En nordvendt forhave

Det er vigtigt at gøre sig klart, at en nordvendt have stiller nogle betingelser, som ikke kan fjernes. Der er mere koldt i jorden dér, men temperaturen er også mindre svingende. Der er også mere fugtigt dér, men samtidigt mindre solrigt.

Disse betingelser kan man prøve at se bort fra (hvilket giver mange problemer). Eller man kan vælge at udnytte dem bedst muligt (det giver færre problemer) – det er især afgørende, når der er tale om en lille plet jord. Jeg kan tilbyde to forslag, det ene en kombineret nytte- og prydhave, og det andet en ren prydhave med meget lidt pasningsbehov.

Kombineret nytte- og prydhave

Forslag til plantearter

På et køligt og fugtigt sted vil frugtbuskene ribs og solbær kunne trives godt. Det er begge arter, som hører hjemme i løvskove, altså i det kølige og fugtige miljø ved skovbunden. Hindbær og jordbær er mere lyskrævende, men hvis forhaven trods alt får lidt sol – måske i morgen- og aftentimerne – så kan de også bruges.

Blandt grønsagerne vil især persille og ært kunne dyrkes. Begge stammer fra planter, som hører hjemme i skovmiljøet. Det er dog klart, at deres udvikling vil blive en del forsinket i forhold til den, man kunne vente i fuld sol.

De her nævnte planter kan med fordel kombineres med stauder fra det plantesamfund, man har kaldt »skov-steppen«. Her vokser for eksempel velkendte blomsterplanter som smalbladet klokke, fjerbusk, fingerbøl, singrøn, julerose, diverse bregner, star»græsser« og frytler. Disse planter kan eventuelt kombineres efter ønske med funkie, hasselurt, kæmpestenbræk og primula.

Planlægning

Jeg vil foreslå, at man laver sig en lille tegning over grundstykket, anbringer det »faste inventar« (stier, indkørsel, fliseplads o.s.v.), og så fordeler frugtbuskene. Husk, at de bærer langt mere, hvis man planter to eller helst flere sorter fra hver art.

Når frugtbuskenes placering er klar, bør man fastlægge større flader med lave, bunddækkende planter: f.eks. singrøn, star, frytle, hasselurt og funkie.

I disse flader, og altså ind mellem buskene, kan man så placere de høje, blomstrende stauder: f.eks. klokke, fjerbusk, fingerbøl, kæmpestenbræk og julerose. Til sidst bør man overveje, om ikke der bør findes nogle grupper af løgplanter. De botaniske krokus, narcisser og hundetand ville gøre sig godt i sammenhængen.

Prydhave med nem pasning

I den rene prydhave har man gode muligheder for at anlægge sig en rigtig biotophave. På det nordvendte grundstykke vil skovbiotopen være oplagt. For at få den rigtige skovkarakter, må jorden kun få lys i den bladløse tid, mens den skal holdes helt skygget gennem sommeren.

Det kan man klare ved at plante små, skyggende træer: f.eks. mispel, paradisæble, manna-ask, kirsebærkornel, ildløn og Sorbus domestica (storfrugtet røn). Disse træer kan kombineres med buske, som især vil gøre gavn i »skovbrynet« langs kanten af grundstykket. Gode eksempler kunne være: gul haveazalea, æblerose, brombær, ribs, solbær og hyld.

I skyggen under træerne kan man så lave sig en beplantning med almindelige eller mere sjældne skovbundsplanter: liljekonval, anemone (hvid, gul eller blå), viol, kodriver, lungeurt, skov-fladbælg, lærkespore, læbeløs, skov-star, stor frytle, engelsød o.s.v. Hvis man ønsker blomstring hen i efteråret må disse stauder suppleres med fremmede arter: f.eks. staude-klematis, astilbe, lægeærenpris, pileurt og lilje.

Biotophave med indfødte arter

Dette anlæg kunne man have gjort endnu mere økologisk korrekt ved udelukkende at bruge danske træ-, busk- og staudearter. Det vil sænke pasningsbehovet væsentligt, men også gøre haven mindre farveprægtig efter Skt. Hans. Valget er haveejerens.

Foretrækker man den rene model, kan man med fordel besøge en af landets botaniske haver, hvor de indfødte arter findes plantet sammen efter plantesamfund. Dette gælder i det mindste for de botaniske haver i København og Århus.