Hvad sker der, imens vi ser et andet sted hen?

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

I november fik jeg en mail fra en havenyt.dk læser om vores ældgamle valnøddetræ. Om de kæmpestore valnødder på 6 cm, som vi hvert år glæder os over, indsamler og behandler på behørig vis. Men måske gik det først rigtigt op for mig, hvor specielt netop det træ er, og hvor taknemmelig, vi egentlig skal være over, at det har fundet vej til vores have.

Eksempler på hvordan man absolut ikke skal beskære træer iflg. Peter Wohlleben (Træernes hemmelighed) – AV! Foto: Kirsten Dietrich

Bogen »Træernes hemmelighed« underbygger vel bare det, mange af os ved i forvejen: Der er ikke meget, der er tilfældigt i naturen eller livet som sådan. Jeg er bogelsker om en hals, og der havner mange af slagsen på mit natbord. Nogle vil måske mene, at min bogsmag – ikke ulig min musiksmag – er rigelig bred, jeg læser glad og gerne tykke romaner, meget forskelligt faglitteratur, biografier og havebøger. Indenfor samme tidsrum havnede jeg i en stime af vidt forskellige bøger og radioudsendelser: Historien om det hele af Eske Willerslev, Mit eventyrlige liv med bier af Dave Goulson, SIDHE – Elverkraften af Søren Hage, Radioprogrammet Eksistens Livet derude, for nu bare at nævne nogle!

Gul tulipan med rød stribe. Foto: Kirsten Dietrich

På hver sin måde blev jeg igen bekræftet i, at tiden er kommet, hvor naturvidenskaben endelig(!) åbner op for de åndelige dimensioner. »Vi kan ikke bevise det, ergo eksisterer det ikke« er på retur. På hvilken side man skal placere mirakler i haven er et personligt valg, men man skal ikke have været haveejer i ret mange år, før spørgsmålet om en anden form for styring, end vores viden om blomster og bier, rejser sig.

Det danske sprog har en vending »der gik en engel igennem stuen«, om en uventet pause i et samvær. Jeg tilføjer ofte »der gik en engel igennem haven«.

Som jeg har nævnt før, er Manden i huset naturvidenskabeligt uddannet. Hvilket fører til mange, lange(!) diskussioner om, hvorfor haven opfører sig, som den gør. Da jeg i sommer i forbifarten nævnte, at de gule tulipaner havde smittet de røde, fordi de står tæt opad hinanden i vores »skrammelbed«, blev jeg belært om, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre. Tulipaner bærer deres arveanlæg i løgene, de kan ikke smitte hinanden via bestøvning.

Det ved tulipanerne så tilsyneladende ikke. Foto: Kirsten Dietrich

Ingen haveejere, jeg kender, kan forklare fænomenet »grønne fingre«. For mange år siden boede jeg i en atelierlejlighed. En fantastisk overvældende, blomstrende passionsblomst prydede en halv væg med blomsterhoveder, der slyngede sig opad snore på vejen op i lyset. Efter 14 dages ferie, hvor en sød nabo, nidkært og med stor omhu, havde plejet og passet planten, kom jeg hjem, satte nøglen i hoveddøren, hvorpå hun kom farende, dybt ulykkelig

– Jeg har gjort alt det, du sagde, jeg skulle. Vandet, nippet og luftet ud og hele molevitten, jeg er så ked af, at den ikke kunne klare det!

Ganske rigtig var de 5 m vinduesparti et ynkeligt syn. 4 timer senere bankede jeg på hendes dør, og sagde, hun skulle komme op og se planten nu. Hendes ansigt, da hun fik øje på de struttende blomsterhoveder og de grønne blade, var ubetaleligt. Jeg forstod det egentlig heller ikke selv. Men da jeg havde været hjemme nogle timer, fandt planten åbenbart ud af, at konen med de grønne fingre var tilbage i huset, så … Og det her er måske det virkelig underlige: Jeg har det langt fra sådan med alle planter. En bekendt, der besøger os af og til, har altid en plante med. Hawaiiblomst kan jeg passe i halve år, men Alpevioler Nix! Vi ved jo alle sammen, at det er ligesådan i haven. Plant dine blåbærbuske i den rigtige slags jord, og de ender overhovedet ikke med at ligne min svigerindes. Fordi?

Vi begejstres i mødet med folk, der virkelig kan deres kram. Sjovt nok forbindes begrebet know how med håndens arbejde. En mekaniker, en murer, en syerske, en tømrer, en gartner, en kok – mennesker, der lyser op et pænt stykke over gennemsnittet, fordi de næsten er eet med det arbejde, de udfører. Det talent, kan man ikke lære fra sig, det svæver omkring en person som udefinerligt, men ikke desto mindre noget, vi kan genkende i første øjeblik, vi møder det. Viden, erfaring og så dette noget er en gave af de sjældne.

Det, jeg begejstres over i denne vinter, er, at det længe savnede møde imellem naturvidenskab og spiritualitet finder sted. Mødet imellem det, vi ved, og det vi ikke kan forklare. Haven er det sted i vores liv, hvor uforklarlige fænomener opstår uafbrudt. Hvor vi kommer til kort overfor det sælsomme: Hvorfor dør den? Hvorfor dukker den op lige her? Hvorfor er genboens tomater dobbelt så store og søde som mine, når jeg gør nøjagtig det samme, som hun gør?

Naturen er det perfekte sted til accept af det uforklarlige. Og haven er det optimale sted at træne sin taknemmelighed over at en person omkring år 1900 puttede en valnød i jorden, eller plantede en kvist og med den handling forsødede mit liv mere end hundrede år senere. Ikke bare engang imellem, men hver eneste gang, jeg ser på størrelsen af de valnødder, tænker jeg: Hold da nu op, altså!

En lige stor nydelse hver gang. Foto: Kirsten Dietrich

Og til dig, kære læser, der skrev en mail til mig i de sene nattetimer om din begejstring for valnødder, vil jeg her indfri din bøn og give opskriften på mine cognac/honningsyltede valnødder.

Mit ene barnebarn har for et par år siden bedt mig om at nedskrive mine opskrifter, så han havde dem, efter jeg var død! Jeg lavede en bog til ham, og her et par år senere, må jeg jo konstatere, at langt de fleste af hans yndlingsopskrifter har ændret sig. Jeg bager ikke mere valnøddebrød, men valnøddeboller med surdej efter min egen opfindelse. Lige i denne vinter ser opskriften på de syltede valnødder derfor således ud:

Små sylteglas 6 × 7 cm Foto: Kirsten Dietrich

Syltede valnødder

100 g store friske valnødder
1–2 dl cognac
2–5 spiseske fulde honning

Allerede her savner opskriften akkuratesse. For det skifter alt efter, hvor meget jeg har på lager, sorry!

Valnødderne overhældes med kogende vand, og står i ca. 5 minutter. Vandet hældes fra, og nødderne koges i cognac tilsat honning, alt efter trang til sødme. Det koger sammen 5–10 minutter og hældes på små glas. Efter årtiers brug af Atamon, er jeg af sundhedsmæssige årsager gået over til at skylle sylteglas i cognac. Når nødderne har trukket på glas en måneds tid, laver jeg is – de syltede valnødder kan også spises til gedeost, men isen er opfundet netop fordi, ingen her i huset spiste nødderne til ost.

Jeg hører ikke til dem, der går rundt og længes efter sommer. Tværtimod holder jeg meget af vinterhalvåret og pausen. Og den er sørme så kort. Knap har jeg afsluttet arbejdet med lugning og gødning af køkkenhaven, før småbitte spirer stikker op af spandene i den mørke, kølige krog med Dahlia knolde begravet i sand. Hold da fest, hvor tiden dog flyver, når man har en have.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Dyrkhaven.dk

Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Hvad sker der, imens vi ser et andet sted hen?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider