Skadedyr og plantesygdomme

Meldug

Erysiphaceae

Der er mange arter af meldug inden for Meldug-familien, Erysiphaceae. De er alle knyttet nøje til bestemte slægter af bladbærende planter: ege-meldug angriber kun egearter, rosenmeldug alene holder sig til roser, og tjørne-meldug kun findes på tjørne.

Alle meldugarter har samme skadebillede: støvende belægninger på blade og skud; belægninger og misdannelser af skud; dårlig afmodning og tilbagefrysning af angrebne skud. Belægningerne er altid støvende og som regel hvidlige, men andre farver findes også.

Her nogle eksempler på meldugsarter på nogle af havens mest udsatte arter:

  • Stikkelbær: Sphaerotheca mors-uvae
  • Jordbær: Sphaerotheca macularis
  • Squash: Sphaeroheca fuliginea
  • Æble: Podosphaera leucotricha
  • Vin: Uncinula necatorin
  • Rose: Sphaerotheca pannosa
  • Ahorn: Uncinula bicornis

Ege-Meldug, Microsphaera alphitoides, bruges i det følgende som eksempel.

Niche i naturen

Egemeldug udnytter muligheden for at etablere sig på unge, endnu ikke hærdede blades overflade. Særligt kalkmangel, for sent løvspring og erstatningsskud (f.eks. efter beskæring) gør planterne udsatte. Meldug kan spire og etablere sig under tørre forhold, modsat andre svampetyper.

meldug eg

Meldug på eg. Foto: Sten Porse

Livscyklus

Egemeldug overvintrer som mycelium i knopperne på angrebne planter. Efter løvspring udvikler svampen sporer, som spredes i varm, tør luft. Sporerne danner den følgende nat hyfer, som tænger ind i det øverste cellelag på bladet. Herfra vokser der hyfer videre til nabocellerne. Efter nogen tid vokser hyferne lodret op og ud i det fri. Her dannes der sporer, som spreder angrebet videre gennem luften. Angrebet hæmmer fotosyntesen og skaber forvredne, svage skud. I løbet af efteråret trænger hyferne ind i de nydannede knopper, hvor svampen overvintrer.

Skadebillede

På unge, urteagtige egeskud opstår der først små, grålige pletter. Disse breder sig og kan hurtigt dække bladet. Senere kan skuddet også blive dækket af den gråhvide belægning, som støver ved berøring. Angrebne skud modner ikke ordentligt og kan have besvær med at tabe bladene i efteråret.

Forekomst

Meldugarterne er specialiseret på bestemte planteslægter, og der findes en meldug for næsten alle bladbærende planter. Her er nævnt de arter, som oftest angribes i haven. Der er dog stor forskel på, hvor følsomme planterne er, ligesom det er meget afgørende, hvilke forhold planterne vokser under.

Løn (Acer schwerinii, ahorn, aksblomstret løn, askebladet løn, fransk løn, ildløn, japansk løn, kinesisk løn, koreansk løn, kæmpeløn, monoløn, navr, nikkoløn, papirbarkløn, russisk løn, rød løn, rødnervet løn, rødstilket løn, spidsløn, stribet løn, sukkerløn, sølvløn, tyrkisk løn, viftebladet løn og vinløn), hvidtjørn/tjørn (Crataegus nitida, almindelig hvidtjørn, azarolhvidtjørn, engriflet hvidtjørn, glansbladet hvidtjørn, grayhvidtjørn, hanesporehvidtjørn, koralhvidtjørn, orientalsk hvidtjørn, prikket hvidtjørn, skarlagenhvidtjørn, sortfrugtet hvidtjørn, syltornet hvidtjørn og viftebladet hvidtjørn), agurk (afrikaagurk, almindelig agurk, anguriaagurk, kantalupmelon, melon, netmelon, orientalsk melon og sukkermelon), eg (armensk eg, buskeg, frynseeg, hvideg, kejsereg, korkeg, quercus, rødeg, steneg, stilkeg, sumpeg, turnereg og ungarsk eg), stikkelsbær, rose (Rosa luciae, afghanistanrose, aleksandrinerrose, banksrose, bengalrose, bjergrose, blågrøn rose, bourbonrose, carolinarose, centifolierose, finsk rose, frankfurterrose, fransk rose, glansbladet rose, gul rose, honningrose, hugorose, hunderose, hvid rose, klatrerose, klitrose, kobberrose, mandarinrose, moskusrose, omeirose, roxburghrose, rynket rose, skinnende rose, spansk hybenrose, stivbladet rose, sumprose og Æblerose) og vin (almindelig vin og amerikansk vin).

Forebyggende metoder

Egemeldug, Microsphaera alphitoides, forebygges ved:

  • Undgå overgødskning med kvælstof (N)
  • Undgå vinterbeskæring, som giver vanrisdannelse.
  • Undgå stillestående luft omkring planten
  • Kalk jorden
  • Udtynd af plantens krone i august
  • Fjern alle svækkede skud i november
  • Foretræk modstandsdygtige arter eller sorter

Metoder når planten er angrebet

Meldug er yderst besværlig at bekæmpe, da den danner mutationer, som beskytter den mod et givet bekæmpelsesmiddel. Forsøg har dog vist, at hvidløgekstrakt har en god virkning på meldug.

meldug havrerod

Meldug kommer på en del arter så sent, at angrebet ikke er så alvorligt. F.eks. på den gamle grønsag havrerod, hvor angreb i efteråret er en næsten årlig tilbagevendende begivenhed. Foto: Karna Maj

Af Sten Porse, pensioneret faglærer, myrica.dk

Denne artikel er del af et projekt mellem Miljøstyrelsen og Havenyt.dk og har til formål at nedsætte forbruget af sprøjtemidler i danske haver. Projektet er finansieret af midler fra Pesticidhandlingsplanen.

Forhandlerguide

Bjarne’s frø og planter

Sneglehegn

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

EWH Bioproduction

biologisk bekæmpelse og bestøvning med h

Kerneliv.dk

Meget stort frøudvalg. Online salg

Landsforeningen Praktisk Økologi

Tidsskrift om økologisk havebrug

Lyngeshop

Sneglehegn holder dræbersnegle væk.

Morten’s Easy Gardening

Fang dine muldvarpe med Motrap-fælden

Solsikken

Alt til den økologiske have

Her er du: Forsiden > Skadedyr og plantesygdomme > Svampesygdomme > Meldug

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…