Det perfekte staudebed – det findes næppe

Smukt og varieret staudebed. Humlemagasinets have. Foto: Inge A. Futtrup

Jeg bliver undertiden bedt om at tegne et staudebed. I ved, sådan et rigtig flot et med perfekt afstemning af farver og præcis placering af hver enkelt plante. Og selvfølgelig vil jeg da gerne gøre det – men jeg ved også, at det bliver en udfordring! For stauder er nemlig lige så uforudsigelige som børn. De kan være søde og kønne det ene år for så det næste at sidde tavse og surmule i et hjørne. Eller lave ballade, så omgivelserne er ved at gå i spåner.

Når jeg anlægger et staudebed, sammenligner jeg det tit med et skolefoto af en børnehaveklasse. Jeg har det ligesom fotografen, der gør sig gevaldig umage for at stille ungerne op i pæn orden efter højde og måske også delt op, så drengene står bagerst og pigerne sidder pænt foran. Sådan er der jo nogen, der kan lide det.

Flotte stauder i Humlemagasinets have. Foto: Inge A. Futtrup

Hvis fotografen er dygtig, skæver han selvfølgelig til tøjets farver, så hende i den sarte lyseblå bluse ikke bliver placeret midt imellem en selvlysende orange kjole og en dyblilla sweater, som vil stjæle billedet helt fra hende. Og den virkelig kreative fotograf vil måske også lege lidt med hårfarver, så det færdige resultat bliver en flot og harmonisk mosaik, hvor alle kommer bedst til deres ret.

Børn og stauder vokser og udvikler sig
Men hvordan vil selvsamme børneflok mon se ud ti år senere, når de går ud af skolen? Der er sikkert et par stykker, der har forladt klassen i tiden løb – og der er formentlig også kommet nye til. Klassens tykke pige er måske blevet en lækker langbenet sild, og ham den sjove med alle fregnerne er nu fyldt med filipenser og skuler genert ned i gulvet. Selv hårfarverne har ændret sig, en del på naturlig vis – andre hjulpet godt på vej af frisøren. Mon ikke de fleste fotografer ville foreslå en helt anden opstilling end på det gamle foto fra børnehaveklassen?

Staudehaven på Fyn. Foto: Inge A. Futtrup

Sådan er det også i staudebedet. I takt med at planterne vokser til, ændrer de sig, og derfor eksisterer det perfekte staudebed ikke. I alt fald ikke i min verden. Eller rettere sagt: Det eksisterer ikke ret længe, medmindre det bliver passet og plejet til den helt store guldmedalje af en erfaren og ihærdig gartner, der tager sig en hel del friheder og bruger metoder, som hverken forældre eller pædagoger ville drømme om at anvende! Og som jeg bestemt ikke er fortaler for … det forbyder min medfødte magelighed samt dybe kærlighed til naturen mig simpelthen
Er perfekte staudebede mon ren ønsketænkning
Derfor irriterer det mig også en lille smule, at TV og haveblade undertiden holder liv i drømmen om perfekte haver og perfekte staudebede. Men samtidig morer jeg mig kongeligt, når jeg ser en mindre hær af ens klædte anlægsfolk, der kommer slæbende med kassevis af blomstrende stauder i et såkaldt realityshow. Tit og ofte er det endda blomster, der er drevet kunstigt frem, så hele det nyanlagte staudebed står i fuldt flor og får den overraskede ejer til at bryde ud i glædestårer, når han/hun ser haven efter forvandlingen.

Den slags er ren hokus-pokus og ønsketænkning. Det er i alt fald endnu ikke lykkedes for mig eller nogen af mine havevenner at få Kleopatras nål, sølvlys, silkekatost, kærminde og månestråle til at blomstre samtidig. Jeg ved egentlig heller ikke, om de ville klæde hinanden. For naturen har jo netop denne fantastiske evne til at skabe harmoni mellem blomsternes farver og himlens lys. Sidstnævnte afhænger som bekendt af årstiden.

Pæoner i min have. Foto: Inge A. Futtrup

Lad os glæde os over naturens luner og orden. Deri ligger jo netop mangfoldigheden og udfordringerne. Hvis vi selv kunne bestemme, hvornår stauderne skulle springe ud – og hvor længe de skulle blomstre, så ville vi jo på typisk menneskelig vis begynde at efterligne hinanden – og alle sammen ende med at gå i cowboybukser eller silkekjoler, for nu at bruge en metafor.

Hvis vi så også kunne opdrage stauderne til at gro i alle jordbundstyper og have ens behov for vand, lys og næring samt en stor tålsomhed overfor træk, vind og blæst – ja se, så nærmede vi os noget, der var til at styre og kontrollere – og som kunne fungere i alle haver. Men hvor ville det dog blive kedsommeligt!

Marguerit og løvefod. Foto: Inge A. Futtrup

I den virkelige verden vil der heldigvis aldrig være to staudebede, der er helt ens, for der findes ikke to haver, der kan byde på fuldstændig ens vækstvilkår. Om ikke andet, så vil en ganske lille forskel i jordens næringsindhold give nogle af stauderne et forspring og forrykke balancen. Og derfor er det komplet umuligt at skabe det perfekte staudebed. Der vil altid være mindst en ubekendt eller overraskende faktor, der laver rav i rævegade.

Set med mine øjne er det charmerende ved staudebedet netop det uforudsigelige og variationen. Hvert år byder på nye forandringer. Én staude er måske gået ud i løbet af vinteren, en anden breder sig pludselig overraskende og en tredje har spredt sine frø i kaotisk skønhed. Det er den slags muligheder, der kan udnyttes og udvikles, og som gør staudebedet levende, spændende og overraskende … som oftest på bekostning af det perfekte.