Min have som forandringsparameter

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Er det ikke underligt, at de ikke har høstet markerne omkring os endnu? Vi er i slutningen af august, de sidste mange år har de kørt i døgndrift og frataget os nattesøvnen allerede fra slutningen af juli? Hvad sker der? Kornet står bare. Og havebrombærrene er store, søde og modne?

Jeg har dyrket tomater i over 30 år, de sidste 6 år i drivhus, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi er ved at drukne i tomater. 3 kølige uger gjorde, at de første tomater ikke var modne før slutningen af juli måned, til gengæld har de i år valgt at modnes næsten samtidig. Jeg har 4 tomatplanter, min fryser bugner af tomatsovs til vinterforråd, og man skulle ikke tro det, men vi er næsten ved at være tomatmætte. Og så kun næsten, sæsonen er så kort i år, og der er sørme længe til næste sommer. Købetomater smager for meget af vand i vinterhalvåret, så det er bare med at gnaske i sig, mens tid er. Mon det er derfor, jeg af og til har svært ved at falde i søvn? Danser C-vitaminerne cancan i cellerne? Første hold var den 7.8. og det er allerede slut.

Første tomathøst 7. august 2015 Foto: Kirsten Dietrich

Det har regnet mere end sædvanligt i køkkenhaven i år, men dræbersneglene er flyttet et andet sted hen. Så den salat fuglene ikke har hevet op og nippet til, har jeg selv fået lov til at spise.

Gråspurvene har hærget i et omfang, så jeg har fået lavet kaninbure for at dække alle frø, jeg har sået. De fleste gulerodsfrø har de ædt, resten har de spredt på må og få, hver dag går jeg på jagt efter et par stykker, jeg kan grave op og spise med jord og det hele.

I vrede stunder har jeg overvejet at putte chilipulver i det fuglebad, regnen har dannet ovenpå brændeburene. Hvor horder af »himlens rotter« dagligt har mæsket sig. Men en ting er at rase mod invaderende fugle, en anden er at udføre vreden i praksis og gøre levende væsener fortræd. Imens jeg har været anderswo engagiert, er de heldigvis forsvundet. Godt nok er trækfuglene tidligt på den i år, men gråspurve er da ikke trækfugle? Hvor er de taget hen? Ikke at jeg savner dem, jeg vil være lykkelig, hvis de har fundet et domicil langt væk herfra, men jeg er nysgerrig.

Hvis man ikke er religiøs i forvejen, kan man næsten blive det af at holde have. Godt nok er erfaring og øvelse en god ting, når man har med jord, frø og planter at gøre – vejledning er heller ikke af vejen – men der er sørme masser af tilfælde, hvor forklaringerne ikke står i kø. Det er lidt som med børn, man får den første og skal høste erfaringer og afprøve alle de gode råd, så kommer nummer to, og det er overhovedet ikke som første gang. Godt nok kan man slappe mere af, hverken ungen eller tomater dør af de gange, man af udmattelse har knebet øjnene sammen og taget sig en lur i utide, men hvis man tror, man kan gentage en succes år efter år, barn efter barn, ved hjælp af de samme rutiner, har man mange overraskelser til gode.

Solens reflekser eller lyset fra en engel? Foto: Kirsten Dietrich

En vis tilbagelænethed, tillid og tro på egne evner er gode talenter at have i rygsækken, hvad enten man er billedkunstner, dyrker grøntsager eller opdrager børn. Alt har sit eget liv og drejebog, det er der, ånden måske kommer ind? For hvis man søger fuld kontrol, er det ikke de tre ting, man skal have som omdrejningspunkter i sit liv. Hvis man til gengæld kan glæde sig over alt, der folder sig ud, og undlade at ærgre sig gasblå over alt det andet, er der stor lykke at hente.

Haven kan være et magisk sted. Måske svæver der engle og devaer rundt om ørerne på en, uden man ved af det (jeg kender faktisk en have på Bogø, hvor ejeren indtil flere gange har fået at vide, at det gør der i hendes have), men det kunne godt tages med i overvejelserne om verdensfreden, at forhandlingerne skulle finde sted midt i en grøntsags have, vel at mærke efter at deltagerne sammen havde luget ukrudt en time eller to. Måske ville det skærpe mildheden?

Under alle omstændigheder er haven stedet, hvor det magiske udfolder sig, både indeni os og i jorden, men også der, hvor det uforklarlige sker hele tiden.

Hvorfor er mine dahlia knolde så længe om at blomstre i år, så de egentlig slet ikke når at komme frem? Viden, omhu, opgravning og frostfri opbevaring hjalp da ingenting. I år gad de bare ikke rigtig. I modsætning til guldvalmuerne, som plejer at blomstre en kort tid, inden de sætter frø, men i år! De har sendt blomster i hobetal op imellem morgenfruerne, så jeg har haft en orange sommersky hængende midt i haven i måneder. Hvorfor? Jeg aner det ikke.

Samme sort, samme plankeværk, samme betingelser? Foto: Kirsten Dietrich

For flere år siden plantede jeg to klematis op ad plankeværket. Samme art, samme farve. Købt samtidig og plantet samtidig. De står med få meters mellemrum, får gødning, vand og kærlighed på samme tid, og opfører sig alligevel som tveæggede tvillinger. Den ene har for flere uger siden smidt alle blomsterne, den anden har stort set alle endnu. Hvorfor? Det ved jeg heller ikke.

Et bud kan være, at Vorherre sidder og tænker, at nu skal vi lære, at forandring er en del af hele pakken. Også i haven. Ingenting fortsætter som det plejer. Hverken ude i den store verden, eller her i min lille. Og for at jeg ikke skal gro fast, og tro, at der er noget som helst, jeg har kontrol over, rykkes der lidt rundt på det hele, bare sådan for træningens skyld.

Da jeg havde skrevet denne artikel og afsendt den, spænede jeg lige ud i køkkenhaven for at plukke mynte til et glas te. Mange gange dagligt passerer jeg hushjørnet, men hvad var det der? Er det ikke? Og JO, det var det. Min yndlingsklematis, jackmanii, som har glædet os i mange, mange år ved at beklæde husfacaden og sende blomster rundt om hjørnet, klippede jeg simpelthen ihjel ved en fejltagelse i marts måned. To gange nedklipning kunne den ikke stå model til. Jeg har savnet den lige siden. Og nu her ved overgangen til september får jeg øje på en lille lysegrøn stængel midt i de visne lavendler. Jeg har altid troet på mirakler, også at de kommer, når man er allermindst forberedt på det.

Den mishandlede klematis 21.april. Foto: Kirsten Dietrich

Den mishandlede er genopstået den 29.august. Foto: Kirsten Dietrich

Hvis jeg troede, jeg kunne holde ferie i september, fordi alle pærerne sidste år blev modne i slutningen af august, og inden midten af september havde jeg syltede pærer og pæretærter i fryseren til hele vinterens gæstebud, så har jeg hørt, at planer skal man lægge, hvis man vil høre Gud le!

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Min have som forandringsparameter

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider