Drivning af blomstrende grene

Efter jul og nytår må man bede om en smule ro og fred. Den findes i haven. Der sker absolut ingenting, man kan se. Nedenunder jorden er der fuld fat på, men indtil videre må man betragte det som planternes privatliv, som vi gudskelov ikke skal blande os i.

Sne er der måske ikke endnu, men når den kommer skal man unde sig en fridag, lade børnene sove længe og gå ud i det. Det er så sjældent, at der må være undtagelsestilstand. Det er en pynt så fin, at man bare kan måbe. Jeg lader altid lyskæderne sidde udendørs så lang tid efter, at det nærmest er pinligt, bare for at få fornøjelsen af at se dem i et snedækket landskab om natten.

Farver og blomster i vinterhaven

Hvis der er glemt bare en lillebitte rød papirstump fra nytårsfyrværkeriet, larmer helt vildt i det våde brune landskab. Ethvert eksemplar af de ret mange vinterblomstrende og duftende ting, man kan plante, vil også vække opmærksomhed, om ikke opsigt. Blomster på denne årstid er sarte i udtrykket, stærke i duften og helt utroligt hårdføre.

Nu er det jo ikke meningen, at man skal plastre hele sin jord til med buske, der har deres storhedstid netop nu, for mange af dem er bestemt ikke noget særligt resten af tiden. Men ved nærmere eftertanke kan man nu slet ikke få nok de næste måneder af små fine buketter, duftskyer, når man går tur i haven, og bare en smule farve at være taknemmelig over. Sommer og efterår er der nok at kigge på, så måske man alligevel skulle plante nogle flere.

Vinterblomstrende kirsebærtræ

Prunus subhirtella autumnalis i blomst i Kongens Have. Et overdådigt syn først i januar. Foto: Karna Maj

Mange af buskene bliver store med tiden, men med de vinterblomstrende er problemet til at overse, bare man plukker nok, kan man holde dem i overkommelig størrelse i al fremtid. Undtagelsen er nok Prunus subhirtella autumnalis. Den skal have lov at blive det fine træ, den kan, så må man frede den de første år.

Den er det mest taknemmelige og yndige vinterblomstrende overhovedet. I min gamle have, en gårdhave på Frederiksberg, stod den troligt og blomstrede hvidt fra oktober til maj, for at holde hvilepause når det var frostvejr. Man kunne skære så mange grene, det skulle være, og det var en fryd hele vinteren.

I min nuværende have har jeg plantet to, den hvide har det rædsomt, den lyserøde blomstrer fint, men først i april. Der skal nok lidt mere beskyttelse til, hvis det for alvor skal virke.

Ribesarter til drivning

Allerede først i januar kan man have held med blodribs, Ribes sanguineum, Viburnum og hassel. Pluk grenene så store, man nænner, sæt dem dybt i en spand koldt vand og lad dem stå køligt, til de viser tegn på liv. Flyt dem så ind et køligt sted i stuen, helst ikke lige over et varmeapparat. De fine hvide blomster på ribes’en viser sig i løbet af nogle uger. Og sådan er den hel bedårende. De røde blomster, man får ved at lade den blomstre naturligt nogle måneder senere, kan jeg simpelthen ikke døje, og sammen med forsythia gør det ondt i mit æstetikcenter. Men nu er de dejlige, og jeg har plantet dem udelukkende for at kunne udføre deres blege blomstring til ære for os indendørs.

Der findes mange andre Ribes, med smukkere løv og mere klare meldinger end den dødrosa, vi kender alt for godt. Ribes speciosum, der har helt utrolige små fuchsialignende blomster og Ribes laurifolium, der er stedsegrøn og blomstrer lysegrønt allerede i februar.

Plant dem, hvor man kan se de hængende blomster, det betyder oppe i øjenhøjde, og hvis jorden er flad, så i en potte på noget højt tæt ved huset.

Vinterblomstrende Lonicera med duft

Af en helt anden slags er Lonicera fragrantissima, med små hvide duftende blomster, der er tydeligt i familie med kaprifolier, den er af gedebladfamilien, ligesom Kaprifolium. Den blomstrer ufortrødent hele vinteren. Den gør ikke meget væsen af sig, men den dufter helt fortryllende i mange måneder.

Vinterjasmin

Vinterjasminen, Jasminum nudiflorum, er en sær slasket ting, som vi næsten altid planter op ad en væg. I virkeligheden har den det bedst i lidt mere fri dressur, hvor den får lov at lægge sig, som den vil hen ad jorden. Jeg har nu min i en potte, så den kan flyttes hen ved hoveddøren, når den blomstrer og væk, når den bare er en grøn heksekost.

Ingen af de vinterblomstrende buske gør særligt væsen af sig, undtagen ved deres duft.

Kejserbusk

Kejserbusken, Viburnum × bodnantense, behøver ingen drivning, den kan selv og har kunnet det i måneder, andre viburnum er ikke helt så tidligt på den, men kommer lidt ad gangen indtil maj. Jeg synes nok at en samling af viburnum er en god ting at have. Hvis man klipper rigtigt, former man dem med tiden til små træer, som er meget smukkere end som filtret busk.

Troldhassel og troldnød

Troldhassel med de kringlede grene og hasselbror, Corylopsis pauciflora blomstrer ret overdådigt lysegrønt i marts.

Hamamelis, som på dansk hedder troldnød, blomstrer med underlige blomster, som er en samling af gule eller røde tynde strimler. Det ligner en dusk, der er faldet af et kinesisk nytårsoptog, og de fleste af dem er også fra Kina og Japan. Man tror, det er løgn, hvert eneste år, når den går i gang. Der findes en hel masse arter og sorter, jeg kan nok bedst lige den bleggule Hamamelis mollis pallida. Men de røde, orange og den gammeldags gule Hamamelis mollis er også fine. Plant den et sted uden træk, så bliver den med tiden til et fint lille træ. Alle disse kan man også tage grene af allerede i januar.

Blomster med vaniljeduft

En helt overset lille yndighed er den stedsegrønne Sarcococca. Der er flere typer. Sarcococca hookeriana humilis, som er den, jeg har, bliver ikke mere end 40 cm høj, men der findes mere end en anden form, bl.a. Sarcococca ruscifolia, der bliver 1.5 meter høj. De har nydelige blanke, lancetformede blade, men den store attraktion er de små lyserødhvide blomster, der kommer i alle bladhjørner i februar/marts. De dufter øredøvende godt, planten bliver også kaldt vaniljeplante. Den kan trives i næsten fuld skygge, bare der ikke er for tørt.

Den hvide blomstring

Og så skal man ellers bare nyde det derude, vente på den første snedag, komme i tanker om alle de ting, man mangler at plante, hvor det ville være fint at have nogle stedsegrønne beregnet til sneen at lægge sig på, og ellers lade være med at gå rundt derude og klippe ned i alt det afblomstrede, der ser så dejligt ud med den fine hvide blomstring, som sneen giver det, vi troede var helt og aldeles dødt.