen af april, er det meget svært at forestille sig havelede. Glæden synes uden ende, og der er heldigvis langt til juli måned. Indtil da, er der så mange hverdagsmirakler at se frem til, og det synes helt ubegribeligt, at man kan blive træt af at plukke jordbær. Jeg minder mig selv om, at glæden, der bliver begravet i juli, dukker op igen i slutningen af august. Sammen med lykken over tilbagevendende stjernenætter, er der naboens Discovery æbler, de mest fantastiske pærer, valnødder og hasselnødder i min egen have, og ikke at forglemme brombær i skoven. Faktisk er der kun hviletid 3 måneder om året, før det hele starter forfra. Og opleves for første gang igen. Det er mirakuløst, og godt fundet på.

Kommentarer

Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Det første af alting

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider