Forum

Nye måder at dyrke have på

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 26. juli 2019 kl. 19.21

Jeg lægger mærke til, at der i disse år sker virkelig meget med den måde, vi dyrker vores haver på. Det var f.eks. tydeligt i Søren Ryge-programmet i aftes, hvor Søren Ryge besøgte en have på Københavns vestegn.

Der var tale om en almindelig parcelhushave, men allerede forhaven var anderledes: Græsplænen blev ikke slået, og der var ved at komme en masse vilde blomster i græsset.

Men det mest revolutionerende var baghaven, som var blevet forvandlet til en køkkenhave. Der var desuden kommet høns og kyllinger. Kvinden i huset havde truffet dette valg, især af hensyn til børnene. En almindelig parcelhushave byder ikke på ret mange oplevelser for børn. Ikke engang en pind havde den lille pige tidligere kunnet finde at lege med. Nu fór barnet rundt på trædesten mellem jordbærplanter og viste haven frem for Søren Ryge.

Meningen med ændringen var altså at give børnene noget at se på og beskæftige sig med. Familiens store dreng tog sig af hønsene. Men det handlede også om at lære børnene noget om bæredygtighed og ansvar for naturen. Nu blev organisk materiale ikke mere fragtet uden for matriklen, men blev anvendt i haven.

Jeg synes, at det er dejligt at få ny inspiration. Men jeg spekulerer på, om nye måder at dyrke have på giver anledning til undren eller endda ufred mellem naboer. Jeg kan da levende forstille mig, at en forhave, hvor der ikke bliver slået græsplæne, vil gøre visse naboer sure – dels på grund af udseendet og dels på grund af frygt for flyvende ukrudtsfrø.

Jeg synes, at en blomstereng er fin. Men selv om jeg hader at slå græs, kunne jeg ikke drømme om at lade være med at slå græsplænen. Der ville blive alt for meget vrøvl med naboerne!

Hvad mener I andre om de nye tendenser i havedyrkningen?

M.v.h.

Doris Møller

1 af 26 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 26. juli 2019 kl. 19.52

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

2 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. juli 2019 kl. 20.24

Nu er der jo nogle steder hvor man ifølge lokalplanen slet ikke kan gøre som man har lyst til. Vi må slet ikke holde høns! Men jeg har længe villet vise, hvordan der kommer til at se ud med alt for frie haver. Jeg skulle kun gå 5 minutter ad vores vej og en større krydsende vej for at tage disse billeder:
strikinge-proveblog.blogspot.com/2019/07/fremtidens-gader-og-veje.html
Prøv at se alt det visne græs fra fortovene, som nu ligger i rendestenene. Vi får jo kun fejet gade et par gange om året. Ved regnskyl vil det sejle mod kloakkerne og stoppe ristene.
Alt med måde! Heldigvis er der stadigvæk nogle som gider og ikke gemmer sig under dække - at det er godt for økologien, bierne og hvad ved jeg. Der ligger skam pæne og dyre huse bagved alt det hæslige, som nogen jo mener er vejen frem!
Ingeborg

3 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Claus K Madsen, 26. juli 2019 kl. 20.41

Jeg er bange for at den stærkeste tendens stadig er "hæk til hæk terrassen" eller i hvert fald "haver" hvor fliser, skærver og plænegræs bruges alt for flittigt i håb om at undgå havearbejdet som åbenbart er meget generende for folk.

Men det er rigtigt der også er nogle andre mere spændende strømninger i gang. Jeg er specielt interesseret i den spiselige have og det kan jeg da høre bl.a. herinde at jeg ikke er ene om. Når jeg viser gæster rundt i haven er mange rigtigt interesserede i frugter og krydderurter de ikke har set før, men også lidt skræmte af hvad det mon kræver af tid og "grønne fingere". Jeg kan så sige at jeg sandelig ikke har uanede mængder af tid til haven, men ok jeg flyver ikke til udlandet hver gang jeg har fri i mere end 3 dage...

Jeg synes også det er en rigtigt spændende tendens at folk vil gøre noget for naturen i haven. Jeg synes måden man gør det på bør tage lidt bestik af omgivelserne. Har man en stor grund på landet er det da fint at lave blomstereng eller anden meget naturnær have. Inde i parcelhuskvarterene synes jeg man skal gøre det lidt mere kontrolleret. Dels for at tage et rimeligt hensyn til naboerne, dels for at bevare kontrollen for ens egen skyld. Det skulle jo nødigt ende med at man må sprøjte hele grunden for at få styr på den igen. Gode løsninger i parcelhushaven kunne være bevidst brug hjemmehørende arter som prydplanter, bevist brug af insektvenlige stauder og blomster i øvrigt, afmålt tolerance overfor ukrudtet.

En ting der tilsyneladende ikke er så meget oppe i tiden er prydhaven. Det er i grunden en skam, for der meget levende kulturarv der og også en masse muligheder for at tilgodese insekter og fugle.

4 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 26. juli 2019 kl. 20.57

@Claus.
Jeg kan bedre li' rekreationshave end ordet prydhave.
Bortset fra det, så er det paradoksalt hvor stor forskel der er på ukrudts udbredelse hvor vi i Nordsjælland har helt ekstremt meget skvalderkål er der tilsvarende "urbaniserede" områder i Jylland hvor den stor set ikke optræder. På samme måde med f.eks. mælkebøtter.
Vi har delvist opgivet kampen mod skvalderkål og holder den nede med trimmeren (graver ikke længere meter lange rødder op).
Og så skovjordbær!
De er effektive mod skvalderkål og meget andet ukrudt.

5 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 26. juli 2019 kl. 21.01

Vi har iøvrigt haft en langhåret græsplæne gennem 15 år i forhaven (indrammet af klippet græs).
Her har der altid været en fantastisk insektliv og ikke mindst dukket adskellige forskellige orkideer op (og forsvundet igen nogle år).
En grund som sikkert er meget lig den som Søren Ryge har besøgt (men jeg ser dog ikke fjernsyn).

6 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. juli 2019 kl. 21.34

Overskriften til emnet er “nye måder at dyrke have på”, men betyder ordet dyrke ikke noget andet end det det ender op i, nemlig vild i stedet for dyrket? Opfordres der ikke til “laden stå til”. Den sidste tror jeg at mange nye haveejere tager til sig.
Jeg ved nu ikke lige om min have er en rekreationshave? I så fald kun for beskueren som ikke har tænkt sig at tage et haveredskab
i hånden. For mig er det mere en fitness- eller motionshave. Hvor stammer begrebet rekreationshave fra?
Ingeborg

7 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 26. juli 2019 kl. 21.45

@Ingeborg.
Slapper du ikke af i haven? Nyder den og lader tanker flyde eller er den sur pligt?
Nye "haveejere" her i området ligger fliser, skærver der indrammer et lille stykke græs med nogle minitræer.
Det hele kan klares med en gasbrænder og robotklipper(!).
Nye "haveejere" ser det ikke ud til at skyggen af interesse for hverken en traditionel have el. vild have.

8 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. juli 2019 kl. 23.13

@Villy
Jo, jeg kan da li’ at arbejde i haven. Jeg er friluftsmenneske, men der er jo nogle arbejdsopgaver, som er trælse fordi man aldrig bliver færdig. For eks.at hakke ukrudt på fortovet 1 gang om ugen, fordi det er 3 dobbelt arbejde, hvis jeg springer over. Jeg er da heldigvis også sådan indrettet at jeg gør en ting som jeg har lyst til, fremfor en ting der trænger. Det har jeg så måske lyst til dagen efter :-). Noget er da en sur pligt = slæbe vandkander om aftenen. Andet er ren alslapning: at stikke græskanter af og luge væk på knæ... med en lydbog i øret. Desværre er der jo også tunge ting, som at rense et buskads der er groet sammen, fordi naboen kke gør noget ved det. Men endnu er haven da en fornøjelse og jeg har nok en medfødt smukheds- og kreativitetssans :-). Jeg har nu i mange år arbejdet hen imod at haven bliver så nem som muligt, alligevel er der ting der skal gøres i en snart 50 år gammel have. Endnu kunne jeg ikke tænke mig at skifte til mindre eller lejlighed. Om sommeren bor vi jo på Jeg kan nu også dårligt sidde ret længe uden at der lige skal ordnes et eller andet i haven.
Ingeborg

Ingeborg

9 af 26 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 26. juli 2019 kl. 23.21

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

10 af 26 Skriv nyt svar | Link

Skrevet af: Anonym bruger, 26. juli 2019 kl. 23.26

Slettet af administrator 28. juni 2022 kl. 12.29.

11 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. juli 2019 kl. 23.27

Ja, ja, det er terassen vi bor på det meste af sommeren. I år fra påsken.
Ingeborg

12 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 26. juli 2019 kl. 23.46

Hurra for min ene rabarberplante, persille, purløg, selleri, dild, rosmarin og citrontimian. Citronmelisse til te, tomater og ranede hasselnødder fra naboen. :-). Ribs -og solbærbusken blev klippet ned sidste år, så ingen bær i år. Manden har 2 blåbærbuske. Æbler måske igen næste år. Jordbærplanterne i krukken skal lade livet. For meget vanding til 10 bær :-(7 kålrabi i spande tegner godt, kartoffelpots er kørt på genbrug, men vi havde kartofler i 14 dage
Så lidt nyttehave har jeg da.
Ingeborg

13 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 27. juli 2019 kl. 7.32

Ja, det er jo rigtigt: tendenserne går jo i forskellige retninger. Der er jo også denne tendens til at have kæmpe områder med fliser eller med skærver.

Jeg kunne også godt indimellem have mistanke om, at idéen om den vilde have for biodiversitetens skyld faktisk mere handler om, at man ikke orker at gøre noget som helst! I min kolonihaveforening er der kommet enkelte nye, der inter foretager sig i haven. Ikke engang hækken klipper de. Det så man trods alt ikke før i tiden. Det vil kommunen, som kolonihaveforeningen lejer jorden af, ikke acceptere. Så det vil efterhånden give ballade.

Men ellers er der visse nye tendenser, som også blev nævnt i den omtalte Søren Ryge-udsendelse, så som den gravefrie have og permakultur. Det er spændende. Søren Ryge virkede ikke, som om han var helt med, da kvinden snakkede om disse ting.

Selv har jeg sidste år lavet et lille Hügelbed. Det kunne jo se ud til, at vi vil opleve flere tørkeperioder for eftertiden. Jeg mener at kunne påvise, at dette lille bed i år klarer sig bedre uden vanding, end andre bede. Et Hügelbed indeholder grene eller stammer, som kan virke lidt som en svamp, der i våde perioder kan opsuge vand, som planterne kan tære på i tørre perioder.

byhaver.dk/hugelkultur-et-saerligt-hoejbed-med-indbygget-kompost/

M.v.h.

Doris Møller

14 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 27. juli 2019 kl. 9.14

@Doris.
Har nu set udsendelsen.
Rigtig fin udsendelse.
Men det er med den med så meget andet der vises i fjernsynet, at ting som sendes fremstår som noget nyt.
Som sagt har vi haft have, som den vises i nogle tre årtier og ud fra hvad der fortælles i udsendelsen, er der også andre rundt om i landet der har tilsvarende haver.
Men udsendelsen må være inspirerende for haveejere, som vil noget "andet".
Bortset fra det, så må Hvidovre være et fredeligt sted, med de flotte kål der stod. I Nordsjælland kommer horder at kålsommerfugle som flokke at turister fra et krydstogtskib.
(Og ps. De har heller ikke fjernsyn, Netflix s´til at udfylde tid )

15 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 27. juli 2019 kl. 9.38

Hvis nogen har set mit link i indlæg 2, viser billede 2 jo med al tydelighed at skærver ikke er vejen frem for de ugidelige. Sådan noget ender gerne med en omgang af det unævnelige.
Hvordan kommunen stiller sig, når fortovene taknemmelige har taget imod alt det flyvende ukrudt og bliver til ufremkommelige stier, ved jeg ikke. Jeg er ikke fan af “laden stå til”, men måske tager kommunen sig af det, når tidsler og bynke m.m når til kantsten og asfalt. Befæstede fortove er skolevej og kommunens ansvar, så der bliver da lidt til gasbrændere. Da jeg i foråret spurgte kommunen om, hvordan de kunne holde de viste fortove
Så ukrudtsfrie som de var for 5 måneder siden, henviste de til entreprenørgården, som ikke bruger gift. Jeg har nu heller ikke set gasbrændere her. Det ville nu også være farligt når krudtet er så højt og i denne varme. ....... jeg må ud at høste lavendel, en nyttig afgrøde.
Ingeborg

16 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Vibeke Dyrst, 27. juli 2019 kl. 11.38

For mig, er der en kæmpeforskel på en vild og dyrevenlig have og så at lade stå til.

Den første er gennemtænkt, planlagt og tilrettelagt og passes i et eller andet omfang, hvor man selvfølgelig ikke lader planlagte gangarealer forsvinde i en skov af forskellige anstkistiske og opportinistiske vækster
-Den anden er sjusk!

Anlæg af en have, hvor børn for en chance for at opleve og erfare "fra jord til bord" er for mig en vigtig del af fremtidsikringen, både af vores planet og voret art.

17 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Claus K Madsen, 27. juli 2019 kl. 12.07

Meget enig Vibeke. Det Ingeborg har linket til er rent mislighold og jeg ville blive meget overrasket hvis ejerne har fulgt med i de seneste havetendenser.
Man må give folk lidt snor, for det er jo ikke til at vide hvad der ligger bag misligholdet, men det er da træls hvis det er en vedvarende situation. Stod man og skulle sælge sit eget hus kunne sådan en nabo blive et dyrt bekendtskab...
Som regel er det let at skelne mislighold fra en bevidst "natur"venlig have. Enkelte gange kan man dog komme i tvivl. Jeg kører forbi en forhave på vej til arbejde som her i forsommeren har lyst op i det flotteste flor af kornvalmuer og kongelys. Jeg ved ikke om det er med vilje, men hvis det ikke er har de sørme været heldige med artssammensætningen.

18 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 27. juli 2019 kl. 13.54

Jeg er også meget enig med Vibeke og Claus. Jeg tror at mange ikke kan skelne mellem misligholdelse og vild på naturens præmisser. Enten total uvidenhed eller udpræget dovenskab. Vi kender nok allesammen til huse og haver, hvor der bygges om i een uendelighed uden at de nogensinde bliver færdige før den næste ejer starter på sin version af ombygning etc. Som regel går der et par skrotbiler med i foretagendet.
Ingeborg

19 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 27. juli 2019 kl. 23.45

Det er blevet sådan, i nogen kommuner, at "biodiversitet" er et bidrag til besparelse på vedligeholdelse af kommunens grønne arealer. Engang, var det at foretrække et kommunalt areal som nabo. Da vidste man, at området blev vedligeholdt. Men det er ikke sådan mere i biodiversitetens navn ser kommunale områder nærmest ud som på nogen af billederne fra Ingeborg.
Men der er altså stor forskel på ukrudtsplage og som en nu afdød havearkitekt skrev så "er ukrudt planter hvis skønhed vi ikke værdsætter".
Der er områder i Nordsjælland hvor kampen mod skvalderkål er opgivet og indsatsen rettes mod at holde den nede.
Hvor vi bor er det vel 15- 20 år siden vi kravle på alle fire og hev skvalderkål rødder omhyggeligt op.
Omkringliggende marker blev nogle år gule af mælkebøtter der gjorde det håbløst at udrydde dem og indsatsen blot gik på at skære blomsterne af (men markerne bliver nu afgræsset/slået el. dyrket igen hvilket har reduceret problemet markant).
Der er områder hvor slet ikke der findes skvalderkål og andre som er plaget af tidsler som også kan være nederdrægtig vanskelige at udrydde.
Det kunne være interessant at få kortlagt "ukrudtets" udbredelse systematisk. Der er noget i "Atlas Flora Danica". Men der er ikke fokus på villahaverne ;)

20 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 28. juli 2019 kl. 9.35

Jeg bruger mange timer på at holde naboers flyvende ukrudtsfrø fra mit fortov. Jeg hakker og river en gang om ugen.
Efter min tur med kameraet og de billeder jeg har vist, er dovenskab med hensyn til at holde fortov og forhave vist smitsom. Det er da klart at man opgiver på et vist tidspunkt når man er omgivet af misligholdelse. Endnu er sådanne naboer 5-6 matrikler fra os.
Der er faktisk et par venlige beboere på vejen som også fjerner ukrudtet fra naboernes fortove. Sikkert også i egen interesse.
Jeg synes at der burde være pligt til at holde kanterne af fortovene rene.
Vi har ingen kommunal belægning på fortovene på vores vej, men på skolevejen er det kommunen der har lagt belægningen. Jeg husker at det var i forbindelse med aktivering af langtidsledige.
Ikke ønskværdigt, men måske nødvendigt at samme vedligeholdt?
Ingeborg

21 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 28. juli 2019 kl. 9.47

Selvom min have måske ikke er forbillede for den nye måde at holde have på, ville jeg slet ikke kunne styre en større form for “vildskab”. Selv i en nogenlunde trimmet have har jeg mange bi- og insektvenlige planter af forskellig art og i store mængder. Vi har mange fuglekasser, foderhuse, fuglebade os. Mange fuglereder forskellige steder og sidst var jeg lige ved at fjerne en dværgmuserede før jeg opdagede, hvad det var! Ofte finder jeg en sød, men død lille spidsmus, som naboernes katte har taget sig af.
Skulle jeg omlægge til have på den nye måde, ville jeg ikke vide, hvordan det skulle forliges med min trang til “Ordnung muss sein”.
Ingeborg

22 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mikael Elke Lund, 29. juli 2019 kl. 7.30

Apropos de nye tendenser

Hjørring Kommune er i fuld gang med at positionere sig som naturkommune. www.naturkommune.dk

Det komme på tv i 2020 hvor man følger borgernes arbejde med at forvandle græsplæner til vilde blomsterenge.

Der er mange nye "vilde" tiltag på vej. I forbindelse ned naturens år 2020 vil Praktisk Økologi være med til at inspirere danskerne til at invitere naturen med ind i haven.

Glæd jer..
Mikael/PØ

23 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 29. juli 2019 kl. 9.00

@Mikael
Som sagt er der intet nyt i, at "invitere naturen med i haven".
Vi har gjort det i mange år og vi er inspireret af andre som har gjort det i endnu flere år.
Det er bestemt også en tilsnigelse, at sige vi invitere naturen ind i haven med mindre, "vi lader stå til" og sørger for matriklen afgræsses.
Vi invitere den del af "naturen" som vi bryder os om ind i haven og sørger for andre dele af naturen ikke har adgang og det er der ikke meget andet natur i, end det er karakteristisk for den menneskelige natur.

24 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 29. juli 2019 kl. 9.16

:-) Villy N.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre. ...... er en have ikke natur, uanset hvordan den ser ud og hvad der gror i den? Det er jo ligesom med mennesker: nogle inviteres fordi vi kan li’ dem endda også indenfor, andre gider vi ikke beskæftige os med og lader dem blive udenfor. Og det er suverænt MIG der bestemmer på min matrikel. Jeg kan jo ikke invitere alle indenfor. Dels vil de ikke kunne forliges (på grund af krav til omgivelserne) dernæst ville de stærke tryne de svage..... og så er der også det med farverne! Tror nu at jeg vil negligere mine Tr(i)ump tulipaner fremover, selvom de er nogle af de mest bestandige.
Ingeborg
Ingeborg

25 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mikael Elke Lund, 29. juli 2019 kl. 9.17

@Villy
"lade stå til" kommer jo nok i flere størrelser. Vi er enige om at det er godt for insekterne med kvasbunker, stendynger, dødt ved, langt græs mv. Det er den "nye haveæstetik" som mange søger. Det kan både være vildt og lækkert at overdrage et stykke af haven til naturen :)

26 af 26 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 29. juli 2019 kl. 9.58

@Mikael.
Jeg opponere blot mod at der er noget nyt i kvasbunker og alt det andet "nye" som lanceres i de senere år.
Haven som vi ser de fleste steder idag, er et temmelig moderne fænomen. I - og inden - halvtredserne var kompost- og kvasbunker ikke unaturlige i haverne.
En del haveaffald blev dog brændt om efteråret. Men stadig havde mange et hjørne med kompost og kvas.
Der var ikke så mange trailere i indkørslerne dengang. For slet ikke tale om biler (der skulle søges om tilladelse til at købe ;).
Generelt ændrede haverne sig dramatisk i løbet af slutningen af halvtredserne og i '60erne.
"Globalt" i Danmark forsvandt køkkenhaverne og kolonihaverne blev mange steder til rekreation med en mindre del spiselige afgrøder.
Grøntsager blev i supermarkeder m.v. lettere tilgængelige og først og fremmest billigere. Det er sådan set samme problem idag, hvor landbruget i høj grad subsidieres i grøntsagsproduktionen mens den private forbruger pålægges afgifter i dyrkning af grøntsager.

Samtidig med ændringen der blev styret af forbruget/købekraften skete der også nogle steder ændringer i bl.a. servitutter på matriklerne.
Hvor jeg bor er der en servitut om, at haven skal holdes parklignende. Der skal være levende hegn mellem matriklerne m.v. (foruden bygningsmæssige servitutter).
At matriklens have skal være parklignende hindre dog ikke i, at haverne ændre karakter til flise- og skærve belagte arealer med en robotklipper til det lille græsareal og ukrudtbrænder til stenarealet.
Stenpark er endnu ikke et ord, som har fundet frem til den Danske ordbog.

Nyt svar til emnet »Nye måder at dyrke have på«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Nye måder at dyrke have på

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider