Tarmvridrøn

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Tarmvridrøn med brune rønnebær og begyndende efterårsfarver. Foto: Jens Thejsen

Efteråret har sin egen charme, med de voldsomme skyer, som hastigt bevæger sig over himlen, vinden som flår i trækronerne og naturligvis de mange høstfarver. Her spares der ikke på farverne, rødt, gult, brunt og lilla kastes rundt i landskabet, så man ikke er i tvivl: nu er sommeren forbi for denne omgang.

Vi kender det gyldne skær fra bøgen, de gule og røde farver hos løn, kirsebær og benved, men ind i mellem støder man på noget, som ikke er så almindeligt. Et sådan træ er tarmvridrøn som fortjener lidt ekstra opmærksomhed, for det bliver stadig ikke brugt særlig meget i Danmark. Men tarmvridrøn er ikke kun et smukt træ om efteråret, det er i det hele taget et godt og sundt træ, som kan bruges både i haver, i landskab og i byen.

Tarmvridrøn

Bladene på tarmvridrøn farves i brunlige farver med røde og orange toner.

Bladene farves i mange brunlige farver med en snært af orange eller rød. Foto: Jens Thejsen

Tarmvridrøn, Sorbus torminalis, er et mellemstort træ, som med optimale vækstvilkår kan blive omkring tyve meter højt. Denne størrelse er nu ikke særlig almindelig i Danmark, hvor det ofte bliver et mindre træ eller en stor busk. Som ungt træ har det en næsten konisk krone, men efterhånden som det bliver ældre, udvikler det en flot kuppelformet krone. Umiddelbart forbinder man ikke træet med en røn, da de spidse lappede blade kan minde om lønneblade. Men ser man efter, sidder bladene spredt i modsætning til løns modsat stillede blade. De læderagtige blade er mørkegrønne, og får de mest utrolige høstfarver i oktober–november.

I juni blomster træet, og så er der ingen tvivl om, at det er en røn. Det har masser af små, hvide til cremefarvede blomster i løse oprette halvskærme. Duften er noget forskellig fra individ til individ, fra det næsten ubehagelige til det sødt sensuelle. Men hvad vi end mener om duften, så er honningbierne begejstrede, for der er nektar og pollen i store mængder.

Fra oktober står det med smukke chokoladefarvede rønnebær, som dog ikke smager godt, og de er bestemt ikke egnet til menneskeføde. De indeholder blåsyre, men når vinteren kommer, er fuglene glade for dem. Som navnet kan antyder, blev frugterne tidligere brugt mod tarmvrid, altså mavesmerter.

Vildtvoksende i Danmark

Tarmvridrøn er almindelig i Mellem – og Sydøsteuropa. Her vokser det i skove med blandet løv- og nåletræ, f.eks. sammen med sortfyr, Pinus nigra, avnbøg, Carpinus betulus og stauder som blå og hvide rapunsel, Phyteuma sp. og diktam Dictamnus albus. Træet stiller ikke de store krav til jordbunden, men trives bedst i en varm kalkholdig jord med et godt dræn.

I Danmark vokser tarmvridrøn vildt på Bornholm, på Møn og enkelte steder i hegn og skovbryn på Sydsjælland. Rundt omkring i landet findes større eksemplarer, som klarer sig glimrende og er meget flotte, f.eks. i Botanisk Have i København og i parken ved Moesgård Museum.

Formering

De læderagtige blade er mørkegrønne, og får de mest utrolige høstfarver i oktober-november. Foto: Jens Thejsen

Man kan lave sine egne tarmvridrøn. Frøene kan købes ved et frøfirma eller man kan måske få lov til at høste lidt frø på et af de få danske træer. Man høster frøene i november, fjerner frugtkødet og straks derefter sås de udendørs. Dæk med et par cm grus og vær tålmodig. Er sæsonen god, spirer de det første år, andre gange må man vente et år mere. Ønsker man en ensartet spiring, må man forbehandle frøene.

Det lokale havecenter bør kunne skaffe tarmvridrøn, da det produceres i både Tyskland og Holland. Der har endda været danske planteskoler, som har produceret til det tyske marked uden at sælge til Danmark. Man kan også selv pode tarmvridrøn, det bedste resultat fås på grundstammer af seljerøn.

Plantning og dyrkning

Når man planter, skal man være opmærksom på, at tarmvridrøn udvikler et kraftigt overfladisk rodsystem, og derfor egner det sig ikke til at plante i kummer og for tæt på belægninger. Det bedste plantetidspunkt er sen efterår, når træet har smidt sine blade.

Tarmvridrøn er i rosenfamilien som f.eks. æbler, pærer, tjørn og naturligvis andre røn og roser. Har der før været planter fra denne familie, er det en dårlig ide, at plante tarmvridrøn, da planterne fra denne familie skaber jordtræthed, som betyder at nyplantede planter vil trives meget dårligt.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Primabolig

Se hvor billigt det kan gøres

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Blomstergården

Prydtræer og prydbuske.

Bjarne’s frø og planter

ikke bare æbler men også de sjovere ting

Gamlefrugtsorter.dk

Vi opformerer gerne frugttræer.

Rhododendron-Haven

En verden med rhododendron

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Træer og buske > Tarmvridrøn

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider