En god kompostbeholder

Af Karna Maj, redaktør af Havenyt.dk, Landsforeningen Praktisk Økologi

Der er to typer af kompostbeholdere. De lukkede af plastik og de åbne beholdere til haveaffald.

Den lukkede kompostbeholder

De lukkede kompostbeholdere har to fordele. De ser meget pæne og ordentlige ud, og de er rottesikre. Hvis man har meget grønt køkkenaffald, som man vil kompostere, bør man vælge en lukket kompostbeholder hertil. I vinterhalvåret, hvor komposteringen ikke går så stærkt, skal man huske at tilføre kulstofholdigt drys i form af høvlspåner, savsmuld, tørt haveaffald o.lign., ellers bliver indholdet let slimet og ildelugtende.

Den lukkede kompostbeholder er til gengæld ikke særlig praktisk til at komme haveaffald i. Dels kan der ikke være ret meget, og dels skal det findeles godt. Til en helt lille have vil den dog kunne bruges.

Den åbne beholder

En åben beholder er derimod velegnet til at kompostere haveaffald i, men det kræver, at den opfylder nogle bestemte krav.

Størrelse

Hvor stor beholderen skal være, afhænger først og fremmest af størrelsen på haven og dernæst af, om man vil kunne varmkompostere. I så fald skal et rum i kompostbeholderen være minimum 1 × 1 × 1 m for at kunne få temperaturen høj nok.

Hvis man bare vil kunne fylde i efterhånden, som der kommer haveaffald, er størrelsen ikke afgørende. Ofte er det en fordel at kunne stikke kompostbunken om undervejs – det kræver et ekstra rum til at komme komposten over i. Hvis man varmkomposterer, skal der desuden være et rum eller en bunke ved siden af til at samle minimum en kubikmeter kompostmateriale i, inden man sætter varmkomposten.

Kompostbeholder til haveaffald

Det vigtigt, at mellemrummene mellem brædderne er meget små. Ved at overdække kompostpladsen får man skygge samtidig med, at man sikrer, at næringsstofferne ikke udvaskes af regnen. Dette kan også sikres med låg eller overdækning med f.eks. en presenning. Foto: Karna Maj

Udformning

Det bedst er derfor at lave 2 rum – måske 3, hver på 1 kubikmeter. Rummene laves større, hvis haven er meget stor. Man kan lave en lang beholder med ruminddelinger – det sparer træ til kompostbeholderen. Når der skal vælges materiale, så overvej nogle af de miljøvenlige og holdbare træsorter. Man kan læse mere om dette i heftet »Miljøvenlig brug af træ – i have og landskab«, som Have & Landskabsrådet har udgivet.

Udformingen er vigtig, da kompostbeholderen skal kunne holde på fugtigheden, ellers komposterer plantematerialet ikke særlig hurtigt. Kompostbeholdere af trådhegn må frarådes – det er mere tørresiloer. De kan evt. fores med plastik. Men der skal også være luftadgang, da det er nødvendigt for komposteringsprocessen. Hvis beholderen laves af brædder, skal der maksimalt være er mellemrum på ½ cm mellem brædderne.

Overdækning

En del af året er det nødvendigt at kunne dække kompostbunken til på overfladen. Om sommeren for at den ikke tørrer ud, i vinterhalvåret for at nedbøren ikke skal udvaske plantenæringsstofferne i komposten. Det er jo dem, vi har brug for. Man kan lægge et stykke presenning over eller indbygge et låg. Med et låg eller tag over vil man have helt styr på fugtigheden i komposten. Til gengæld skal den vandes af og til.

En aftagelig side

Da man skal kunne hente komposten og evt. omstikke den, er det praktisk at kunne komme til fra den ene side. Derfor laves tre faste sider, og den fjerde side skal være aftagelig. I hver side på den fjerde side kan der laves en slids, hvor man kan skyde brædder ned, efterhånden som bunken vokser. De kan så fjernes, når man skal hente eller omstikke komposten.

Byggevejledninger

I bogen »Jord og kompost« (Politikens Håndbøger) er der byggevejledninger til kompostbeholdere, men afstanden mellem brædderne er alt for stor på tegninger og foto. I Den Økologiske Have har de en permanent udstilling af de fleste kompostbeholdere.

I forhandlerguiden kan man finde forhandlere af kompostbeholdere og miljøvenligt træ

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Kompostfremstilling > En god kompostbeholder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…