Gudeblomst

Når foråret bliver til sommer, dukker en særpræget og fin lille staude op, den gør ikke meget stads af sig, men når man først får øje på den, er den uforglemmelig, den har da også navnet gudeblomst.

Den er vildtvoksende flere steder i Nordamerika, hvor den kan gemme sig under en mindre bevoksning på prærien eller i lyse skove. Den trives i sol med vandrende skygge, i en veldrænet fugtighedsbevarende jord. Det betyder, at den faktisk vil kunne trives i langt de fleste danske haver, og selv i et surbundsbed vil den kunne klare sig.

Gudeblomst er i aurikelfamilien

Gudeblomst har det botaniske navn Dodecatheon meadia og er i primulafamilien, som blandt andet omfatter kodriver, aurikel, fredløs, alpeklokke og alpeviol. Navnet betyder egentlig de 12 guder og skulle hentyde til, at der skulle komme 12 blomster på hver stængel. Det er nok i overkanten, men guddommelig kan man bestemt godt kalde den.

De guddommelige blomster

Gudeblomst har bladene samlet i grundstillede rosetter af ovale, glatte, helrandede blade. I maj – juni blomstrer gudeblomsten med talrige fine blomster på 25–40 cm høje stængler uden blade. Blomsterne er det, der gør planten guddommelig. Små næbede blomster der kan virke lidt insektagtige, og familieskabet med alpeviolen er tydelig. De kan være i farver fra rødlige til violetrosa.

Formering

Når gudeblomsten er helt afblomstret og har sat frø, forsvinder de helt fra jordens overflade og vil så først dukke op igen, når næste sommer står for døren.

Det er ikke en besværlig staude, men heller ikke en stabil staude; efter 5–6 år kan den forsvinde, men heldigvis er den let at formere. Når den efter et par år har etableret sig, vil man kunne dele den i flere rosetter. Man kan også tage frø, som skal sås om efteråret, da de skal have kulde for at spire.

Arter og sorter

Der findes flere andre arter af gudeblomst, men Dodecatheon meadia er den mest almindelige, og mange af arterne ligner hinanden. Af sorter findes bl.a. Dodecatheon meadia ‘Album’, som har hvide blomster.