Når den økologiske drøm får vinger og jord under fode

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Da jeg var barn, og vi gik ture på Langelinie i København, stod der altid fiskere på kajen. Men fiskene kunne ikke spises, og faldt du i havnen, var du kemisk renset i mange måneder efter. Økologi var ikke noget der fyldte, men der var både batik, kokostæpper, afghanerpelse med broderi og store tekander -med tilhørende stentøjskrus i brune farver.

Allerede i en tidlig alder lærte jeg at sætte pris på klassisk design og skønne former. Her med familiens Volvo 1800 fra 1961. Foto: Busen

Bøgen betyder meget for mange danskere, også for mig. Derfor planter jeg også bøg, så ofte jeg kan; ikke så meget for mig selv, men for de kommende generationer.

Ud i den friske luft
Også bybørn skal have frisk luft, og hver dag afgik en bus fuld af unger, i orange og gule regntøjssæt, og med huer og handsker i mødrenes ubehjælpsomme hønsestrik. Dengang var der billige, små lejligheder at få omkring Fredericiagade, og unge studerende kunne få en baghuslejlighed, for at være vicevært.

Her var det skolelærerne, kunstnerne og alle de andre venstreorienterede, der sendte deres børn ud under taget af bøgegrene i Brede. Og på den måde gav de os alle en gave for livet. Jeg var et af de børn. Vi farvede garn med planter, og lavede syltetøj af vilde hindbær. Der blev lavet bål og snobrød, og om sommeren badede vi alle nøgne, i en stor pool lavet af gamle presenninger.

Da vi så dette lille hus, var vi solgt – hele familien. Hvor andre teenagere ikke rigtig gad tilbringe tid med deres forældre i sommerhuset,var det omvendt hos os. Vi fik først vores da jeg var teenager! Mange af mine dejligste stunder har jeg haft i dette hus.

Denne spæde start kombineret med et forældrepar med hang til natur og jagt – satte dybe spor! En længsel mod at se horisonten og høste af naturens rige gaver. Så efter at have ledt i mange år, fandt vi en perle af et landhus. Et lille daglejerhus med stråtag og en vild have der ikke var blevet passet i mange år. Så jeg gik i gang; uden viden om noget som helst. Jeg lærte, og høstede og ærterne blev aldrig rigelig mange nok; ifølge min far. Der blev ikke brugt gift i haven og det er der heller ikke siden. De små 5000 m² er blevet plantet til, så græsset bliver stadig mindre og biodiversiteten stadig større.

Ærter har altid haft en plads i vores have, men der er aldrig nok…

Som jæger og selvforsyner er det helt naturligt at skære sine dyr op. Jeg har haft min søn med, til det siden han var 3–4 år. Nu syntes han bare, det er kedeligt, han har jo set det så mange gange.

Men er det nok?
Hvordan skal det bæredygtige sug og den økologiske tørst, kunne blive slukket af weekendernes hårde arbejde som glansbillede-selfie-selvforsyner? Hvordan kan byens smart i en fart, raf i en ruf og »se min nye elbil«, samt Irmakurven fyldt med økologiske varer fra nær og fjern, føles ægte? Jeg hængte multifarvede fuglekasser op i lygtepæle, vi fik kødfrie dage, og det var en festdag, hver gang vi fik endnu en genbrugsskraldespand af Københavns kommune. Efterhånden lignede mit køkken en genbrugsplads i miniformat. Men suget var der i maven, og horisonten kunne ikke ses fra 5 sal, kun byens grønne kobbertage.

Mit nye genbrugssystem. Her i almindelige skraldespande i hård plast og med låg der kan sættes fast. Når de er fyldt kører vi dem til genbrugsstationen. Vi sorterer i blød plast, hård plast, papir, pap, metal. Naturligvis også batterier, maling og kemikalier af alle slags – elektroniske dimser kommer også på genbrugspladsen og medicinrester på apoteket.

Det er et af mine ynglingsbilleder. Min kæreste går tur på naboens nyhøstede marker med min søn. I baggrunden er det et naturprojekt »Skænkelsø sø«, der langsomt tager form, og forhindrer en masse næringsstoffer i at flyde ud i Roskilde fjord.

Hvornår er du allermest lykkelig?
Det er ikke et spørgsmål som vi stiller os selv ret ofte, måske burde vi? For det var netop dette der fik mig til at tænke, længe, faktisk flere dage, før jeg kom op med svaret » Jeg er allermest lykkelig en forårsmorgen, hvor jeg stikker i et par gummistøvler og går ud i haven med numsen bar, for at lukke dyrene ud af folde og huse på græs og mærke den tidlige sol på min hud« Så jeg måtte virkelig overveje om jeg så vare det rigtige sted, med de rigtige rammer.

Søg og du skal finde

Vi holdt familieråd, og fandt ud af, at vi alle gerne ville have udsigt til horisonten og julens flæskesteg gående i egen fold. Så vi begyndte at lede efter et sted på landet der kunne alt det, og lidt til. Midt i landet (på Fyn) fandt vi så en lille bondegård, et husmandssted af den slags der i gamle dage havde lidt af det hele, lidt jord, lidt stald, lidt høns, lidt grise og lidt køer… og nu er det klar til at få meget af det hele igen, i vores familiekollektiv med 3 generationer.

Et mindere husmandssted der har gennemgået en masse forandringer igennem årene. Nu skruer vi op for bæredygtighed, selvforsyning og den holistiske tilgang til driften – igen! For sådan var det jo også, da gården i sin tid blev bygget.

Visionen
Vi vil leve med naturen, ikke forsøge at bøje den imod os. Det vil sige at vi skal have åbne drængrøfter, og vi skal have naturlige søer. Vi skal plante, så vi kan få læ, men også på en måde så det inddeler jorden i mindre parceller. På den måde kan vi lettere holde styr på fold og mark rotationer, holde sygdoms og parasit niveauet nede. Vi skal finde ud af hvad en »storfamilie« på 5 skal have i maven hen over året. Vi vil gerne være selvforsynende, men hverken mel eller kaffe kommer til at stå på markerne her. For det gælder om at holde fast i glæden og balancen. Enhver form for fanatisme er dårlig og nedbrydende – vi ønsker at bygge op.

To ting, der er et must hos os; hvidløg og græskar.Hver år prøver vi at lave hvidløg nok til at komme igennem vinteren, men det lykkes aldrig. I år har udfordringen været, at vi ikke ved, hvor vi skal have hvad… hvor skal hvidløgen stå? Især da 500 hvidløg også fylder en smule.

Der er meget der skal passes. Jeg træner også servicehunde til ADHD børn, læsehunde, Asbergers, diabetes 1 samt børn og voksne med PTSD. Her er en af hundende med ude at flyve, og bestod naturligvis.

Åbne døre
Derfor takker jeg også af som Redaktør på Havenyt. Jeg vil hengive mig til storskala køkkenhave, frøsamling, gamle husdyrracer, jagt, servicehunde træning og mit job som landskabsarkitekt. Men det betyder på ingen måde at jeg er færdig med økologien eller de vilde haver. Dette har bare været min vej, og måske endelig en mulighed for, i sidste ende, at kunne give mere tilbage end jeg tog. Jeg ønsker det samme for dig og alle de andre skønne Havenyt læsere.

Tak for et par dejlige år i jeres selskab.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Når den økologiske drøm får vinger og jord under fode

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…