Forhandlerguide

Albinus Frø

Albinus Frø er ejet af mig, Tine Albinus Ørberg. Af uddannelse og profession er jeg journalist og kommunikationsrådgiver. Derudover har jeg i de seneste godt femten år plejet en stigende glæde og interesse for have. Jeg har samlet mine praktiske erfaringer så forskellige steder som i en baggårds-have i New York, et enkesæde på Sydsjælland og gennem de seneste 12 år i en forvalterbolig på et gods, ligeledes på Sydsjælland.

I mine første år som haveejer, såede jeg som de fleste andre haveejere: jeg købte nogle poser frø, mestendels af sommer-blomster, og såede dem – med større eller mindre succes. Mit gennembrud kom, da jeg et år glemte at klippe mine få, men flotte staude-riddersporer ned efter
blomstring. De fik lov til at sætte frø, og da jeg ville klippe ned hen på efteråret, slog det mig som synd at smide alle de små, kantede frø på komposten. I stedet lavede jeg en rille på et bart sted i køkkenhaven og dryssede frøene i. Stort set uvidende om, hvordan staudesåning fungerede, satte jeg en pind i jorden og gik vinteren i møde uden at tænke mere over de små, sorte frø. Året efter havde jeg hundredvis af små ridderspore-planter, og året efter igen blomstrende riddersporer, som jeg kunne fordele rundt i haven med løs hånd. I mængder, som jeg aldrig ville have haft råd til at købe på planteskolen.

Riddersporerne blev min øjenåbner ind til frøenes verden. Siden da har jeg eksperimenteret, læst og studeret om frø. Hvorfor spirer nogle frø nemt – andre først efter meget kompliceret behandling? Hvorfor kan man samle frø af blåblomstrende planter – og få pink blomster som resultat? På et tidspunkt var det logisk at begynde at dele ud, både af min viden og af de frø, som jeg efterhånden producerede i så rigelige mængder i min have. De første frø blev solgt i poser på et loppemarked til ligesindede haveelskere. Og med min baggrund som journalist lå det lige for at skrive om planter og frø i et on-line nyhedsbrev, der samtidig fungerede som salgsorgan for mit stadig ekspanderende frø-sortiment.

Antallet af læsere af nyhedsbrevet har været støt stigende gennem årene, og antallet af kunder ligeså. Med stor og god respons fra mange af de trofaste læsere og kunder, som har fulgt mig gennem årene, tog jeg i februar 2010 det sidste skridt til at etablere en ‘rigtig’ frøhandel ved at åbne webshoppen Albinus Frø og gøre frøene til min levevej.

En god del af de frø, jeg sælger, er dyrket i min egen have. Jeg bruger ikke kunstgødning eller kunstige sprøjtemidler i haven. Derudover får jeg frø fra forskellige leverandører med gode haver og hjembringer fra rejser i udlandet. Jeg indkøber også frø fra engros forhandlere i ind- og udland, der leverer frø af høj kvalitet. Endelig holder jeg af at drage naturens planter ind i haven og samler også frø i naturen.

Jeg håndpakker alle mine frø i brune papirsposer. Der er håndskrevet navn på poserne, men ikke beskrivelser og såvejledning – det findes på webshoppen. Her gør jeg til gengæld rigtig meget ud af teksten og skriver artikler om de enkelte frø og planter: deres historie, dyrkning og anvendelse.

Disse artikler kan du også få ind i din mailboks ved at tilmelde dig nyhedsbrevet på nyhedsbrev@albinusfro.dk.

Her er du: Forsiden > Forhandlerguide > Albinus Frø

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider