Mad og merværdi

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Juni måned er over os, hurra og jubii, som den 6årige siger. Sommeren er kommet, forventningerne står klar i kulissen med alt det, der skal fyldes i dem, og lige om lidt er der jordbær. Min mand returnerede fra et besøg på barndommens ø, med smil fra øre til øre og armene fulde af herligheder: de berømte kartofler, asparges, og sørme om han ikke havde en bakke knaldrøde jordbær, så store som bordtennisbolde. Hvordan kunne det nu være? Mine egne jordbær er nyopdukkede og lysegrønne, for få dage siden var der stadig blomster? Mine bær blev så ikke sommerens første, der røg i dessertmaverne. Øv! Jeg, der ellers praler overfor mine egne børn og børnebørn om velsignelserne ved sæsonbetonede, danske, hjemmeavlede økologiske bær, frugt og grøntsager, måtte erkende, at her blev jeg slået på min egen banehalvdel af en ægtefælle, der ikke kan andet end lyse fra øre til øre, når årets første Samsø kartofler havner på middagsbordet.

Men jordbærrene! Som slet ikke duftede af jordbær, når man stak snuden helt ned til dem, og det var som at tygge vingummier næsten uden smag. For Gud ved hvilken gang, må jeg konstatere, at mad og mad er to vidt forskellige ting. Vores egne jordbær, som ingen af os aner, hvad hedder, modner senere end andre, de kommer i alle størrelser, og når de får vand og sol nok – så smager de som et stykke af himlen. Men EU ville dømme dem ude på forhånd, de er hverken rentable (hvad betyder det egentlig?), holdbare eller ensartede.

jordbær skal vandes.

Hjemmedyrket jordbær med himmelsk smag og duft. Foto: Kirsten Dietrich

Alle børn i min nærhed, der er indenfor pædagogisk rækkevidde, gennemgår forskellige former for træning af deres smagsløg. Dem, der påstår, at børn ikke bryder sig om broccoli, må omgås en anden slags børn. Dem, jeg kender kan spise alt fra broccoli, karrysild, roquefort ost til friske koriander, hvis de tidligt bliver præsenteret for det. Udover at ungerne hærger køkkenhaven og bærbuskene, leger jeg en leg med mine børnebørn, der går ud på at træne deres smagsløg. Jeg starter, når de er små, giver dem bind for øjnene og finder så alskens smagsprøver frem og putter i munden på dem, med stor indføling og pædagogisk snilde, forstås! Jeg begynder med alt fra rosiner, purløg, kokosmel, krydderier, rosmarin, sukker, salt og kaffebønner. De skal så gætte, hvad de tygger på, dufte til det om muligt, og den største af dem er blevet så dreven, at han kan gætte hvilken slags kaffebønne, han tygger i.

– Den lidt bitre er espressobønnen, og der er også forskel på farven, mormor!

I det hele taget betyder mad meget i forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn. Hvis man ikke er til IPad ræs på tid, må man jo grave andre talenter frem. Jeg har ikke mødt børn, der var uimodtagelige for mad, omsorg og nærvær. Hvilket jo nærmest er enhver økologisk haveejers kernekompetencer. Omhu og begejstring smitter. Jeg var ikke selv ret gammel, før jeg kunne smage forskel på min mormors – fra grunden – hjemmelavede mad, og min udearbejdende mors lidt mere lemfældige omgang med gryder og pander. Der var ganske enkelt ikke meget overskud til at pjanke rundt efter æg ved vejboder, endsige ny opgravede kartofler. Allerede i halvtredserne vandt fabriksfremstillet abrikosmarmelade indpas i vores husholdning. Det var en gennemsigtig gelemasse, der skvulpede rundt i en plasticbøtte, blævrende, smækfuld af sukker, og vi elskede det. Men min mormors nylavede solbærsyltetøj, endnu ikke helt afkølet på nybagt brød, er altså stadig det billede, jeg ser for mig, når jeg selv sylter solbær, og duften sniger sig rundt i hele huset.

Vores forhold til mad er anderledes, hvis vi vokser op med voksne, der kerer sig om, at smagen af gulerødder er mest intens, hvis de lige er hevet op af jorden, og fisken er bedst, hvis den er friskfanget, og at den ikke må lugte.

farvede gulerødder

Gulerødder i mange farver – og med jord. Foto: Kirsten Dietrich

Forleden var jeg i København med bagagerummet fyldt med rabarber til værtinden. Heldigvis var vi lidt for tidligt på den, så en kær ven, der boede på vejen, blev forsøgt banket op (hvilket viste sig at være mere end umuligt, da konen havde sat sig ud i sin lillebitte have med en kop kaffe og en smøg for at rånyde livet, og efterladt alle sine ringeinstrumenter udenfor hørevidde). I afmagt over at stå udenfor en trappeopgang med favnen fuld af rabarber, ringede jeg på hos naboen, for at blive lukket ind og smække rabarberne ned foran vennens hoveddør. Og den gamle kone, der lukkede mig ind, gik helt i selvsving, da hun så de røde rabarber.

rabarber

Overflod af rabarber i juni. Foto: Kirsten Dietrich

– Er de fra i år?

– Ja da, de har jo bladene på endnu, de er hevet op af jorden for en time siden.

– Åh, jeg elsker rabarbergrød. Hvor er det dog længe siden, jeg har fået det.

– Vil du have et bundt, jeg har flere ude i bilen?

Kvinden bar et bundt rabarber tilbage til sin lejlighed, så forsigtigt som en nyfødt baby i svøb, standsede op på stien for at vise sin rigdom frem for en genbo.

– Se her, hvad jeg har fået af den fremmede dame!

Det er næsten en naturlov, at havefolket elsker at dele, og glæden over at få af andres udbytte er bestemt ikke større end fryden ved at give til nogen, der værdsætter ens omhu så tydeligt.

Et par dage senere sad jeg på iscafeen ved havnen, ved siden af en gruppe sorte læderklædte gråmelerede herrer, sandsynligvis på min egen alder. Der var både rynker og mavedeller i sigte, men tonefaldet da en ny spinnende maskine rullede ind på asfalten

– Arj! Se lige den Harley der!

kunne jeg genkende, hvor som helst. Glæde og begejstring eksisterer overalt, hvor mennesker mødes og deler interesser. Som en af mine tomatvenner så smukt udtrykte det, da jeg forsigtigt havde spurgt til, om hun stadig var interesseret i at få tomatplanter, nu hvor hun havde været så syg, og der måske var andre mere vigtige ting at tage sig af end at skulle tage vare på tomater i krukker?

– Nej da, det er jo netop det, der er det vigtige.

Det glemmer danskerne sjovt nok i hverdagen, når vi køber glittede magasiner i dyre domme, der viser opstillede fotos fra wannabe livet i Provence, Italien og Marrakesh. At livet i solen og varmen, simple living, er andet og mere end blondeduge og saftevandskander, udskårne meloner og bøffer på grillen. At mad er andet end henslængte still billede frugter og grøntsager i forkromede køkkener. Det er jord på køkkenbordet, mudder under skoene, biller i gulerødderne og orme i æblerne. God mad er gode råvarer, og dem vi selv eller genboen avler, er sandsynligvis også er dem, der smager bedst.

æg

Æg direkte fra hønsehuset. Foto: Kirsten Dietrich

Derfor bliver jeg så glad over, at en lille rynket kone flipper ud over nogle friske rabarber, og tænker på hende, der med kun en folkepension på bankkontoen, dagligt går i supermarkedet (jeg garanterer, hun ikke handler ind i Irma) for at købe ind til et beskedent måltid. Hun kender forskellen på råvarer, om end hun aldrig vælger det bedste, for det er der ikke penge til. Jeg kan stadig af og til få en trækning i hjertet, når jeg dagligt henter økologiske æg fra mine høns, der farver kager og omeletter i samme nuance som småbørns næser, når de får gulerodsmos. Så tænker jeg på min mor, der på sine gamle dage sagde

– Jeg ville da også helst købe økologiske æg, men det har vi altså ikke råd til.

Kvinderne, der har lært os at lave mad, at anerkende gode råvarer, været igennem to verdenskrige med fødevaremangel, og videregivet glæden over enkelhed i madlavning, risikerede at ende deres dage med knaphed midt i al den overflod, samfundet var havnet i. Jeg græmmes.

De har om nogen, lært mange af os at sætte pris på kvalitet, og det er heldigvis blevet in igen, om end ikke for alle. Min mormor ville løfte øjenbrynene i ren forbavselse

– Kvalitet? Jamen har I da ingen penge?

grise

Grise bliver til dejlig hjemmelavet rullepølse. Foto: Kirsten Dietrich

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Mad og merværdi

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider