Kan du være 80% glad?

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Hvad med de sidste 20%? I marts hørte jeg forskellige mennesker blive spurgt om deres lykkeniveau på en skala fra 1 til 10, hvoraf de fleste placererede sig selv på tallet 8. Jeg ligger også øverst i feltet, men har siden tænkt, hvad med de sidste 20%? Er de udtryk for en fejl, der skal rettes op på, eller skal vi lære at indse, det er en del af pakken?

Foto: kirsten Dietrich

Livet på jorden er et stort træningslokale, jeg tror slet ikke, vi ville opholde os her, hvis vi var perfekte. Men, hvis man nu tror på det, hvorfor betragter man så ikke sig selv som en rendyrket 10’er?

At stræbe efter fuldkommenhed er ikke mærkeligt, men at betragte resultaterne i sit liv som aldrig helt i mål, er efter min mening ikke særlig sundt. Måske er den holdning indeholdt i de sidste 20 procent? Kræver vi at være glade året rundt – 24/7 – for at betegne os selv som lykkelige mennesker? Er det én af årsagerne til, at man i Børsen i 2010 kunne læse, at 35.000 danskere meldte sig syge med stress dagligt? Det er knap 1.000 mennesker om dagen – bare i Danmark.

Min egen mand gik ned med stress for 13 år siden, og sygeperioden varede næsten et år. Det er ikke for tøsedrenge, kan jeg hilse og sige, hverken for den sygemeldte eller ægtefællen. Der er lavet mange undersøgelser, der har forsøgt at indkredse personlighedsstrukturen hos de mennesker, der bukker under først. Lad os bare konkludere, at det ikke er dem, der er de mest dovne eller mindst pligtopfyldende.

For 25 år siden sagde en genbo til mig

Man bliver simpelthen nødt til kun at fokusere på det, man får gjort, og undlade at forholde sig til alt det, man ikke har nået endnu. Ellers bliver man bims af at bo hernede.

Hvor mange fejl kan vi tolerere?

Forleden spurgte en ven, hvad det var for nogle bæster, der åd bladene på hendes Georginer. Min ellers kloge mand kunne ikke svare på, hvad man skulle stille op. Og nej, han er ikke altid klogere end mig, der ved hvert et angreb i haven slår op hid og did for at finde frem til en forklaring. Men manden har gået på Landbohøjskolen, og lært et og andet om bier og blomster.

Foto: kirsten Dietrich

Jeg gik ud og så på mine egne Dahlia, der faktisk også havde store visne plamager på nogle få blade, men sådan nogle fjerner jeg bare uden at tænke særlig meget over det. Jeg indregner altid en vis spildprocent i haven, det er kun, når noget går virkelig i kage, at jeg griber til kanel (myrer), kaffegrums (snegle), sæbespåner (bladlus) og den helt store udrensning: At klippe hele skidtet ned til grunden. Kommer det så igen, ja så bliver jeg glad, gør det ikke, så fred være med det. Bare det ikke sker over hele haven samtidig.

Men jeg kan da stadigvæk mindes min helt overdådige seks meter lange hæk af New Dawn roser, jeg måtte fjerne, fordi den var angrebet af rosenplet, og lignede jeg ved ikke hvad i flere år, før jeg tog mig sammen.

Myrerne åd også mine Peace roser, som en kær ven havde foræret mig. Man skal ikke plante roser i en zinkbalje, stille den på nogle fliser og tro, at myrerne ikke kan finde derhen også.

Vi har et japansk kirsebærtræ, plantet som et symbol en Nytårsaften for snart mange år siden, som skal hugges om. Hvert år bliver sygdommen tydeligere og tydeligere, vi krydser fingre og siger til hinanden, at det nok skal gå, selvom vi ved, at det gør det ikke.

Fejl kan blive til redninger

Noget redder jeg alligevel på den ene eller den anden måde. Vores ældgamle solbærbuske blev for en del år siden angrebet af? Alle bladene visnede, som årene gik så de mere og mere jammerlige ud. Til sidst skar jeg dem ned 10 cm over jorden, og de har ikke vist tegn på unoder siden. Nu giver de solbær til ti familier.

Foto: kirsten Dietrich

Sidste år kom jeg ved en fejltagelse til at beskære min yndlingsklematis helt ned til sokkeholderne – endda to gange.

Jeg græd næsten, da det gik op for mig, hvor stendød den var. Og så alligevel – i august måned tittede små blade frem imellem lavendlerne, og jubiii! den overlevede på trods. Denne sommer har den været så smuk som aldrig før.

Foto: kirsten Dietrich

Den har sendt dybt lilla blomster rundt om hjørnet, klatret hid og did, jeg har vist den frem for alle besøgende og høstet stor beundring. En morgen havde alle blomsterne fået meldug i løbet af natten. Ligesom inden den voldsomme beskæring, men jeg nød synet dagligt i fem uger.

Og hvorfor så det?

I år herskede samme turbulente orden i køkkenhaven. De gulerødder, jeg plejer at smovse mig i, lignede små roer, og smagte lige sådan. Mine rødbeder er kun en anelse tykkere end radiserne, som sneglene lige kun akkurat kunne holdes væk fra, lige indtil nogle andre bæster kastede sig over radisebladene, og de holdt op med at gro overhovedet.

Foto: kirsten Dietrich

Jeg såede flere forskellige slags salat i drivhuset i marts, plantede dem ud ad hoc, og vi åd salat i stimer i maj måned. Derefter ville alle de frø, jeg siden såede udendørs, bare ikke gro. Ligesom de sorte økologiske valmuefrø heller ikke har set dagens lys, trods gentagne såningsforsøg.

Mine roser har været fantastiske, Sava kartoflerne lige til et Gourmet magasin og ikke mindst løgene, både de røde og hvide. Til gengæld gav de Blå Congo kartofler i år ca. to ekstra for hver, jeg lagde i jorden.

Lykken kommer og går

Jeg elsker forklaringer, det er bare ikke altid, jeg får dem. Heller ikke altid, de stemmer overens med mine erfaringer. Ligesom de 20%, der mangler for at fuldende billedet af det lykkelige liv. Nogle gange finder jeg ud af, hvorfor jeg har været vemodig, ked af det eller utilfreds med tilværelsen i en periode, men det er langt fra altid. Det holder bare op en dag, og når jeg så overvældes af alle de lykkelige stunder igen, har jeg glemt det.

For mere end tredive år siden gav jeg en teenager i familien en lille æske, som jeg indeni havde delt på midten, og lagt en seddel i hver ende. Jeg overrakte hende æsken og sagde, at hun skulle åbne den næste gang, hun enten var meget lykkelig eller dybt ulykkelig. På oversiden af æske havde jeg skrevet glæde og sorg. Ligegyldigt hvilken ende man åbnede, lå der en lille seddel med samme ordlyd: Det går over igen. Den mindede hun mig om for nylig.

Jeg har lært, at alt i haven går op og ned. For hver gang noget mislykkes, er der flere ting, der lykkes. Mit ønske for fremtiden er, at vi alle sammen, inklusive undertegnede(!), erkender, at lykken indfinder sig, længe før de sidste 20% er erobret, hvis man kan lære, at det hele hører med.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Kan du være 80% glad?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider