Duer for begyndere

Af Susanne Mørk-Jensen, agronom, Susannes have

Duer er noget særligt. Det afspejler sig bl.a. i litteraturen, hvor duen er symbol på indtil flere af livets store begreber som fred, kærlighed og den gode Helligånd. Duen var også et af de første dyr, der blev tæmmet. Allerede for ca. 5.000 år siden blev arabiske klippeduer holdt som hellige dyr i Ægypten. Senere er duer blevet benyttet til sport, raceavl, som flyvende sendebude – og som mad i stegegryden.

I dag har jeg arbejdet i timevis i haven, mens 10–20 duer med mellemrum har fløjet i forskellige formationer og kurver over ejendommen, ud over markerne og hjem igen. Deres vedholdende manøvrer tjener tilsyneladende intet nyttigt formål, men signalerer desto mere et stort overskud af energi og glæde ved at suse gennem luften. Det kræver simpelthen en målbevidst indsats at være negativ, når man betragter sådan en flok. Duer har en elegance, et nærmest troskyldigt ansigtsudtryk og en adfærd, som vi mennesker finder charmerende, for de går sammen i trofaste par og udfører til overflod kæresteadfærd. Der kurtiseres, nusses og »kysses«, og parret er sammen om at ruge og om at opfodre ungerne.

Duer af racen Knopperter

Dette er nogle af de kropperter, som vi startede vores duehold med – en rolig race med meget høje ben og en luftpose under hagen, som de puster op til imponerende størrelse, når de vil tage sig ud. De er ikke ivrige flyvere, men efter vi har krydset brevduer ind i dem, flyver de lystigt. Foto: Susanne Mørk Jensen

Valg af racer

Hvis man vil gå i kast med duehold, er det afgørende, hvilken race man vælger. Man må overveje, om man synes, det er sjovest at avle efter udseende eller flyveegenskaber. Men man skal også være opmærksom på, at enkelte racer er uegnede til nybegyndere. Det gælder f.eks. racer med overdrevne fjerdragter og racer, som ikke kan opfodre unger selv, men kræver ammeduer. Sådanne racer kræver under alle omstændigheder, at man vil investere rigtig meget tid på sit duehold.

Bortset fra nogle pryddueracer er duer generelt gode flyvere, som synes at flyve bare for fornøjelsens skyld, men der er stor forskel på flyveevnerne.

Vil man have hurtige, elegante flyvere, som elsker at være i luften, er brevduer et godt bud. De giver også en udmærket duesteg. Men brevduer bør kun holdes, hvor der er mulighed for fritflyvning, så hvis man har naboer, som vil blive sure over duer på taget eller i ærtebedet, bør man nok tænke sig om en ekstra gang.

Brevduepar

Brevduepar hos sportsavler. Reden er afskærmet, så der kun er en lille indgang at forsvare mod eventuelle forstyrrelser. I den mørke ring sidder en chip, som registreres i et lille apparat ved indgangen til slaget. På den måde registreres det på sekundet, hvornår duen vender hjem fra en konkurrenceflyvning. Foto: Susanne Mørk Jensen

Der findes også en gruppe, som går under den fælles betegnelse flyveduer. Disse racer avles ikke med henblik på hurtighed, sådan som brevduerne – i Danmarks hurtigste endagsflyvning fløj en brevdue hjem fra Berlin med en hastighed på 118 km i timen. Hos flyveduerne er det derimod selve flyvestilen, der er afgørende for racepræget. Nogle slår kolbøtter i luften, nogle går særlig højt op, og nogle flyver i formationer. Det giver selvfølgelig ingen mening at holde disse i lukkede volierer (se nedenfor).

De fleste racer hører til prydracerne, hvor de afgørende egenskaber handler om fuglenes udseende. Flere af disse racer har gennem avl fået reduceret deres oprindelige flyveevner og flyvelyst væsentligt, så der ikke er noget behov for fritflyvning.

Dueslaget

Man kan lave et såkaldt åbent slag, hvor der ikke behøver være nogen udendørs voliere, fordi duerne kan flyve ud. Og så kan man lave præcis det samme slag med en tilhørende udendørs voliere til due­racer, som ikke har behov for at flyve frit. En voliere er et rum, som på én (evt. flere sider) kun er afgrænset af volieretråd. Til duevolierer er minktråd velegnet.

Træ er et godt materialevalg til vægge­ne, da det kan absorbere fugt. Til tag er f.eks. dobbelte trapezplader velegnede, da de modvirker kondensvand og store varmeudsving. Isolering af dueslaget er ikke nødvendigt. I selve slaget (hvortil en eventuel udendørs voliere ikke indregnes) skal der være mindst ½–1 m² gulvplads og 1 m³ luftrum per due. Slaget skal sikres grundigt mod indtrængen af rovdyr og rotter. Til det er et gulv støbt i beton ideelt.

I den udendørs voliere skal tråden graves 50 cm ned. Trådens maskestørrelse må ikke tillade småfugle i at komme ind pga. smitterisiko fra bl.a. parasitter. Da duer godt kan lide regnvejr, synes jeg, at i al fald en del af den udendørs voliere skal være uden tag. Og hvis der er tag, er det vigtigt med tagrende, så der ikke dannes pytter i volieren. En god tør bund i volieren opnås ved at fjerne 30 cm jord og fylde op med sand.

I forbindelse med et udflyvningshul bør der være en afsats, hvor duerne kan sidde og se sig omkring, inden de letter, og hvor de kan lande igen efter ­flyve­turen.

I slaget må der ikke være træk. Derfor bør åbninger vende bort fra den fremherskende vindretning på stedet. Desuden bør store temperaturudsving forebygges. Der gør man ved ikke at bygge væggene af trapez- eller metalplader. Og frem for alt skal der være en god udluftning i toppen af slaget.

Siddepinde og redesteder

redeskål af ler til duer

Duer er notorisk dårlige redebyggere, så mange avlere giver dem en rede­skål – ofte af ler. Duer lægger altid 2 æg i hvert kuld. Begge køn ruger. Foto: Susanne Mørk Jensen

Lange siddepinde, som man bruger i hønsehold, er uegnede i et dueslag, fordi en stor han nemt kan reservere en hel meter pind til sig selv. I stedet skal man sætte korte siddepinde (til én due), siddereoler og siddetrekanter op på væggene. De færreste duer gider hoppe ind og ud af reolens huller eller fra pind til pind, for at forsvare mere end ét sted. Der skal være siddepladser nok til alle duerne, for de vælger hver deres siddeplads som territorium, og det er unødigt hårdt for ungfuglene at slås om pladserne. Der skal også være rigeligt med siddepladser ude i volieren.

Redestederne laves som vægkasser/reoler. Størrelsen afhænger af racen, men kassen bør være stor nok til, at duerne kan have store unger i den ene ende, mens de allerede er i gang med nye æg i den anden. Til en due omkring brevdue­størrelse er det fint med redekasser, som er 40 cm dybe, 40 cm høje og 75 cm brede.

Bunden i dueslaget

På gulvet i slaget er det nemt at have grus/sand, som kan rives for at rense det for gødning. Spagnum er selvfølgelig godt til at give et bakteriefjendtligt miljø – til gengæld er det ikke særlig økologisk, fordi udvindingen af spagnum ødelægger moserne. Her i vores eget slag strør vi med halm over det hele, men det er meget arbejdskrævende, fordi det skal udskiftes meget tit. Til gengæld elsker duerne den friske halm, og de bruger det til redebygning. Til det brug kan man også købe tobaksstrimler, som skulle virke forebyggende mod parasitter i rederne.

Fodring

Det kan gøres til lidt af en kunst, ­eller det kan gøres meget enkelt. Her på gården fodrer vi bare med det korn og tilskudsfoder, som hønsene får. Sten (som virker som tænder i deres kråse) finder vore duer selv udenfor, men voliereduer skal have noget grus til deres fordøjelse. ­Knuste strandskaller dækker duernes behov for kalk.

Efter devisen byg/hvede plus hønsetilskudsfoder har vi fodret vores duer i 5 år, hvor vi med en konstant bestand på omkring 15–20 ynglepar og adskillige ungduer kun har oplevet en eller to syge duer. Men jeg synes godt, at vores duer kunne fortjene nogle flere smagsoplevelser i form af forskellige korn og frøarter. Det er bare ikke noget, man kan få i vores lokale grovvarehandel.

Duer skal have rent vand hver dag, og det er vigtigt, at foder og vandtrug er designet, så duerne ikke kan sidde på dem og forurene indholdet med ekskrementer. Dueslaget bør i øvrigt have et forrum, hvor foder kan stå i gnaversikre ­beholdere.

Avl

Også dette kan gøres til en kunst eller gøres meget enkelt. Det afhænger både af racen og af avleren. I vores eget dueslag, hvor vi har brevduer og schlesiske kropperter, går det helt af sig selv. De yngler om kap, og vi slagter jævnligt. Vores duehold er et brugs- og lystduehold, hvor vi vælger avlsduerne ud fra deres flyvelyst, ynglesucces, størrelse/vitalitet og udseende.

Alle vore duer ringes, før de går af reden, og jeg fører en logbog over, hvem der er unge af hvem. Deres alder kan ses af ringen på deres venstreben, som vi giver en bestemt årsfarve. Højrebenene får ringe i andre farver, som hjælper os med at kende duerne fra hinanden. Parrene er optegnede sammen med notater om deres ynglesucces. Eventuel sygdom noteres også. Det er en god idé at have en lukket kasse stående ved dueslaget med skrive­remedier, så relevante oplysninger kan blive noteret straks. Egentlig brevdueavl eller racedueavl ville kræve en langt mere målbevidst udvælgelse, end vi foretager. En racedueavler ville med rette få nervøse tics i vores dueslag, for en raceavler avler efter udseende og kun lidt efter brugsegenskaber. Hos os er det lige omvendt – plus at vi tillader os at krydse to racer.

Sygdomme

Duer kan selvfølgelig få en række infektioner og parasitter. Det vigtigste i den forbindelse er at forebygge. Her er det afgørende, at dueslaget er veludluftet og dermed tørt, for det modvirker opformering af de smittekim, som havner i strøelsen. Det er også af største betydning, at belægningsgraden ikke er for høj, og at slaget er velindrettet, så duerne ikke stresses. Man bør kun anvende stærke og vitale duer i avlsarbejdet, og syge duer bør straks flyttes eller slås ihjel.

Endelig skal man huske, at overdreven hygiejne i dueslaget formentlig kan gøre mere skade end gavn, da duernes immunforsvar dermed ikke provokeres til at fremstille forsvarsstoffer.

Slagtning og tilberedning

Store brevdueunger

Store brevdueunger. Foto: Susanne Mørk Jensen

Duer slagtes ved, at man river hovedet af dem med et bestemt ryk. Det går lynhurtigt, for halsen er meget tynd. Nogle klemmer luften af duen, men det synes jeg ikke om, fordi det er en langsommere død.

Det er nemmest at pille fjerene af, hvis man først dypper duen i skoldende varmt vand. Hvis man slagter 6 duer er en enkelt suppegryde vand tilstrækkeligt. Er der flere duer, når vandet at køle for meget af, så da må der gang i flere gryder. Rensningen foregår som ved høns. Jeg hader det arbejde, men min mand har for flere år siden indført et fast ritual med en god nabo. Skikken består i, at vi altid slagter 14 duer af gangen, hvorpå naboen og min mand renser 7 duer hver (naboen beholder så sin andel), mens de »ordner« verdens problemer. Når arbejdet er udført, afsluttes med frokost og naboens hjemmelavede snaps. Dette arrangement synes at fungere til alles tilfredshed.

Den bedste duesteg fås af en unge, der er mellem ½ og 1 år gammel. Den skal kun stege i godt og vel en time. Men vi steger også med sindsro duer, som er op til 3 år gamle. De skal dog stege lidt længere. Man afgør, ud fra hvor løst lårene sidder, om duen er færdigstegt. Nogle bruger også de gamle duer til suppekogning. En duesteg i brevduestørrelse fylder ikke alverden, men to styk per person er nok. Vi foretrækker at stege dem fyldte med rosiner eller med vindruer, men det mest almindelige er vist at fylde dem med persille.

Det sker jævnligt, at vi forærer en pose slagtede, rensede duer til venner og familie, for det er ikke kød, man lige kan gå ned og købe i Brugsen. Derfor modtages sådan en gave med tak.

Afstressning

Interessen for dueavl er i aftagende. Det er synd, dels fordi det mindsker mangfoldighed, når racer forsvinder, dels fordi det kan føre til tab af en kultur, der har været sprællevende i hundreder, ja, tusinder af år.

Man stresser af ved at gå ud i sit dueslag og følge med i duernes gøremål. Man hilser på de gamle par, man efterhånden kender, og ser på, hvordan ungerne udvikler sig. Hov, der er klækket to nye! Og der er fart i hormonerne hos et nyt ungt par.

En af de mest kuriøse oplevelser, vi har haft i dueslaget, var vores hidtil eneste »dylling«. En del af vores slag deler duerne med hønsene (hvilket ikke kan anbefales, selv om de enes fint), og forrige år på en meget kold martsdag var der pludselig en nyklækket kylling på gulvet – uagtet at ingen høne var skruk. En af duerne havde hugget et hønseæg og ruget det ud på gulvet, gemt nede under en hønserede, som hang lavt på væggen. Ved min mellemkomst er den lille skifting nu blevet en velvoksen hane, som hersker i hønsegården. Der kan med andre ord ske mangt og meget i et fjerkræhold, og man kommer aldrig til at kede sig, selv om fjernsynet er i stykker, og pc’en gået i sort.

Find yderligere ­oplysninger om duehold

Bøger
Det er altid sjovest og absolut mest tilfredsstillende at holde dyr, hvis man sætter sig godt ind i emnet først. Så forud for etableringen af duehold kan jeg anbefale, at man læser:

Kristensen og Michael Vesterkov:Raceduer en hobby for alle
1. oplag. Borgen, 2003.

Heine Refsing:
Gamle danske ­dueracer
Center for Biodiversitet, 1998.

Netsteder
Antallet af dueracer er enormt, og man kan få et vist indtryk af det ved at gå ind på Danmarks Racedue­foreningers netsted, som både oplyser om racer, dueslag, sygdomme og leverandører, og som har et flot billedgalleri. Her findes også adresser på de lokale foreninger, som kan formidle kontakt til relevante avlere,

Dansk Brevdue­sports netsted, er ­tilsvarende et besøg værd.

Køb af foder over nettet
De rigtige trug samt foder for enhver smag kan købes over nettet hos Natural Brande.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Rosenbud

Hønseting, udstyr til høns i haven

Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Dyrehold > Duer for begyndere

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…