Din have er ikke kun din have

Mange af de ting folk irriteres over i havedebatten lader til at være krænkelser over havens ustyrlighed. Dér skider en fugl på DIT dørtrin, der graver en muldvarp i DIN plæne, ugræs flyver over hegnet, fuglene synger allerede fra kl 4 og vækker folk der faktisk skal på arbejde med deres ulideligt melankolske pipperier. Dyrene har territorier på tværs af vore og bygger rede i hækken lige før sct hans hvor den jo "bør" klippes. Naturen burde asfalteres!

Eller?

Bare fordi menneskene har købt et stykke jord af andre mennesker gælder ejerskabet vel ikke alting? Hvor højt op i luften ejer du din jord? Hvor langt væk har du selv ret til at larme med din plæneklipper? Ejer du jorden så meget at du har ret til at udrydde alt liv hele vejen ned til grundvandet med gift?

Man kunne vælge en anden indstilling og holde op med at ærgre sig over interessante planter der sår sig selv. Hold op med at "rydde din have op" til døde. Grene og kviste "roder" ikke, det er pindsvinets hus, og de formuldes i løbet af et par år til dejlig humus, fyldt med levende krible krable.

Skal der ikke være plads til brændenælder og nældens takvinge i din have? Har store haver ikke netop plads til store, spændende kompostpladser?

Vælg livets mangfoldighed, glæd dig over du ikke behøver at have styr på alting i "din" have, ejerskabet gælder først og fremmest din ret til at invitere andre mennesker ind i dit territorium eller lade være.

Hej

I følge min skattebillet, er der ikke andre end mig der betaler ejendomsskat for min matrikel. Så har man vel også et ord og skal have sagt.

MD

Hej MD
Det glæder mig meget du har læst og reflekteret over mit indlæg; det er noget jeg har tænkt over længe.

Min ene pointe er, med færre ord, at ejerskab af en have er noget der især gælder mellem mennesker og der er grænser for dette ejerskab.

Natur betaler ikke skat, vores efterkommere betaler ikke skat, men gør det dem værdiløse og retsløse?

Min anden pointe er, at rethaveriskhed er en trist måde at forholde sig til sin have på, at man med åbenhed overfor det der sker af sig selv, kan få uventede naturoplevelser i en have.

Jeg oplever ikke ubuden-natur-irritation i dette forum – tværtimod søgen efter muligheder frem for begrænsninger.

Det er, også en måde at se det på!

Ved da godt, der af og til kører heftige og nærmest personlige debatter der fjerner sig fra det faglige/saglige. Men man kan hoppe på eller afstå fra at deltage.

Du er inde på flere og mange interessante spørgsmål og jeg kan kun tilslutte mig mangfoldigheden. Mangfoldighed er mere end det du beskriver og individuelt fra den enkelte.

Brændenælder har jeg aldrig haft i haven – ønsker dem ej heller, for med min have er der kun plads til selvforsyning af grønsager i et vist omfang og blomster til pryd – og det er jo en prioritering og ikke mindst er der en årsag til det.

Vi er forskellige, vores haver har forskellige størrelser og vores behov/ muligheder er ej heller ens.

Fuglene fodre jeg, pindsvinet kommer af og til, hyggeligt. Naboens kat sover i en af havestolene om natten og ja den laver også unoder i grønsagsagerne...hmmm... men jeg lader den være -... Spurvehøgen jagter de små ved foderbrættet – dem/ den lader jeg også være... ikke mit område... men kan da tænke mit om spurvehøgen...

Jeg nyder at besøge nabohaver, der ligge langt fra min måde at dyrke på – bliver inspireret af sammensætninger og metoder, men tænker også af og til – nej, sådan ville jeg ikke gøre...

Når jeg ikke har jord nok i urtehaven, tager jeg prydhaven til brug – smukt med smukt på!

Hvis nogen mener brændenælden eller skvalderkål for den sags skyld er kærkommen, er det fint med mig. Men hvis den dyrkes indtil naboen i skel kan den være en del uønsket – og det må respekteres. Her kommer samarbejde ind – somregel lykkes det, efter min erfaring!

Sidste år spurgte en nabo mig, hvad det i alverden var for noget ukrudt jeg dyrkede i mit surbundsbed, heldivis udenfor skel: "Ved det ikke, sagde jeg til hende, men den blir"...

Fandt senere ud af af, det var judaspenge i blomst – og tro mig – den er smuk...hele vejen igennem – for mig/ familien og for haven en pryd og blå-lilla solstråle!

Majbrit, hvor er det dog rigtigt det du der skriver og spm sådan således også giver udtruk for! Naturen er jo et smukt omend uoverskueligt system, som dermed vel ikke lader sig tæmme. Dette ses især i mange af vor verdens oldkulturer. I Ægypten dyrkede man både katten og skarabæen. I vikingernes mytologi dyrkedes dyrene i mange former, og verden blev opfattet som et kæmpe asketræ. Der er mangt og meget man kan undres over og også forundres over. Dit indlæg sætter fokus på, at der er andet i verden end vi mennesker. Og hvis vi alle huskede på dette ville vi måske også huske på at være lidt mere ydmyg!

Mvh Eivin (^_^)