Overvintring af chokoladekosmos

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Chokoladekosmos er blevet en populær sommerblomst, ikke mindst på grund af dens duft af chokolade/vanilje. Den kan dyrkes både i krukker og blomsterbede. Chokoladekosmos er en lidt dyr sommerblomst i indkøb, og den kan ikke købes som frø.

Chokoladekosmos har små graciøse blomster på tynde stilke.

Chokoladekosmos har små graciøse blomster på tynde stilke. Og sidst på sommeren er der et væld af blomster, der dufter af chokolade. Foto: Karna Maj

Chokoladekosmos er en flerårig plante

Men chokoladekosmos er en flerårig plante, og har man en eller flere store flotte planter i efteråret, er det derfor en god ide at forsøge at overvintre dem et frostfrit sted.

Chokoladekosmos blomstrer lige til frosten kommer, og det kan være langt ud på efteråret og helt ind i december. Sæt den gerne i drivhuset eller en kølig udestue, når der begynder at blive risiko for nattefrost. Her vil den blomstre videre et stykke tid, men efterhånden visne ned. Vandingen skal stort set stoppes på det tidpunkt, da pottejorden ikke må være for fugtig under overvintringen, da rødder/rodknolde så risikerer at rådne. Men pottejorden må heller ikke tørre helt ud.

Frostfri opbevaring

rødder

Stiklingeformeret plante med riset rod. Foto: Karna Maj

I Danmark kan den ikke overvintres ude, da den stort set ikke tåler frost. De fleste, som har held med at dyrke den som flerårig, har den i en stor potte og sætter hele potten væk et frostfrit sted, når den er visnet ned.

Lad være med at grave den op. Måske har den slet ikke knolde, men en riset rod, da det oftest er stiklingeformerede planter, der er til salg, og ikke planter med rodknolde som i naturen. Hvis den har knolde, og de endnu er små, har man samme problem som med georginer, at de kan tørre ud under opbevaringen, hvis de tages op.

Har man en kold, men frostfri udestue eller lignende, kan man placere den her vinteren igennem. Man skal holde øje med pottejorden, som evt. skal vandes lidt, så jorden ikke tørrer ud.

Grav potten ned i drivhusjorden og dæk

Har man ingen oplagte frostfri steder at placere planten, kan man grave potten ned i drivhusets jord og dække med et tykt lag vinterdække, som man gør med gulerødder på friland. Det er en fordel at gøre det i drivhuset, hvor pottejordens fugtighed kan holdes under kontrol. Normalt skal den ikke vandes, før det begynder at blive varmt i drivhuset i foråret.

Det afgørende for en vellykket overvintring i drivhuset er, at den dækkes med 25 cm isolerende plantemateriale, så frosten ikke kan trænge ned. Det kan være tang, halm eller visne blade. Har man en tom drivbænk, kan man sætte den henover og fylde den op med visne blade.

Overvintring af chokoladekosmos

Bagerst står chokoladekosmos, som i december er næsten visnet ned. Forrest sommerfuglelavendel, som det også lykkedes at overvintre med blade i den milde vinter 2013/2014. Foto: Karna Maj

I april, når vinteren er ovre, fjerner man vinterdækket og tager potten op, så jorden kan begynde at varme op.

Ompotning i april

I foråret er det en god ide at ompotte, evt. til større potte, og give ny jord. Pas på de små hvide, meget tynde spirer, hvis de allerede er dukket frem.

Her er planten taget ud af potten i april. Der var to planter i potten, og ved en undersøgelse af roden på planten til højre, viste det sig at være en stiklingeformeret plante. Ved ompotning skal der ikke fjernes mere jord fra rødderne end ved planten til venstre. Plante til højre blev forsøgt delt, men forsøget mislykkedes, og de små plantestykker med lidt rod gik ud. Foto: Karna Maj

Potten vandes kun lidt i starten, de små nye spirer dukker frem i løbet af april og hurtigt vokser planten til. Den kan flyttes ud på et beskyttet sted i maj. Men husk at den ikke tåler frost, så der skal dækkes ved nattefrost, eller den skal tages ind. Den kan først plantes ud på friland, når der ikke længere er risiko for nattefrost sidst i maj eller først i juni.

Den kommer først med blomster midt på sommeren. Til gengæld blomstrer flot og længe – lige til frosten kommer.

Sidst i april er der liv i chokoladekosmosplanten igen – der er masser af nye skud. Nu skal den holdes vandet og må gerne blive i drivhus eller udestue til det bliver lidt varmere udenfor. Foto: Karna Maj

chokoladekosmos sættes ud i haven

Hvis vejret er fint først i maj, kan man godt sætte chokoladekosmos ud i haven. Man skal bare huske at beskytte den, hvis der skulle komme nattefrost. Evt. flytte den ind. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Bakker.com

Havedrømmen begynder her!

Trifolium Frø

Blomsterfrø og løg. Over 700 sorter.

Din Have Butik

Alt til haven – se vores store udvalg.

Lottenborg Have

Økologiske læggekartofler, sætteløg mm.

Urtegartneriet

Biodynamiske og økologiske blomsterfrø.

Økologiens Have

Besøg Økologiens Have

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Impecta Fröhandel

Bredt udvalg av kvalitetsfrø.

Susannes Blomster Café

Blomster er glæde og livskvalitet.

Thyboesminde Stauder

Staudeplanteskolen tæt på Limfjorden.

Frødepotet.dk

Bredt udvalg af diverse blomsterfrø

Florama ApS

Frø til stauder, sommerblomster m.m.

Frøtorvet

Frø – blomsterløg til farverige blomster

Albinus Frø

Stauder, sommerblomster; mange spiselige

Kerneliv.dk

Meget stort frøudvalg. Online salg

Solsikken

Alt til den økologiske have

Jyllands Frøhandel

Blomster er glæde og livskvalitet.

Bjarne’s frø og planter

Frø af spændende og eksotiske planter

Egeskov

Gartneriet producerer planter til salg

Staudestedet

Mange forskellige stauder

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Overvintring af chokoladekosmos

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…