Hvad er det galt med at lave ingenting og samle kræfter?

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Det regner. Selv jeg, der hader hedebølger, er ved at få nok. Bortset fra, at den del af mig, der lukker øjnene for kalenderdatoen, har gode tider. Jeg elsker vinterhalvåret med mørke, stilhed og indendørs arbejde.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere går rundt i supermarkederne og jamrer over manglende forårsvarme i februar, og kort tid efter begynder der at dukke små sygeligt udseende tomatplanter op i butikkerne – måneder før de har en chance for at overleve. Længere nordpå lukker folk butikkerne og spæner udendørs, når solen skinner, og danskerne har, trods klimaforandring, samme længsel efter sol og udendørs måltider.

Men jeg undrer mig stadig over, hvad fuglene egentlig laver, når det regner?

lys i sne

Vinterstilhed. Foto: Kirsten Dietrich

Da jeg allerede i sidste måned sad ved skærmen og bestilte frø og løg, godt beskyttet af varme fra brændeovnen, akkompagneret af trommende regn på ruderne, kan jeg regne ud, at der ikke går lang tid, før jeg må indse, at det magelige indendørs liv er slut for i år. Misundelse er ikke noget, der ligger til mig, lige bortset fra et enkelt lille prik i her i forårsmånederne. Der går mennesker rundt derude, som allerede har gravet deres køkkenhave. Som allerede har renset deres drivhus. Hvis ikke i forrige måned, så sidste efterår.

Tænk at stå foran et gennemgravet, renset stykke jord, hvori der bare skal puttes kartofler, løg og sås frø. Jeg siger, bare det var mig! Min køkkenhave ligner noget, jeg er flyttet fra for flere år siden. Jordbærplanter, der fylder en tredjedel af arealet, skulle have været renset ud allerede sidste år. Rester af bladbede, jeg aldrig fik brugt, men de så smukke ud i Rønnebæksholms køkkenhave, så dem måtte jeg da også forsøge mig med, uden at have smagt dem først. Og al det græs, der vælter rundt i køkkenhaven, hvor pokker kommer det dog fra?

Lad mig bare være helt ærlig: Det er altså ikke en opgave, jeg med fryd kaster mig over, hverken i år eller nogensinde. Men jeg har lært et fif, der virker. Den første forårsdag, hvor solen varmer på en rar måde, uden man bliver gennembagt, begynder jeg med at vaske et par ruder i drivhuset, bare for øvelsens skyld. Så flytter jeg nogle tulipanløg herfra og derhen, til sidst graver jeg de krokus op, der stadig dukker op midt i græsplænen og putter dem i jorden et mere belejligt sted. Så har jeg været udenfor godt en times tid, og kan med sindsro fejre mig selv med at forblive indendørs resten af dagen og drikke kaffe. Dagen derpå gør jeg ligeså, men nu er kroppen på vej til at varme op, så det går lige an at klippe en række lavendler oveni. Og så fremdeles.

Efter en uges tid begynder jeg så småt at grave køkkenhave, een kvadratmeter ad gangen, og pludselig er vi i slutningen af april, hvor jeg er udendørs i mange timer uden at køre træt, og alting tager form. Haven ligner ikke mere noget, vi har forladt, kroppen har det så skønt med at arbejde fysisk udendørs og jeg har igen fuldstændig glemt min værgen ved at gå i kast med endnu en havesæson. Forårssøvnen er en ekstra belønning, alle skvatter omkuld inden klokken 21, ingen af os kan huske, hvad det var, man foretog sig i vinterhalvåret.

Henover denne vinter har jeg siddet og kigget ud på køkkenhaven, og besluttet at grave mine urter op og forære dem væk, men det er jo det vidunderlige ved haver. Man skifter hele tiden behov, mening og stil. I mellemtiden har min elskede fået helvedesild, hvilket i parentes bemærket man ikke skal ønske for nogen!

Det kræver behandling af snart sagt alle slags, konventionel, alternativ, psykologisk og urtete! På opfordring bestilte jeg en speciel urtete fra et apotek i Jylland, og da jeg så indholdet, kunne jeg ikke lade være med at smile, for alle ti ingredienser gror i min have. Nogle dog ikke helt frivilligt, genboens humle har bredt sig tværs over vejen og truer nu med at nedlægge min klematis, men det får være. Prisen på urteteen med de 10 ingredienser er lig prisen på ægte trøfler, så jeg har fået blod på tanden.

Fandt min tussegamle Marcussens urtebog frem, og nu har jeg planer!
Det er jo mageløst, hvad man selv kan fremstille, der kan kurere skavanker i begge ender af skalaen. Jeg har læst, at selveste Hildegard von Bingen både kunne dyrke medicinske urter, komponere kormusik og tale med Gud. Så jeg har fået en ny rollemodel.

I skrivende stund, hvor jeg er i fuld gang med at indramme billeder til en udstilling, og mine vinduer ligner osteruder, hvilket udelukker muligheden for at foretage sig noget som helst i min have, er jeg sikker på, det hele nok skal gå. Ork, der er jo evigheder til mine frø ankommer, vi er kun i begyndelsen af marts, og det er slet ikke usandsynligt, at vi har mere snevejr til gode. Så alt i alt handler det jo bare om at nyde det, der er lige for næsen af en. I den del af landet, hvor vi bor, er det langt fra forårsvejr, solen skinner ikke ned på drivhuset, så man kan faktisk ikke se, hvor grønne ruderne er blevet på kun én vinter. Der er masser af tid til alting.

Minipåskeliljer den 27. marts 2006.

Minipåskeliljer den 27. marts 2006. Foto: Kirsten Dietrich

Men jeg har hørt lærken, og set nogle viber. Påskeliljerne har fået små knopper, hvor stænglerne vil vokse 1 cm i døgnet, når solen bryder igennem. Påsken kommer tidligt i år, så der er ikke længe til. Indtil da vil jeg nyde mine indendørs aktiviteter og dulme min misundelse på de arbejdsomme mennesker, der allerede for et halvt år siden, gik rundt derude og forberedte forårets komme. Heldige asener!

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Dyrkhaven.dk

Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Hvad er det galt med at lave ingenting og samle kræfter?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider